Jagten på Asgård

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 feb. 2018
  • Opdateret: 7 mar. 2018
  • Status: Igang
Fandral er død, faldet for Hells hånd. Men for at være ærlig så passer døden ham ikke, heller ikke selv om Valhalla tilbyder alle former for luksus og fornøjelser. Mad, sprut og kvinder er ikke nok til at gøre ham lykkelig. Han keder sig grusomt og mangler noget at lave.
Så selv om han egentlig ikke har nogen grund til at træne og holde sine evner ved lige nu hvor Asgård er faldet under Ragnarok, så træner han alligevel og holder sig i form.
Men en dag kalder Odin ham til sig, Asgårds afsøde konge har brug for hans hjælp.
Kari Selvig er datter af Eric Selvig. Hun er 31 år gammel og ekspert i nordisk mytologi. Hun er også mester fægter og var agent for S.H.I.L.D dengang de stadig eksisterede. Hun er kommet hjem og har fundet he des fars hus tomt.
Hvor er hendes far ? Og kan hun store på den flotte fremmede der pludseligt dukker op og påstår at være en afdød kriger fra Asgård, selv om hun aldrig er stødt på hans navn i sin forskning.
Og hvem er det der er efter Kari og hvorfor ?

1Likes
0Kommentarer
186Visninger
AA

3. Guden af hvad ?

 *Kari*

 Da jeg kommer ud fra mit badeværelse befinder jeg mig ansigt til ansigt med 4 chitauri. Møg, jeg er ikke bevæbnet og de er rigtig meget bevæbnet. Hvad lver de her i min fars hus ? Har de noget at gøre med at han er forsvundet ?

 Det gør det absolut ikke bedre at jeg kun er iført trusser og en badekåbe. De stirre på mig og den forreste af dem spørger, med en stemme der lyder som om han her tygget på sten. “Selvig ?”

 “Øh nej, han er ikke hjemme, så skrid spasser”. Siger jeg, men jeg langsomt bakker væk. Jeg leder desperat efter en vej ud eller et våben. Jeg er måske i undertal, men jeg er klart den klogeste her.

 “Ikke ham.. he de”. Siger rumvæsenet og peger på mig. Fuck de er ude efter mig, men hvorfor ? Altså ja jeg plejede at arbejde for S.H.I.E.L.D dengang de stadig eksisterede. Men jeg er jo bare ekspert i nordisk mytologi, hyret for at lære dem om Asgård og dets inbyggere.

 Der er kun et våben inde for rækkevidde, mit gamle fægte sværd. Ja jeg er tidligere fægte mester. Jeg håber de er blevet sendt for at tage mig i live, fordi mod skydevåben er et sværd ikke meget værd.

 De prøver at gribe fat i mig og jeg vælger at angribe. “Det skulle i ikke have gjort. Faktisk skulle i slet ikke være kommet her, fordi nu bliver jeg nød til at slå jer ihjel”.

 Men jeg er heldig, de vil have mig levende eller er blevet bedt om at komme med mig i live, for de prøver ikke at skyde mig. Men uheldigvis for mig er et fægtesværd ikke lavet til at dræbe store rumvæsner med eller noget andet for den sags skyld. Så alt jeg kan gøre er at holde dem på afstand, men jeg leder efter et bedre våben.

 Desværre står jeg i et hjørne og der er intet bedre inde for rækkevidde. Møg hvordan kommer jeg ud af den her situation ? Og jeg har bestemt ikke tænkt mig at lade monstrene trække mig med dem.

 

 

 *Fandral*

 Jeg snubler let da jeg rammer jorden. Det tager lige et par sekonder før jeg ligesom er helt tilstede. Jeg føler mig levende i en grad så det pulser gennem min krop. Selv om der egentlig ikke er nogen forskel fysisk, det er jo ikke fordi jeg var gennemsigtig eller sådan noget.

 Jeg kan se huset lidt længere fremme, nøjagtig som jeg fik at vide. Det burde være et nemt job. Jeg skal bare snakke med Eric Selvig. Han burde kunne fortælle mig hvor Thor har ledt resten af vores folk hen og så skal jeg reportere tilbage til Odin. Men det lader mig rejse til Midgård, giver mig noget at lave, så hvorfor ikke ?

