Pigen i rummet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2018
  • Opdateret: 22 feb. 2018
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
37Visninger

1. ....

Jeg sidder her i rummet, der er tomt, stille og koldt og jeg fryser, min hud er kold, rystende og begyndt at blive blå. Han vil ikke lukke mig ud.

Der er ingen varme i radiatoren, gulvet er så koldt, man skulle tro, det var frosset og vinduet er gået i stykker, jeg fryser, bliver jeg ved med at minde mig selv om. Jeg sidder i en fin lyserød silkekjole og kigger ud på det snebelagte landskab, de flotte hvide træer ude i skoven og solen der står på himlen, men uden varme og fuglene der flyver rundt efter mad. Dagene går langsomt, og det eneste jeg ser til andre mennesker, er når han kommer ind for at stille maden til mig. Han er væmmelig, ulækker og så er han min stedfar, han nåede at gifte sig med min mor, inden hun døde, desværre, jeg kan ikke udstå ham, og vil bare gerne væk.. Der er bare det problem, han har magten, magten over hvem jeg må se, hvad jeg må og hvor jeg skal bo. Jeg er 17 år gammel, og har ikke set min far i 11 år, og jeg savner ham hver dag! Hver gang jeg nævner ham, over for min stedfar slår han mig.

Min mor døde for 5 år siden i en bilulykke hvor han kørte, det er hans skyld hun er død, kunne det ikke bare have været ham! Jeg er sur over det hver dag, jeg råber og skriger inde i mit rum, men ingen kan høre mig, for på gården ved siden af, bor der ingen, den er gammel og forladt, fordi han skræmte dem væk, han truede deres børn og så flyttede de.

Han truede dem fordi de havde set jeg bare sad i rummet, og at han slog mig. Jeg er bange for ham, sur på ham, hader ham og vil bare gerne have han skal dø!

Jeg sidder og synger salmer, da jeg ser dørhåndtaget blive trukket ned, han kommer! Jeg er pludselig stille, og kigger bare ud af det ødelagte vindue. Han begynder at stå og råbe op, om alt mulig omkring mor. Jeg bliver sur og rejser mig op. Jeg når kun lige at rykke lidt på mit hoved, inden han slår mig “BLIV SIDDENDE!!” råber han. Jeg får tåre i øjene, og han slår mig igen, “Hvad græder du for, det er mig der har mistet min kone, mit arbejde, mit liv og gud fandme om jeg så ikke har fået en ubrugelig lille pige at skulle holde styr på.

Du skal jo ikke andet end at sidde herinde alligevel. Du duer ikke til noget, du er UBRUGELIG, ubrugelig siger jeg dig! Du bliver aldrig til noget, ALDRIG!”

Han går ud igen, og smækker døren, der falder en brade af døren, og jeg samler den op med det samme. Jeg sidder med mine frosne, små hænder og overvejer om jeg skal ødelægge resten af vinduet, der går en masse tanker gennem mit hoved “Hvad hvis han finder mig, hvor skal jeg tage hen, hvem skal jeg være ved?” Jeg glemmer alle de tanker for et kort sekund og uden rigtig at tænke over det ødelægger jeg resten af vinduet lydløst. Jeg hopper ud, kun i min silkekjole, det er det eneste jeg har. Jeg løber, uden at tænker over hvor jeg skal hen, uden at tænker over hvor sur han bliver, uden at tænke over noget, jeg løber bare. Jeg mærker for første gange siden mors død, en varme i kroppen. Jeg stopper da jeg når ud til en vej, hvad vej skal jeg? Jeg står og kigger, og ser en bil der kommer kørende nede for enden af vejen. Jeg bliver bange, hvad nu hvis det er ham. Har han opdaget det? Hvad gør han ved mig? Bilen standser, jeg står forfrossen i vejkanten, han kommer over til mig, og jeg kan med det samme se det ikke er min stedfar! Han kigger på mig og spørger om jeg er okay, men kan ikke svare, jeg er bange, bange for hvad han gør, hvem han er og hvorfor han snakker til mig, Han tager langsomt sin jakke, og lægger den over mine skuldre. “Kom, du skal ind i varmen, vi kan sætte os ind i bilen, så kan vi snakke, vil du det?” Han tager min hånd og kan med det samme mærke følelsen af rigtig varme i kroppen. Han åbner bildøren for mig, og jeg sætter mig langsomt og usikkert ind. Han lukker døren med et lille smæk, og jeg bliver med det samme bange, jeg begynder at ryste og får tåre i øjene. Han kommer ind og lukker også hans egen dør med et smæk, og jeg bryder ud i gråd, jeg ryster og skriger jeg vil dø! Jeg vil op til min mor! Jeg vil bare dø!

