Violet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2018
  • Opdateret: 14 jul. 2018
  • Status: Igang
Da 17 årige Violet kommer i et skænderi med sin far, forlader hun hendes hjem for good. Nogle dage efter møder hun drengen Jonas, og hendes verden ser straks lysere ud. Jonas er bare en normal teenager ligesom Violet, men de har begge deres problemer at kæmpe med.

2Likes
5Kommentarer
167Visninger
AA

6. Med et bump

For første gang siden jeg ¨flyttede hjemmefra¨ skal jeg i skole igen. Jeg skal se mine venner igen, og jeg skal videre med min skolegang. Jonas kommer ind ad døren og ser forundret på mig. Jeg tænker egentlig ikke over, at jeg kun står der i undertøj, men det gør han så efter han har stået der i noget tid.

”Undskyld, jeg burde have banket på inden jeg kom ind” skynder han sig at sige, da han endelig tænker over det. ”Jeg tænker, at jeg bare går igen. Vi ses om lidt”.

”Ja vi ses om lidt” svare jeg ham, og så trækker jeg den simple hvide T-shirt over hovedet. Jeg binder en lille knude på den, for at det ser lidt mere ”spændende” ud, og til sidst, tager jeg et par hullede bukser på. Mit hår sætter jeg bare op i en rodet knold, og så tænker jeg egentlig ikke mere over det.

 

Ved spisebordet sidder Jonas med hans computer. Han har en gråblå T-shirt og et par sorte jeans på. Håret er en smuler rodet. Næsten som om han egentlig ikke gad sætte det. Jeg har ikke tænkt særlig meget over det, men han er egentlig meget smuk, som han bare sidder der midt i solens stråler, som skinner ind fra det store vindue. Han ser op, og hans øjne møder straks mine. Han ser hurtigt ned ad mig. Egentlig giver han mig elevatorblikket, men jeg tænker ikke over det som sådan.

”Ved du lige, hvor smuk du er Violet?” spørger han mig, da han har siddet og stirret på mig i noget tid.

”Selvfølgelig ved jeg da det” svare jeg og svinger mit hår over skulderen. Vi griner begge, fordi vi godt ved, at sådan ville jeg ikke normalt sige, men jeg kan sagtens lave en smule sjov med det.

”Er du sulten?” spørger han, da vi er færdige med at grine.

”Næ faktisk ikke. Egentlig vil jeg nok bare gerne afsted”

”Jamen, så er det da det vi gør” siger han og lukker sin computer ned.

 

Vi ankommer på skolen efter en cykeltur, hvor vi bare har talt om alt muligt. Jeg har jo bare lånt hans søsters cykel, da det klart var det nemmeste. Jonas stopper op og træder af cyklen, men jeg cykler lidt videre ned ad stien. På skolen er der lidt forskellige cykelskure. Et til årrækken 0 til 3 klasse, et til årrækken 4 til 6 klasse, og så er der 7, 8 og 9, som har hver deres. Jonas går i 9 klasse, så han skal stoppe ved den første, og han skal også ind i en anden bygning.

 

Lidt længere nede af stien, er 8 klassernes cykelskur. Det er der, jeg skal stille cyklen og så gå ind i 8 klasses bygningen. Inden for dørene, forventer jeg ikke, at nogen udover mine venner vil lægge mærke til, at jeg er der, men det er jo også fint. Jeg er ikke typen, der forventer, at blikke følger mig hele vejen ned af gangene, og det vil jeg nok aldrig blive. Hvis jeg kan undgå den opmærksomhed, så vil det være det, jeg gør.

 

Jeg åbner døren og træder ind på gangen. Ligesom jeg havde regnet med, er der ingen, som lægger mærke til mig. Jeg går stille ned mod det klasseværelse, hvor min klasse befinder sig i. Dog når jeg ikke hele vejen, da der dukker en skikkelse frem foran mig, og med et bump ligger jeg på gulvet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...