 Men så snart jeg nærmer mig huset ved jeg at det ikke bliver helt så nemt. Jeg kan høre lyde af kamp og en kvinde der bander temmeligt voldsomt.

 Jeg skynder mig in i huset med mit sværd klar i hånden. Jeg stopper brat op og ser på scenen foran mig. I et hjørne står en smuk kvinde fra Midgård, hendes lyse blå øjne skyder lyn af vrede og hendes porcelæns agtige hud er rødplettet af hidsighed. Hun råber og bander og holder 4 chitauri væk med en slags kårde.

 Jeg må indrømme at hun ser ud til at kende sit våben godt og hun er hurtig på fødderne. Men hendes udfald mod rumvæsnerne gør ingen rigtig skade og det er tydeligt mere end hun kan klare. Men jeg ser en mulighed for noget at lave.

 Jeg har nedlagt de to nærmeste rumvæsner før de overhoved opdager mig. Kvinden ser mig først, hendes øjne bliver kæmpe store, det lange næsten hvide hår hænger fugtigt ned i hendes ansigt.

 De to sidste chitauri vender sig og opdager mig. Jeg sender dem et smil. “Hey venner, sjovt at rende ind i jer her. Jeg er ked af det, men jeg er nød til at slå jer ihjel”.

 Den nærmeste er dum nok til at kaste sig hovedløst frem imod mig. Det er næsten for nemt. Jeg mener han slår næsten bare sig selv ihjel på mit sværd. Men den sidste griber dens våben og skyder imod mig. Jeg smider mig selv fremad og ruller under skuddet, og dræber den ved at gennembore dens hoved nedefra.

 “Og hvem er du så ?” Kvinden stirre på mig, hun ser ud som om hun tror jeg vil angribe hende også. Så jeg træder tilbage og stikker mit sværd tilbage i skeden for at vise jeg ikke er farlig.

 Jeg giver hende et let buk og smiler til hende. “Jeg er en kriger fra Asgård, Fandral til tjeneste frøken. Jeg leder efter Eric Selvig, dette skulle være hans hjem”.

 “Hvad vil du med min far ? Og hvordan kan jeg stole på at du er den du siger du er ?” Hun bevæger sig langsomt rundt om mig og jeg træder til side og giver hende plads.

 “Åh så du er hans datter”. Jeg vidste ikke han havde en datter og slet ikke en så smuk og yndefuld. “Er din fader hjemmer ?”

 Hun bakker væk, hendes smil fortæller mig at hun skjuler noget. Hun har smidt sit våben fra sig. Men hun åbner en skuffe og sekunder efter har hun en pistol rettet imod mit bryst.

 “Ser du, jeg er ekspert i nordisk mytologi og jeg har aldrig hørt om en gud der hed Fandral. Så hvad er du Gud for ?”

 “Teknisk set er jeg ikke en gud.. Fandral the Dashing ? Det siger dem slet ikke noget ?” Spørger jeg usikkert. Jeg mener hun siger hun er ekspert, men hun har aldrig hørt om mig, det kan da ikke passe.

 Hun ryster på hovedet. “Nej, men det lyder som en temmeligt selvglad person der kalder hamselv det. Og smut så inden jeg slår dig ihjel”.

 “Undskyld mig, men jeg er nød til at tale med din fader. Odin har brug for hans hjælp”. Heldigvis er jeg meget hurtigere end hun forventer. Så før hun kan nå at reagere træder jeg frem, griber he des håndled og hiver hende tæt ind til mig. Jeg tager pistolen fra he des hånd og smider den ud af den åbne dør. “Undskyld mig frøken, jeg er ikke ude på at skade dem”.

 Da jeg slipper hende læner hun sig tættere på og hvisker i mit øre. “Jeg er ked af at jeg ikke kan sige det samme”, og da hun hurtigt træder væk fra mig ved jeg at jeg har gjort en stor fejl, idet hun trækker mit sværd og peger det mod mit bryst.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...