Han rækker sig over til mig og løfter hånden, og jeg bliver bange, så bange, at jeg begynder at skrige! Jeg skriger og han ligger hans arm om mig, og trækker mig ind til sig! Han trøster mig, og jeg græder, meget! Jeg lukker mine øjne, og begynder at slappe af. Min krop er varm, men den ryster en smule. Jeg hører pludselig en høj lyd uden for og råber KØR!!! Han kigger forvirret på mig og råber igen KØR!!! Jeg sidder og kigger ud af bagruden, og ser bilen bag os blive mindre og mindre. Vi ankommer til stort hvidt hus, og det minder mig om det min far boede i da jeg var mindre. Bilen stopper, og jeg træder ud. Jeg mærker varmen stige i kroppen, og jeg begynder at blive helt glad. Jeg kigger over på den unge mand jeg har kørt med, som spørger om mit navn. Jeg bliver igen bange, og siger ikke noget. Han kommer tæt på, og jeg begynder at gå bagud, hurtigere og hurtigere. Han griber ud efter mig og får fat i min arm. “Hey rolig, jeg gør dig ikke noget! Jeg ved ikke hvad du kommer fra, men det er tydeligvis fra nogle mennesker som ikke behandler dig ordentligt! Men er nødt til at få dit navn.” Jeg kigger ned og hvisker, “Hvad skal du bruge det til? Kan det ikke være lige meget?” Han hiver mig tæt på ham og sætter en finger under min hage og hiver mit hoved lidt op så han kigger mig i øjnene og siger “Jeg er nødt til at have dit navn, kan ikke gå rundt og kende til en så køn pige, uden at kende hendes sikkert også så kønne navn” Jeg står og tøver lidt, og kigger ned så ofte jeg kan. Jeg fjerner hans finger og træder et par skridt tilbage. Han kigger på mig, og vender sig om og begynder at gå. “Jeg hedder Aura Simone” siger jeg stille, men højt nok til han høre det! Han vender sig om og går ned til mig, “Hej Aura, vil du ikke med ind?” Han rækker en hånd frem, jeg tager den og smiler “Men hvad hedder du?” Han små griner, mens han svarer “Iman”

Jeg går med indenfor, og ser straks de store hvide vægge, med billeder. Vi kommer ind i et stort rummeligt køkken, det er lyst, det er højt til loftet og varmt! Han sætter kaffe over, og laver kakao til mig, jeg står og smiler, og har stadig hans jakke over mig. “Vil du have noget tøj på så du kan holde varmen. Jeg har dog kun herretøj, men hvis du bliver kan vi tage ind til byen for at finde noget til dig?” Jeg står og tøver lidt, men vil gerne blive, “Jo tak, men jeg har brug for din hjælp, jeg vil gerne finde min far” Jeg nikker, “Selvfølgelige vil jeg hjælpe dig”

Han tager mig med ind i soveværelset, og finder noget tøj. Jeg sidder på sengen, og smiler. Han finder en sort T-shirt, og et par sorte adidas. Jeg smiler, og han går ud af rummet, da han har lagt tøjet på sengen. Jeg tager min silkekjole af, og hans tøj på. Det dufter godt, er varmt og kæmpe stort. Jeg tager min silkekjole med ud i køkkenet, og spørger hvor saksen er. Han åbner en skuffe og tager den op, Jeg begynder med det samme at klippe i den, og han tager stumperne og lægger ind i pejsen, jeg har et kæmpe smil på, der pludselig falmer meget hurtigt da der træder en ældre mand ind. Jeg kigger skræmt hen på Iman, han kommer over og lægger armen rundt om mig. Manden der kom ind står og kigger på mig og siger pludselig “Aura?”  Jeg kigger med meget store øjne “Far?”

Jeg løber op krammer ham, med det største smil jeg nogensinde har haft på mine læber.

Han fortæller mig alt, at Iman er en dreng der arbejder på gården, at mor var ham utro med Alfred, min stedfar og at han altid har tænkt på mig, lige siden mor tog mig fra ham. Mit savn til mor forsvandt, jeg havde fået min far igen! Jeg var det lykkeligste pige i verden.

Vi laver mad sammen, og snakker om alt mellem himmel og jord. Jeg smiler igennem hele aftenen og bliver tættere med dem begge to! Jeg begynder at blive træt og bliver ført ind på et stort flot, hvidt pige værelse. “Det har stået sådan i 3 år, har bare ventet på du kom hjem”

Jeg får tåre i øjnene og stiller mig over i fars arme! “Jeg har virkelig savnet dig” siger jeg lavt. “Jeg har også savnet dig Aura” bliver der sagt lige så lavt. Han kysser mig i håret og går ud af værelset, og Iman kommer ind, med en sort trøje, han rækker mig den, men går over for at kramme ham! “Tak” siger jeg og kigger ham i øjnene. Han siger ikke noget, smiler bare, og holder mig ind til ham.

