Violet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2018
  • Opdateret: 14 jul. 2018
  • Status: Igang
Da 17 årige Violet kommer i et skænderi med sin far, forlader hun hendes hjem for good. Nogle dage efter møder hun drengen Jonas, og hendes verden ser straks lysere ud. Jonas er bare en normal teenager ligesom Violet, men de har begge deres problemer at kæmpe med.

2Likes
5Kommentarer
177Visninger
AA

7. Klokken ringer, og jeg er tilbage

Jeg når ikke at registrere, hvem skikkelsen er. Men mennesket, der ligger oven på mig, begynder at grine en kvindelig latter. Jeg kan dufte en velkendt blomstret parfume, men kan ikke tænke på, hvem den egentlig tilhøre. Mine øjne bliver rimelig hurtig åbnet, og foran mig ser jeg Mia. Personen der har været min bedste veninde siden jeg var 3 år gammel. Personen, der altid har været der, og den, der altid har støttet mig. Vi krammer begge hinanden i noget tid. Folk kigger nok på os nu, men det er vel lige meget, når vi bare er os. Hun trækker sig fra krammet og rejser sig op. Dernæst hjælper hun også mig op på benene igen.

”Hvor har du været?” spørger hun straks. ”Din far har ringet og det hele.” Lige det havde jeg ikke regnet med, at hun vil sige. Jeg havde ikke engang regnet med, at min far ville tænke så langt. Måske han alligevel holder af mig. Ej det gør han, men alligevel.

”Kan vi ikke tage den senere et andet sted?” spørger jeg hende i stedet for egentlig at svare hende på hendes spørgsmål.

”Jo selvfølgelig, hvorfor tænkte jeg ikke selv på det?” spurgte hun nok mest sig selv om. Jeg ler en smule ad hende, men ingen af os tænker rigtig videre over det.

”Ja det var jo et godt spørgsmål” siger jeg og ser hende lige i øjnene. ”men dem er der jo mange af”. Hun ser ned i jorden og kommentere ikke rigtig på det jeg sagde.

”Hvor var du henne i al den tid” spørger hun, da hun vælger at bryde den korte stilhed, der opstod imellem os.

”Du kender Jonas fra niende ikke?” spørger jeg, og hun nikker. ”Han fandt mig ude på gaden, og så tog han mig med.

”Så du har sovet hos ham?” er den første ting hun siger. ”Hvor længe?” bryder hun ud med, inden jeg når at svare på hendes andet spørgsmål.

”Det har bare været i nogle dage nu, og han har tilbudt husly indtil jeg finder mit ejet.”

”Så du vil flytte hjemmefra allerede nu?” Hun ser på mig med et opgivende blik i øjnene, men jeg tænker ikke over, hvorfor hun gør det. ”Du er jo kun 16 år Vio”

”Jeg ved det godt, men alligevel, så er jeg jo vandt, til at passe mig selv.” svare jeg hende, og stopper den lidt der. Vi er nået ned, så vi står lige foran døren til vores klasseværelse. Klokken ringer og vi venter egentlig bare udenfor indtil vores lærer kommer. Inden Mia går ind i klasselokalet, vender hun sig lige om og ser på mig.

”Du har noget at forklare senere”, siger hun og blinker til mig. Derefter siger hun ikke mere, men træder i stedet inden for døren og bevæger sig mod sin plads. På vejen derhen, kan man se, at hun hilser og smiler til de fleste. Mia har altid været en af dem, hvor alle nærmest bare elsker hende, men hun har også altid været sød mod alle.

”Det er godt at se dig igen Violet” siger min lærer bag mig, da han kommer herhen.

”I lige måde Mads” svare jeg ham og går med ham ind. Ikke mange hilser på mig, som de gjorde med Mia for lidt siden, men jeg har nu heller ikke gjort meget, for at tale med dem på noget tidspunkt før.

 

Klokken ringer, og timen begynder med det samme. Vores lærer taler ud i de samme mange kedelige ord. Ingen lytter rigtig efter, og det er en ting jeg ved. Kuglepenne bliver trykket ud og ind, blyantspidser knækker, tyggegummibobler bliver sprunget og så videre. Det kommer vel an på, hvilken type menneske man er. Jeg sidder bare og stirre på den flaskegrønne opslagstavle, hvor endnu mere lort er kommet op og hænge, end hvad der han der før jeg ikke var her mere. For det meste var det lærerne, som hængte diverse notater op, men en gang i mellem her og der, blev der hængt andet op. Jeg gider ikke engang at tænke over, hvad der egentlig hænger der. Det kan nogle andre personer få lov, til at gøre. Udover opslagstavlen, hænger der også nogle plakater her og der på væggene, men de har også hængt der længe. Mads begynder at skrive nogle ting op på tavlen. Han beder os, om at skrive det ned, så vi har det, men det er jo selvfølgelig noget, man selv vælger. Jeg gør det altid, og så snart jeg er færdig, kan jeg sætte mig tilbage i mine egne dagdrømme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...