Violet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2018
  • Opdateret: 14 jul. 2018
  • Status: Igang
Da 17 årige Violet kommer i et skænderi med sin far, forlader hun hendes hjem for good. Nogle dage efter møder hun drengen Jonas, og hendes verden ser straks lysere ud. Jonas er bare en normal teenager ligesom Violet, men de har begge deres problemer at kæmpe med.

2Likes
5Kommentarer
173Visninger
AA

1. Forhistorien

For første gang nogensinde slog han mig. Han gav mig en lussing lige på kinden, så den blev rød. Jeg sagde til ham, at han ikke skulle regne med at jeg kom tilbage lige foreløbigt. Ligesom jeg sagde til min far for et år siden. Det var dengang jeg mødte ham.

Et år før•

Jeg bor på gaden efter et skænderi med min far omkring min mor. Mit tøj er koldt og beskidt og mit hår totalt fedtet. Jeg er på vej et sted hen, men jeg ved ikke hvor endnu. Mit blik er rettet mod fliserne på fortovet. En dråbe af regn rammer og forsvinder. Der efter en mere og en mere efterfulgt af den anden. På hele gaden er jeg det eneste menneske, som går rundt i lygtepælene lys i mørkedet. Eller hvad? Nej ikke mere, for med et bump går jeg ind i en person. Jeg når ikke at se, om det er en mand, dame, dreng eller pige før min røv er placeret fast på den våde flise. Jeg ser op og lige ind i en drengs grønne øjne. Han er nok cirka på min alder, men måske lidt ældre.

"Undskyld, jeg så mig ikke lige for. Er du okay?" Spørger han mig og rækker mig hånden for at hjælpe mig op.

"Ja det går nok, men det er nu mig, som burde undskylde." Svare jeg ham inden han siger mere.

"Men du bløder jo!" Jeg kigger ned på mine ben, og ja rigtig nok bløder jeg faktisk rimelig meget på mit knæ. Der er også gået hul på det ene bukseben og det andet er bare blevet lidt mere snavset end det var før.

"Kom lad mig hjælpe dig med at rense det. Jeg bor lige rundt om hjørnet." Siger han hastigt da han ser, at jeg opdager det.

"Jeg ved ikke rigtigt."

"Kom nu jeg insistere." Istedet for at svare ham vokalt vælger jeg at nikke, men han siger heller ikke mere før han begynder at gå, hvor han undskylder en sidste gang. 

Vi ankommer til at høj bygning med en stor åben dør af glas. Indenfor er der lyst og en rigtig god stemning. Selvom det er sent er der alligevel nogle forskellige mennesker, men de gør nu ikke så meget. Drengen føre mig over til en elevator og vi trædder begge ind i den. Han trykker på en knap, men jeg ser egentlig ikke hvilken. Jeg kommer i tanke om, at jeg jo overhovedet ikke kender hans navn, men jeg spørger ikke. Det virker måske lidt dumt, men det er som om jeg ikke rigtig tænker mere over det. Elevatoren når sit punkt og vi træder begge ud. Lige lidt nede af gangen stoppe han op og fumler med sine nøgler for at finde den rigtige, og det gør han. Døren går op og vi trædder sammen ind. Jeg kigger kort rundt inde i rummet vi står i før jeg vil gå med ham videre. Det kunne sagtens ligne en stue. En stor, hvid sofa af læder fylder det meste af rummet, fjernsynet står godt placeret på et tv bord af mørk træ, et lysegråt tæppe ligger foran tv'et og går næsten hen til sofabordet.

"Kommer du?" Spørger han mig da jeg har stået her lidt længere end forventet.

"Ja undskyld.."siger jeg kort og følger med ham ud i køkkenet. Han hjælper mig med at få renset mit knæ, og derefter finder han et større plaster og sætter forsigtigt på. Jeg sidder bare og stirre roligt på ham imens. Det er første gang jeg har mødt et venligt menneske siden jeg tog hjemmefra, så følelsen var fantastisk.

"Så fortæl mig, hvorfor går en ung, smuk pige rundt helt alene så sent om aftenen?" Spørger han mig og smilet på mine læber falmer hurtigt.

"Det er en lang historie." Ender jeg med at svare ham meget lavt

"Men det er en historie jeg meget gerne vil høre." Siger han og ser mig dybt ind i øjnene. Jeg sukker og begynder at forklare.

 

•4 dage før•

Min far og jeg stod inde i stuen og råbte af hinanden. Jeg havde startet diskussion med at sige, at jeg ikke syntes, at det var fair at han ignorerede mig. Det var hver eneste dag han gjorde det? Han kunne gå lige forbi mig uden at kaste et blik i min retning. Og det var det han var lige ved at gøre en gang mere.

"Okay nu er det nok!" Udbrød jeg og vendte mig om på hælen så jeg så ham lige ind i øjnene.

"Hvad er nok?" Spørger han mig roligt, men alvorligt.

"Det er simpelt hen ikke fair. Du har behandlet mig som var jeg en fremmed i flere år nu." Snerre jeg hårdt af ham. Han tog en dyb vejrtrækning, så jeg vidste han skulle til at hæve stemmen.

"Jeg skal nok lige sige dig en ting. Du skal ikke forklare mig, hvad der er fair, og hvad der ikke er."

"Men jeg er din datter! Du burde i det mindste kigge på mig eller sige noget når du går fobi mig."

"Jeg ser da på dig! Og jeg taler da til dig lige nu."

"Ja nu gør du, men lige siden mor døde har du lukket dig selv inde i din egen lille verden, og du har lukket alle omkring dig ude." Forsvare jeg mig selv, men det skulle jeg måske ikke have gjort.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...