 

Jeg ligger i sengen, og kigger op i loftet, og kan ikke helt forstå at jeg ligger i en blød, stor seng og ikke på gulvet som jeg gjorde hos Alfred.

Jeg kan høre nogen gå rundt ude på gangen og jeg sætter mig med et sæt op, jeg begynder at ryste og er rigtig bange, min dør bliver langsomt åbnet og jeg rejser mig op. Iman træder ind, og jeg begynder langsomt igen at slappe af, jeg sætter mig ned i min seng, og kigger bare over på ham. Han kommer over til mig, og lægger en arm om mig. Jeg lægger mig ned, og gør plads til at kan ligge ved siden af, men han bliver siddende, han kigger bare på mig. Jeg smiler, da han ikke smiler tilbage bliver jeg bekymret. Jeg spørger hvad der er galt, og han begynder at forklare han ikke kan være forelsket i hans mesteres datter, at han overvejer at rejse. Da han fortæller det bliver jeg utrolig ked af det, og får tåre i øjnene. “Du må ikke rejse” Siger jeg med en tåre ned af kinden! “Jeg kan også godt lide dig, du må ikke rejse, for min skyld Iman, du må virkelig ikke! Det er din skyld jeg i dag bor hos min far. Din skyld jeg griner og har det så sjovt i løbet af en dag og du er med til at gøre jeg er tryg her! Du må ikke rejse!” Han lægger sig ned ved siden af mig og holder om mig. Jeg tager hans hånd og holder i den.

Jeg går ud for at sige godnat til min far, jeg kan høre lige er kommet ind ude fra stalden af. “Godnat far”, Godnat prinsesse, jeg elsker dig”

Jeg går ind og smiler da jeg ser han stadig ligger der, hans trøje ligger på gulvet, og han ligger under dynen. Jeg ligger mig over til ham. Ligger mig på hans bryst, og han høre hans hjerte slå. Jeg lukker øjnen og det eneste jeg høre er ham der trækker vejret. Han kysser mig i panden og jeg falder i søvn.

 

Jeg vågner med et sæt, jeg begynder at græde, men prøver at gøre det så lydløst at han ikke vågner. Det lykkedes ikke, eller jeg græd lydløst men han vågnede alligevel. Han sætter sig op, og holder om mig og fortæller mig det hele nok skal gå, at der ikke er nogen der gør mig noget og at jeg er et sikkert sted nu, alle her vil mig noget godt, han lægger sig ned og trækker mig med. Jeg ligger helt ind til ham da jeg falder i søvn igen.

Jeg vågner igen næste morgen, ved solen skinner ind af vinduet, og det står lidt på klem, så jeg kan høre fuglene synge, Iman ligger der ikke, så rejser mig og går ud i køkkenet. De sidder begge to ude i køkkenet og spiser morgenmad, “Godmorgen” bliver der sagt i kor “Godmorgen” svarer jeg glad og smilende.

Jeg sætter mig ned ved bordet og spiser sammen med dem. Vi hjælpes med at rydde af, sætte tingene i skabene og opvaske maskinen. Jeg bliver flere gange spurgt af Iman om jeg er sikker på han ikke hellere skal blive hjemme og passe hestene, end at tage med ud at købe tøj og det, så jeg kan hygge mig med min far, som far datter tur, men jeg vil gerne have ham med.

Vi sidder i bilen på vej ind til byen, da jeg ser min stedfars bil køre ved siden af os. Jeg bliver bange og kigger den anden vej, tager Imans hånd og klemmer den hårdt. Han kan godt fornemme der er noget galt, men han ved ikke hvad der er galt. Alfred køre videre og drejer ind ved den vej som går ind til der hvor han bor. Jeg kigger ned af vejen, så længe jeg kan. Med tåre i øjnene kigger jeg op på Iman som kigger ud af ruden, og jeg ligger så mit hoved på hans skulder.

Vi går rundt i byen, griner, hygger og har det helt fantastisk. Der kommer en mand over til min far, “Hold da op hvor ligner hun dig Martin, er det den kendte datter Aura?” Jeg bliver helt rød i hovedet, Iman smiler og hele hovedet og min far svarer så “Ja, det er Aura, efter 11 år” Jeg kigger bare ned i jorden, “Hun er godt nok blevet en smuk ung dame, og Iman er da vist blevet den heldige unge mand hun har fået sig” Jeg ligner en tomat, og er utrolig glad, min far smiler, da Iman svarer “Ja, jeg er en utrolig heldig og lykkelig ung mand”

“Det var hyggeligt at møde dig” siger jeg, lige efter min far har sagte vi skulle til at vidrer fordi vi også skal nå og hjem i ordentlig tid, fordi hestene skal fodres.

