Det forsvundne lig

“Har I fået undersøgt liget?” sagde Ward. “Nej, vi har ikke noget lig,” svarede chefen, “morderen har taget liget med sig.”

'Det forsvundne lig' er en historie om et uopklaret mord på den 26-årige kvinde Emily Johnson. Adam Cooper prøver at opklare mordet, men der er noget mystisk over mordet. Liget er forsvundet.

Min audition til: 'Movellas Talent Show' med genren krimi.

2Likes
3Kommentarer
150Visninger
AA

3. Det Forsvundne Lig - del 3

“Som mit andet job, så arbejder jeg som psykolog. Jeg har en masse patienter. Store som små,” begyndte jeg. “Cooper, kom videre til sagen, hvor vil du hen med det?” spurgte chefen. Jeg smilte tålmodigt til ham. “Jeg har specielt en patient, som har det særligt svært. Han har de seneste uger grædt og grædt, imens at han har fortalt, at han ikke kan mere. At han ikke kan lade hende være mere. At han har lyst til at sprætte hende op. Han forklarede grædende, at han en eller anden dag ville komme til at snitte i hendes ansigt, stikke en kniv ned mellem hendes skulderblade, og med glæde se hende falde til jorden.” fortsatte jeg. “Hvad er det, du mener, at du har fat i Cooper?” spurgte chefen. Jeg rakte ham dagbogen. “Prøv at læse de her tre linjer. Det er det sidste mareridt, hun havde, inden at hun blev dræbt. “Han vil snitte mit ansigt. Han vil stikke kniven ned mellem mine skulderblade, og han vil smile stort, når min slatne krop falder til jorden,” mumlede han. Han kiggede overrasket på mig. “Jeg tror, at vi har fundet vores morder. “ Jeg nikkede. “Hans navn er Charlie Lewis.”

 

Jeg gik hjemad, lykkelig over at jeg var færdig med den sag. Vi havde anholdt Charlie, og fundet resterne af Emily. Gaderne var stille. Der var ingen lyde, udover uglen der hylede. Mørket sænkede sig stille og roligt over byen. En skramlende lyd fangede min opmærksomhed. Jeg vendte hovedet, og kiggede mig omkring, men kunne ikke se noget. Jeg skyndte mig hjem. Da jeg trådte ind af døren, pustede jeg lettet ud. Emilys kæreste ringede på døren. Han åbnede døren, og stirrede på mig, men så var det, som om, at han besluttede sig for, at der alligevel ikke var nogen grund til at være ond mod mig. Som om han godt kunne indse, at det jo ikke var min skyld. Men der var alligevel noget der skulle ud, for han havde det ikke godt. Det kunne være ham, der havde fundet hende. Eller også kendte han hende. Under alle omstændigheder kom det gamle ondskabsfulde udtryk tilbage på hans ansigt, og han forklarede: “Men så kan jeg fortælle dig, at vi allerede har kørt hende væk,” og inden han gik, fokuserede han en sidste gang på mig og uddybende: “har kørt resterne af hende væk.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...