Adam Evangeliet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 feb. 2018
  • Opdateret: 23 feb. 2018
  • Status: Færdig
Gråt Danmark, togtur og stumme hovedtelefoner

"Jeg forestiller mig, at mit liv er en sort/hvid film eller en ond drøm, som jeg kan vågne op af, hvis jeg koncentrerer mig hårdt nok."

Indtil et øjeblik med - ham -

Movellaen "vandt" 1. runde af Movellas talent show 2018, så jeg gik videre til 2. runde.

8Likes
9Kommentarer
178Visninger
AA

1. Adam Evangeliet


 

“I'm changing trains
This little town
Let me down
This foreign rain
Brings me down”

 

 - David Bowie


 

Regndråberne sidder som perler på ruden. Udenfor er stationen en mørkere grå nuance end himlen. De få mennesker, der står med deres kufferter og billetter i hånden, ser jeg lige igennem, som var de lavet af vand.

           En dame med mørke dun på overlæben sidder på vinduesplads 75 i vogn 64. Jeg tjekker pladsbilletten tre gange, før jeg rømmer mig. Toget sætter i gang. Stationen ruller forbi vinduet og forsvinder ud af bevidstheden. Jeg forestiller mig, at mit liv er en sort/hvid film eller en ond drøm, som jeg kan vågne op af, hvis jeg koncentrerer mig hårdt nok.

 

Det lille bord er dækket af krummer og kaffepletter, så jeg sidder i stedet med min bog i skødet. Mine ben gnubber op af genboens taske, der står mellem hans ben. De obligatoriske hovedtelefoner er på plads, selvom de gik i stykker sidste år. Nu bruger jeg dem kun som et signal til andre om, at jeg ikke gider snakke. (Det virker for det meste).

           Jeg knækker et stykke mørk chokolade af og lægger det på tungen. En flig lander i min bog. Jeg forsøger at børste den væk, men jeg ender med at gnide den ud i stedet. Pis.

           “Hvad læser du?”

           Ingen svarer, og jeg ser op. Genboen, en mørkhåret fyr med tykke øjenbryn og et let feminint ansigt, møder mit blik. Jeg ser ned på min bog og op på ham igen. Han sender mig et skævt smil, der afslører et smilehul i hans kind. Jeg bliver nok nødt til at svare. Med den mest tørre og ligegyldige stemme, jeg kan præstere, gør jeg et sidste forsøg på at skræmme ham væk. “Biblen,” svarer jeg og beder til at det virker.

           Fyrens øjne lyser op. Ikke af overraskelse eller undren med et snert af afsky, som jeg havde håbet på, men mere et livligt, legende glimt.

           “Jeg vidste ikke, at Strunge havde skrevet biblen?”

           Spørgsmålet hænger i luften. Man næsten kan se det. Jeg kamuflerer en rullen med øjnene ved at kigge ud af vinduet.

           “Det er Michael evangeliet,” siger jeg og undgår at se på hans spejlbillede.

           Jeg ser i stedet ud over det flade landskab og de regntunge, grå skyer, der er lige så begejstrede for Danmark, som jeg er. Efter lidt tid rækker han en hånd ud efter bogen. Jeg lukker den og putter den ned i min mulepose. Fyrens hånd hænger fremstrakt i få sekunder, før han trækker den til sig og retter sig op i sædet.

           “Skal du langt?”

           “Gid det ikke var sådan,” tænker jeg surt og håber på, at han skrider ved næste station.

           “Tager du tit toget?”

           “Hvad skal du bruge det til? Ja, det sker, at jeg tager toget, men normalt er det uden, at nogen afhører mig.”

           “Jeg hedder Adam.”

           Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at om vi så var de sidste mennesker på jorden, ville jeg hellere være alene.

           “Jeg så en film i går,” siger Adam og klør sig i nakken. Smilehullet er forsvundet, og hans bevægelser virker langsommere.

           “Tillykke,” tænker jeg og studerer hans ansigt. Læberne forsvinder og bliver til en smal streg som om, at han holder noget tilbage. Det skulle da være første gang på den her tur.

           Adams øjne er lyse og tænksomme. De ligner grå tågebanker. “Filmen handlede om den her mand. Et rigtigt røvhul. Han skubbede alle omkring sig væk. Han var vred hele tiden og rastløs, fordi alting alligevel var noget ligegyldigt lort. Så en dag så han en kvinde i toget, og så vidste han, at han aldrig behøvede at have det sådan igen. Så længe hun var der, så ville det hele give mening,” fortæller Adam og holder en pause. Trods den svage glæde i hans stemme, virker hans øjne triste. “Men det fortalte han hende ikke. Han sagde slet ikke noget. Han stod af toget på den næste station, gik op på en gangbro over skinnerne og sprang ud. Han døde med det øjebliks lykke i livet, som han troede, at han kunne få.”

           “Men hvorfor sagde han ikke noget?” Jeg bider mig i læben. Det var ikke meningen, at jeg ville lade mig rive med på hans historie.

           Adam peger på sit øre. “Hun havde hovedtelefoner på, og han ville ikke forstyrre hende.”

           “Han begik selvmord, fordi hun havde hovedtelefoner på?” spørger jeg undrende.

           Adam nikker meget alvorligt.

           “Det lyder som en lam film. Hvad hedder den?”

           “Adam evangeliet.”

           Jeg når ikke at tænke mig om, før et smil breder sig på mine læber. Han gjorde en ting. Bedre kan jeg ikke forklare det. Et lille mirakel i toget.

 

           “Hvis dit liv var en film…”

           “Michael Strunge ville selvfølgelig spille mig,” afbryder Adam mig og hviler sin pegefinger på hagen.

           Jeg lader være med at sige, at Strunge døde i 1986 og går i stedet med på den med et: “Selvfølgelig.”

           “Du skulle spille dig selv, og du ville nok byde Michael eller mig på et stykke chokolade.”

           “Det lyder kun rimeligt.”

           Jeg finder chokoladen og bogen frem fra muleposen. Adam tørrer bordet af med sit ærme. Jeg knækker et stykke af til os hver og bladrer op på den side, som jeg er nået til.

           “Lidt senere, hun træder ind i kupeen. Jeg ser på et sekund, at det er dig,” læser Adam højt.

           Jeg pakker mine hovedtelefoner væk og lytter. Hans stemme er blød, og han følger med lethed rytmen i digtet. Jeg lukker øjnene. Han får det til at lyde som om, at vi aldrig har lavet andet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...