Vi får købt en helt masse tøj, og jeg følte mig utrolig forkælet og også ret uforskammet, fordi jeg ikke vidste hvordan jeg skulle tilbagebetale det her, det var der aldrig nogen som havde gjort for mig før, ikke engang mor da hun levet. Har altid kun haft den lyserøde silkekjole Iman og jeg brændte, det er det eneste jeg har haft siden mor og far blev skilt for 11 år siden.

“Tusind tak far, jeg er virkelig taknemlig” siger jeg da vi sidder i bilen. “Aura, du er min datter, fædre køber tøj til deres døtre. Jeg ved godt din mor aldrig har gjort det, men du kan jo heller ikke rende rundt i Imans tøj hver dag” siger han, og Iman nikker.

Jeg smiler og er virkelig glad.

Vi kommer hjem, og jeg går med over i stalden. Der står en stor mørkebrun hest. “Må jeg ride den?” Spørger jeg Iman og min far. De kigger på hinanden, og Iman nikker, mens min far trækker lidt på skuldrene. Jeg tager den ud, sadler op, og ridder ud af stalden. Jeg kan huske hvordan man gør fra da jeg var lille. Han havde også heste dengang.

Jeg rider en lang tur, ind i en skov, jeg kan huske fra da jeg var mindre. Jeg kan se rundt over det hele grundet sneen som har lagt sig som et smukt hvidt lag, i skovbunden. Jeg høre en lyd, og kigger rundt. Jeg begynder at ryste, med forholder mig så roligt som muligt! Jeg kan høre nogle gå i skoven, og begynder at ride den anden vej. Jeg høre en stemme jeg kender. Men kan ikke finde ud af hvem det er, hvor det kommer fra og hvorfor der bliver snakket til mig. Jeg er bange. Jeg kigger rundt, og kan intet se, ingen fodspor, ingen lyde og ingen mennesker. Der er kun mig, og den mørkebrune hest. Jeg rider længere ind i skoven, men ikke længere ind end at jeg stadig kan se vejen. Jeg hører igen en lyden af nogen der går, på den nye sne. Jeg vender mig rundt, og ser med et det samme en mand, men kan ikke se hvem det er. Ansigtet er dækket en smule med en sort hætte. Hvem er det? “Hvem er du?” Der kommer ikke noget svar, og jeg skynder mig hjem

Jeg kommer tilbage og lukker den ind, fodre den, giver den vand og låser ind til stalden. Igennem hele turen hjem, inde i stalden, og ind, kigger jeg mig over skulderen, for jeg er bange. Meget, bange. Jeg tør ikke sige noget til nogen om det der skete hjemme ved Alfred, i al den tid. Jeg er bange. Ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg bliver ude i stalden lidt, og hygger om hestene, inden jeg går ind.

På vej ind, begynder jeg at slappe en smule mere af i kroppen, da jeg ved jeg skal ind til to som passer på mig og er der for mig. Men alligevel tvivler jeg, fordi vil de måske være som ham? Gøre det samme som han gjorde og være lige så modbydelig som han er.

Jeg kommer ind til at mændene er i gang med at lave mad. Jeg vasker mine fingre og hjælper til. Vi griner og har det sjovt, og det virker til på det tidspunkt min far er lige så frisk som vi er.

Maden bliver færdig, og vi sidder og spiser. Der er ikke nogen som siger noget. De spiser deres mad i stilhed, og jeg beder en bøn inden jeg spiser. Jeg takker for dagene jeg har været her, det gode humør og den helt fantastiske stemning jeg er kommet hjem til, samt den dejlige varme velkomst og den helt igennem dejlige mand jeg fået mig.

Jeg tager poserne, som står i gangen med tøj i, og går ned på værelset. Jeg hænger jakkerne på på bøjler og så på stativet. Ligger mine sokker i en kurv vi købte. Tager det andet tøj op. og lægger det op på de hylder som er hængt op på væggen i den anden ende af værelset. Jeg rykker stativet ned ved siden af, samt kurven med sokker bliver stillet under, sammen med en anden kurv med undertøj.

Jeg ser der står en skoreol, oppe i samme ende som der hvor stativet med mine jakker stod før. Jeg prøver at løfte det, med kan ikke. Den er alt for tung. Det er en stor, tyk, grå cement byggede skoreol, jeg gætter på enten min far eller Iman har lavet. Min far kommer ind og ser hvad jeg er i gang med. Han smiler man bliver stående i døren, uden jeg har opdaget han er der. Jeg vender mig om, da jeg hører han griner, og spørger om han ikke nok vil hjælpe mig med at rykke den.

Han råber efter Iman, som kommer og hjælper da han ikke kunne løfte den selv, men sammen får de det til at se så let ud.

Jeg går resten af aftenen, og hygger på mit værelse, indtil Iman kommer ind og spørger om jeg vil med i seng….

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...