Violet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2018
  • Opdateret: 14 jul. 2018
  • Status: Igang
Da 17 årige Violet kommer i et skænderi med sin far, forlader hun hendes hjem for good. Nogle dage efter møder hun drengen Jonas, og hendes verden ser straks lysere ud. Jonas er bare en normal teenager ligesom Violet, men de har begge deres problemer at kæmpe med.

2Likes
5Kommentarer
171Visninger
AA

3. Hvad skete der?

Jeg lader det varme vand rende ned af min nøgne krop. Det var mit første bad i nogle dage nu. Egentlig var det rart med det løbende vand, men alligevel brænder det på min iskolde krop. Det sviger i såret på mit knæ, men det bliver renset igen. To blide bank på døren høre jeg og bliver kylet  ud af mine egne tanker.

"Jaer?" Råber jeg lavmeldt, så Jonas burde kunne høre mig. Selvom jeg ikke har hørt hans stemme, så ved jeg, at det er ham. Hvem skulle det ellers være? Døren åbner en smule på klem, så jeg kan høre, hvad han siger. Jeg havde ikke låst døren, men det var blot, fordi jeg ikke tænkte over, at jeg burde.

"Jeg har noget rent tøj til dig. Er det okay jeg kommer ind og lægger det?" Han spørger med en mere usikker stemme, end han har talt med resten af aftenen. Brusekabinen er lavet af fliser og mure lavet af matteret glas, så han ville ikke kunne se mig uanset hvad.

"Ja kom bare." Svare jeg ham og kan se døren gå op. Jonas kommer ind og lægger tøjet henne på vasken. Jeg kan se hans skygge igennem de matterede ruder, men så forsvinder han ud af døren og lukker den efter sig igen. Da jeg ikke kan høre hans fodtrin ude på gangen mere begynder jeg at synge. Jeg elsker at synge, men jeg har ikke gjort det i lang tid. Mine gamle venner sagde også, at jeg var god til det, men jeg har aldrig tænkt rigtig over det. Om andre kan høre mig? Det tænker jeg ikke over.

 I morgen tager jeg tilbage i skole igen. Det bliver nok rart at se mine venner igen, men hvad skal jeg dog sige til dem? Skal jeg bare sige, at min far slog mig, så jeg løb hjemmefra eller skal jeg sige noget andet?  Måske man bare burde sige sandheden. Også selvom den kan gøre ondt på nogen. Der er også bare nogle mennesker, som ikke skal vide det overhovedet! 

Jeg træder ud af brusekabinen og lader de overskydene dråber glide ned fra min krop. Et håndklæde bliver slynget rundt om mig. Jeg står bare og ser mig selv i spejlet, da mit syn begynder at sløre. Der er ingen lyd fra Jonas, så jeg tror ikke han er aller tættest på døren. Alligevel prøver jeg at bevæge mig mod døren, men i forsøget på at tage et skridt vælter jeg ned på gulvet. Mit hoved rammer stengulvet som det første, så alt bliver hurtigt sort. Jeg er væk.

Da jeg vågner igen, så ligger jeg i en seng. Jeg er iklædt en større t-shirt og et par shorts. Egentlig har jeg ingen ide, om hvor jeg befinder mig. Jeg føler ikke rigtig, at jeg kan huske noget. Men jeg tager mig til hovedet, hvor jeg kan mærke en lille bule. Hvordan har jeg dog fået den? tænker jeg lidt for mig selv, men så kommer det hele til mig igen. Jeg faldt, men hvorfor? det er aldrig sket for mig før, men jeg vælger ikke at tænke videre over det. 

"Jonas?" Råber jeg med min hæse stemme. Det var ikke megen lyd, der kom ud af mig, men det var nok til, at han hørte mig. Døren åbner, og han kommer hen og sætter sig ved min side i sengen. 

"Er du ok?" Spørger han og lægger en hånd på min ryg. 

"Jeg har det fint .. tror jeg nok" svare jeg "men jeg har ikke ligefrem styr på, hvad der egentlig skete." 

Jonas begynder lige så stille at nusse op og ned af min ryg. Jeg føler mig på en måde tryg, når han er der.

"Jeg ved heller ikke helt, hvad der skete" svare han mit indirekte spørgsmål. "Men da du ikke havde kommet ud efter noget tid, så gik jeg ud, for at se om der var sket dig noget."

"Og så lå jeg der?" Spørger jeg ham bare i nysgerrighed.

"Ja det gjorde du jo så." Svare han, men tager sin hånd til sig igen.

"Hvad skete der så?"

Jeg vender mig om, for at se ham i øjnene. Imens jeg venter på svar, strømmer en masse tanker igennem mig hoved. Hvordan fik jeg overhovedet tøj på? Ja det var jo et godt spørgsmål, men det vil jeg da overhovedet ikke tænke over.

"Få nu vilet dig lidt" siger han til mig istedet for egentlig at svare på mit spørgsmål. Han rejser sig op, og så efterlader han mig ellers bare der for mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...