Dødens favn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2018
  • Opdateret: 15 aug. 2018
  • Status: Færdig
Tilbage i 1700-tallet må en tilfældig kvinde nødt til at søge skjul ude i den dybe skov for overlevelse. En kamp, der kræver mentale og psykiske kræfter. For inden længe må hun stå til ansigt med hendes største frygt. Det er ikke sikkert at sige, om det bliver hendes redning eller død.

Men en ting er sikkert: Døden vil indhente hende.

3Likes
7Kommentarer
221Visninger

Author's note

PS jeg lavede novellen til en danskstil;)
AA

3. Hvem der?

 

Men ude over sletten har dødens gab åbnet sig og omfavnet alt. De få blade, som døden har givet sin nåde skriger om hjælp, men kun stilheden hører dem. Dødens små gnavende hjælpere, fortærer alt, hvad de møder af levende væsner på deres vej. De viser ingen nåde. Dog gør de bare, hvad deres herre har befalet dem til at gøre. Intet andet. Små væsner, som intet hjerte har.

Engang havde hendes gamle far fortalt hende, at de små væsner hed rotter, og dem skulle man tage i agt, men hun havde aldrig taget rådet til sig. Blot lukket det ind i det ene øre og ud af det andet, men nu havde hun fortrudt det.

En tåre triller langsomt ned af hendes kind og lander på det hårde stengulv. Klask! Hun hopper forskrækket tilbage og begynder at hive efter vejret. Hendes gamle far. Hendes savn efter ham bliver større og større for hver dag, der går. Han bør være her med hende. Ikke i dødens favn. Hvordan er verden dog endt sådan her? Den ene dag er alt fint, og næste dag er alt et mareridt.

Hun går med slæbende fødder hen i det hjørne, hvor hendes forskruet håndskrift har sat afmærker i væggen. Hendes øjne bevæger sig rundt imellem stregerne, indtil hun finder den streg, som hun er ude efter. Den første streg. På den første dag. Hun kan se, at det er en tydelig streg, som er blevet tegnet med at par selvsikre hænder. Det er bestemt ikke til at tage fejl af. Hvis hun bevæger sit blik til højre, kan hun tydeligt se den store forskel. For hvor længere hendes blik søger til højre, hvor svære får hun med at se de mange streger. Det er som om, at hendes hånd har mistet mere og mere grebet om stenen i løbet af de seneste tre måneder. Hun når til den konklusion, at den selvsikre hånd nok aldrig kommer tilbage igen. Forsvundet for altid som hendes far. Hendes blik søger tilbage til den første streg, og i lang tid kigger hun bare på den. Da hun endelig har samlet mod til sig, rækker hun armen ud mod stregen. Hun aer blidt stregen, næsten som om, at det er hendes lille baby.

Efter lidt tid hører hun en lyd omme bag sig. En isnende kulde spreder sig igennem hendes krop. Hun flår hånden til sig, da noget tager fat i den. Nervøst kigger hun sig omkring, imens hun drejer rundt om sig selv. Hendes hjerte galoperer af sted, og en klump sætter sig fast op i hendes hals. Netop da hun har fundet roen igen, ser hun en sort skygge, men den er så hurtig væk igen, at det er rent held, at hun når at se den. Hun vender sig om i en fart og ser den så stå i den anden ende af rummet. Væsnet, der står foran hende, er klædt i en kappe, som er sort som tjære. Hendes blik lander straks på der, hvor fødderne skulle havde været. Ingenting! Hendes tanker hvirvler rundt i hendes hoved som en uovervindelig tornado.

Da hun endelig bliver klar i hoved igen, kniber hun forsigtigt sine øjne op. Først ser hun en mand med en sort kappe, men langsomt begynder brikkerne at falde på plads. Hendes øjne fanger dets blik inden under den mørke hætte. Døden. Hun åbner munden klar til at skrige efter hjælp, men der kommer intet ud. En klump sætter sig fast i halsen på hende og blokerer hendes luftveje. Hendes øjne bliver sløret, og de har svært ved at fokusere. Dødens hånd tager fat om hendes sind og skubber hende med ud over kanten. Hun falder og falder, indtil mørket omslutter hende.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...