Jagten på Asgård

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 feb. 2018
  • Opdateret: 7 mar. 2018
  • Status: Igang
Fandral er død, faldet for Hells hånd. Men for at være ærlig så passer døden ham ikke, heller ikke selv om Valhalla tilbyder alle former for luksus og fornøjelser. Mad, sprut og kvinder er ikke nok til at gøre ham lykkelig. Han keder sig grusomt og mangler noget at lave.
Så selv om han egentlig ikke har nogen grund til at træne og holde sine evner ved lige nu hvor Asgård er faldet under Ragnarok, så træner han alligevel og holder sig i form.
Men en dag kalder Odin ham til sig, Asgårds afsøde konge har brug for hans hjælp.
Kari Selvig er datter af Eric Selvig. Hun er 31 år gammel og ekspert i nordisk mytologi. Hun er også mester fægter og var agent for S.H.I.L.D dengang de stadig eksisterede. Hun er kommet hjem og har fundet he des fars hus tomt.
Hvor er hendes far ? Og kan hun store på den flotte fremmede der pludseligt dukker op og påstår at være en afdød kriger fra Asgård, selv om hun aldrig er stødt på hans navn i sin forskning.
Og hvem er det der er efter Kari og hvorfor ?

1Likes
0Kommentarer
186Visninger
AA

4. Ikke en lille pige der skal reddes

 

 *Kari*

 “Du er da i hvert fald ikke visdommens gud”. Siger jeg med et drillende grin, mens jeg presser spidsen af hans eget sværd imod hans bryst. Han skærre tænder.

 Han ser ud til at afveje sine muligheder. Til min store overraskelse har han brun/grønne øjne. De står i skarp kontrast med de gyldne krøller og det blonde skæg. Hans stemme er indbydende. “Lad os nu ikke gøre noget dumt her kære frøken. Jeg garentere dig at jeg er den jeg siger og at jeg ikke er ude på at gøre dig ond, ej hellere din fader”.

 “Ja undskyld mig, men jeg er ikke rigtig i humør til at stole på en fremmed lige nu. Ikke når min far er væk og rumvæsner invadere hans hjem”. Svare jeg og holder sværdet peget imod ham. Selv om jeg må indrømme at han ligner de andre aser, høj og flot, klædt i læder og udsmykket rustning.

 Han begynder at ligne en der finder mig en anelse irriterende. Men det er jo ikke mit problem. Pludseligt laver han en slags baglæns vejrmølle, og griber min gamle kårde i samme bevægelse. En imponerende bevægelse for en mand der er tæt på 195 cm og iført rustning. Hans klinge krydser min. “Vær sød at stoppe det her pjat”.

 “Nu var det jo faktisk dig der kom bragende ind her med et sværd i hånden”. Svarer jeg. Jeg føler mig stadig ovenpå her. Jeg mener jeg er den eneste der har et rigtigt sværd, jeg er tidligere olympisk fægter og trænet agent. Han er måske større og stærkere end mig, men jeg regner med at jeg er både hurtigere og smidigere.

 Hans stemme er overbærende på en måde der får mine hår til at stritte. “Jeg kom dem blot til hjælp frøken. Jeg kunne høre de havde problemer og ville tilbyde min assistance”.

 “Jeg havde styr på det prins Charming. Jeg kunne have håndteret de rumaber”. Svare jeg spidst. Jeg er ikke en eller anden hjælpeløs tøs der har brug for at blive reddet af høje flotte fyre.

 Han løfter min kårde, nærmest som den hilsen man laver før en kamp. “Med den her ? Ville du dræbe 4 chitauri med den her nuttede tingest ? Hvad er det egentligt, en slags trænings kårde til børn ? Og jeg er nu ikke prins, men tak for at kalde mig charmerende”.

 “Det gjorde jeg ikke...”. Jeg ruller irriteret med øjnene. “Og nej det er faktisk min olympiske kårde. Men nej jeg afventede at kunne få fingre i et mere dødbringende våben. Jeg er en trænet agent. Ikke en lille pige med behov for at blive reddet”.

 Han bider sig i læben, som om han har behov for at stoppe sig self fra at sige noget. Så smiler han varmt. “Så er jeg ked af at jeg kom i vejen frøken. Og kunne de så være så venlig at give mig mit sværd tilbage ?”

 “Jeg kunne også bare beholde det for en sikkerheds skyld”. Svare jeg. Jeg har ikke tænkt med at give det eneste våben jeg har til denne fremmede mand. Jeg er stadig ikke sikker på at jeg kan stole på ham.

 Han ryster langsomt på hovedet. “Jeg kan desværre ikke rigtig lade dig beholde det. Det har temmeligt stor sentimental værdi for mig og jeg bryder mig ikke om at være ubevæbnet. Så vær sød at aflevere det eller jeg ser mig nødsaget til at tage det”.

