Dødens favn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2018
  • Opdateret: 15 aug. 2018
  • Status: Færdig
Tilbage i 1700-tallet må en tilfældig kvinde nødt til at søge skjul ude i den dybe skov for overlevelse. En kamp, der kræver mentale og psykiske kræfter. For inden længe må hun stå til ansigt med hendes største frygt. Det er ikke sikkert at sige, om det bliver hendes redning eller død.

Men en ting er sikkert: Døden vil indhente hende.

3Likes
5Kommentarer
173Visninger

Author's note

PS jeg lavede novellen til en danskstil;)
AA

4. Flugten

”Hvor skal vi hen far?” spørger hun, imens hun prøver at holde fokus på stien. Grenene river i hendes skuldre og tager fat i hendes ankler. De har løbet i timevis med kun et par enkle stop. Sveden pibler fra hendes pande og videre ned i øjnene. Det føles som om, at hundredvis dolke stikker hendes øjne ned, dog efterlader de kun røde spor. ”I sikkerhed,” svarer han som det eneste.

Bevidstheden tager fat i hende og trækker hende ud af hendes søvntilstand. Hun slår hårdt øjnene op og forventer at møde dødens blik, men i stedet møder hun det tomme rum. Væk. Det eneste ord hun kan, og vil tænke på. Væk for altid. Et håb, der er farligt at klamre sig til. Frygten klatrer langsomt op af hendes ryg og skubber håbet ned i afgrunden. Den tager fat om en enkel tanke, som hun ikke har turdet at sige højt og tvinger tanken ud af hendes sprukne læber. Første gang hvisker hun det så lavt, at kun stilheden kan høre hende. Anden gang skriger hun det af sine lungers fulde kraft: ”Hvad har du gjort mod mig?”

Tårerne løber ned ad hendes kinder og samler sig under hendes hage, indtil presset bliver for stort, og de lander i en stor vandpyt på gulvet. En knude dukker op i hendes hals, og hun hiver efter vejret. Hun kigger ned på sin hånd, hvor et askegråt mærke har taget plads, og det dækker under halvdelen af hendes hånd. Hver gang hun rører det, bliver hendes øjne sløret, og smerten holder om hendes hjerte. I lang tid sidder hun der bare uden at vide, hvad hun skal gøre af sig selv, og imens prøver hun flere gange at røre ved mærket i håb om, at det vil forsvinde, men uden held.

Til sidst giver hun op og kigger hen imod vinduet, hvor hun hvisker med en følelsesløs stemme:” Døden har mærket mig,” hun lader det hænge lidt tid i luften og forsætter derefter:” Der er intet håb for mig. Min død er forudbestemt. Intet holder mig tilbage i det her ensomme tårn. Intet!” Hun skriger det sidste ord, og en stilhed lander i rummet. Moderat går hun hen til den læderpose, som hendes far havde givet hende, da de skulle herhen. Hun tager det sidste stykke brød fra det lille madkammer og fylder sin læderdunk med vand. Inden hun svinger læderposen over sin skulder, tager hun en kniv og lægger den i sin lomme, og så går hun hen til trapperne. Hun åbner døren og kigger ned ad den smalle trappe, hvor en muggen lugt har taget plads. En kvalmende fornemmelse dukker op i hendes mund, da hun træder ned på den smalle trappe. Det tager en evighed for hende at komme ned, men endelig er hun ved døren. Hun lader sin hånd finde døren og åbner den uden at se sig tilbage.

Den friske luft kommer bag på hende, da hun ikke har været ude for tårnet i flere måneder. Hun havde helt glemt, hvordan det var at være udenfor, men nu huskede hun det. Sidst hun havde været ude, havde fuglene stadig kvidret, men det gjorde de ikke mere. Den verden, hun havde forladt, fandtes ikke mere.  

Hun begynder at gå hen til den knap så grønne skov, hvor bladene har taget deres sidste åndedrag. Et tæppe af stilhed har lagt sig om skoven, og kun hendes skridt bryder den stilhed. Efter en times tid begynder kulden at banke på hendes dør. En stor overraskelse er det ikke, da hun kun har en tynd kappe på, som dækker det nødvendige og nogle alt for små sko, der gnaver i hendes tær. Hun når ikke at tænke over, hvordan hun kan holde varmen, inden kulden sparker døren op. Hendes små magre fingre er de første, der mærker konsekvenserne af den bidende kulde. Det starter med, at kulden giver hendes fingre væk til smerten. Smerten giver dem væk til følelsesløsheden, som så giver dem væk til døden. Kniven, der ligger trygt i hendes lomme, bliver pludselig meget tung. Hun tager den op med sin højre hånd, hvor fingrene stadig fungerer. I et kort øjeblik overvejer hun, om hun skal lade sine fingre være, så der går koldbrand i dem. For hun skal alligevel dø.

Kniven ligger nu tungt i hendes højre hånd, og tiden begynder at løbe fra hende, hvis hun skal undgå koldbrand. Hun ved, at hvis hun vil overleve, skal hun amputere sin hånd. En træstamme, som står nogle meter foran hende, er det perfekte sted at gøre det. Hendes hånd river en lang strimmel stof af fra den mørkeblå kjole, som hun har på, imens hun går hen til træstammen. Hun lægger forsigtigt sin såret hånd op på træstammens bare flade. I den anden hånd løfter hun kniven op over hovedet. ”Træk vejret,” tænker hun, og så kigger hun på knivbladet en sidste gang.

I starten gør det ikke ondt, og med ro i sindet tager hun strimlen af stof op og begynder at vikle stoffet rundt om sin såret hånd, indtil hun er sikker på, at hun ikke vil forbløde. Det er i starten. Det eneste som hun nu kan tænke på er at få smerten til at forsvinde. Intet andet. Hun sætter sig ned på den kolde skovbund, men ender med at ligge sig ned.

Hun når ikke at slappe af i lang tid, før hun hører en underlig lyd omme bag nogle buske nær hende. Hendes hænder hjælper hende med at komme op at sidde, men det fejler. En uvurderlig smerte flyder gennem hendes venstre hånd, og da bliver det mørkeblå stof mørkere end nogensinde før. Igen prøver hun at komme op at stå, men denne gang kun med hjælp af sin ene hånd. Bag hende kan hun høre den underlige lyd igen, og denne gang er den tættere på. Da hun kommer op at sidde, søger hendes øjne automatisk efter den underlige lyd. Det hun tror, det er, viser sig at være noget helt andet. Noget hun aldrig havde håbet, at hun skulle se igen. Fortiden rækker sin hånd til hende, og hun tager imod den.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...