 

*Fandral*

 “Og hvordan havde du så tænkt dig at gøre det ? Jeg er højt præmieret fægter og jeg har det eneste farlige våben ?” Spørger hun med et lille drillende smil.

 Jeg bryder mig egentlig ikke om at slåes mod kvinder. Det føles forkert for mig. Og jeg ønsker ikke at gøre skade på hende. Men jeg har brug for mit sværd og for at vise hende at jeg er den jeg siger. “Tjahh jeg er vel nød til at vinde det fra dig”.

 “Det vil jeg gerne se blondie”. Hendes stemme er provokerende. Okay jeg er ved at være en anelse træt af det her. Er kvinderne fra Midgård altid så problematiske ?

 Jeg gør et hurtigt udfald, og køre det lette våben rundt om mit sværd i he des hånd, mens jeg træder ind i he des personlige rum og derved gør det umuligt for hende at angribe ordentligt med det meget større sværd. Jeg er forsigtig at jeg ikke skader hende. Jeg ønsker blot at få mit sværd og forhindre hende i at slå mig ihjel. Odin har advaret mig at hvis jeg dør mens jeg er i Midgård can jeg ikke vende tilbage til Valhalla.

 Til min store overraskelse kaster hun sværdet op i luften, laver en dobbelt baglæns salto og griber sværdet igen. Nu uden for min rækkevidde. “Troede du virkeligt jeg var så nem ?”

 “Jeg håbede det”. Svare jeg med et lille smil, mens jeg langsomt nærmer mig hende. “Forresten, nuttede trusser, jeg kan godt lide de små bamser”.

 Hun rødmer dybt. Hun havde sandsynligvis glemt hvor let påklædt hun var. Og mig der troede du var en gentleman”.

 “Er det nu min skyld at du valgte at vise mig dine trusser ? Jeg er ikke så sikker på at det er en værdig adfærd af en ærbar kvinde”. Svare jeg med et løftet øjenbryn. Jeg parere hendes angreb. Jeg må indrømme at hun er meget bedre til at håndtere et sværd end jeg forventede, især når man tænker at mit sværd er for langt og tungt til hende.

 Måske fornærmede jeg hende, i hvert fald angriber hun mig nu agressivt og med ægte vrede bag. Og denne tumpede lille.. hvad kaldte hun den ? Olympiske kårde.. den vil ikke kunne holde til mange slag fra Fimbuldraugr. Så jeg må træde tilbage.

 

  *Kari*

 Jeg har ham, han bakker væk, fuldt klar over at min kårde ikke vil holde til mange slag fra hans tunge sværd. Jeg kan faktisk godt lide hans sværd. Det er lidt for stort og tungt til mig, men det ligger godt i hånden og har en fantastisk balance. “Giver du op ?”

 “Jeg er ikke sikker på hvad det ord betyder”. Svare han og jeg indser at jeg har begået en fejl. Han griber et lille egetræs bord og bruger det som skjold. Og pludseligt er jeg den der bakker af og prøver at holde ham på afstand.

 Hans arm skyder frem og griber mit håndled. Og før jeg ved hvad der sker, er han bag mig, min krop presset imod hans. Begge mine håndled fastholdt i et jerngreb. Hans varme ånde kærtegner min kind og hans stemme lyder i mit øre. “Vær nu en god pige, slip mit sværd og stop det her pjat”.

 I ved jeg ikke har en chance for at komme fri. Han er simpelthen at for stærk for mig. Mit bryst hæver sig voldsomt med hvert åndedrag. Men jeg er også helt klar over at ønskede han at skade mig kunne han let have gjort det, men det gør han ikke. Han holder kun så stramt som det er nødvendigt. Så jeg åbner min hånd og slipper sværdet.

 “Hvis jeg slipper dig, lover du så ikke at angribe mig igen ? Jeg er her kun for at snakke med din far”. Pludseligt er jeg meget opmærksom på hvordan hans ånde føles imod min kind. Hvor store hans hænder der holder mig er. Præcis hvor stor og stærk han føles presset imod mig.

 Jeg synker nervøst og nikker. “Ja, jeg lover ikke at angribe”. Svare jeg og han slipper mine håndled. Så samler han sit sværd op og stikker det tilbage i skeden.

 “Jamen okay så, lad os starte forfra her. Jeg er Fandral, kriger fra Asgård. Odin har sendt mig her for at tale med din far”. Siger han med et let buk, han griber min hånd og kysser den blødt.

 Jeg kigger nærmere på ham. Han er helt sikkert ikke chitauri og jeg er ret sikker på han heller ikke er menneske. Jeg har set både Thor og Loke tæt på, og ja den her fyr har samme slags udstråling som de hår. “Kari Selvig og jeg undskylder den uvenlige velkomst, men man kan ikke være for forsigtig i de her tider”.

 “Alt er dem tilgivet frøken”. Siger han med et næsten blændende smil. “Men du sagde noget om at din far er forsvundet ?”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...