Sorry To My Unknown Lover - L.T

Vi havde alt. Han var min store kærlighed, og alt jeg havde brug for. Indtil jeg ødelagde det hele, og blev skiftet ud.

Emily Edwards faldt pladask for den charmerende Louis, den første gang hun så ham. Desværre har hun det med at skubbe folk væk, og efter en lang pause, kommer hun tilbage til Louis - men han er vist allerede videre.

Inspiret af Halsey "Sorry" og personlige oplevelser

5Likes
4Kommentarer
259Visninger

2. 1.

"87 ubesvarede opkald fra Louis".

Det føles som måneder. Måneder hvor jeg ikke har skrevet, snakket eller på nogen måde kommunikeret med ham. Ikke en sms. Intet telefonopkald. Intet. Han har ringet. Skrevet. Alt. Men jeg har ikke svaret tilbage. Jeg har ikke givet nogen form for lyd fra mig. Jeg har knap nok været uden for min hoveddør i mere end 20 minutter. Jeg ved ikke hvad der er med mig. Det er som om, at hver gang jeg begynder at elske nogen - om det er partnere eller venskaber - står jeg helt af. Forsvinder nærmest fra jordens overflade. Jeg kiggede på min mobilskærm. Det sorthvide billede af mig fra dengang Louis tog mig med til Paris lyste op. Det er taget på en lille café i den indre by. Jeg har en rosa sweater på, og den sølvfarvede runde halskæde, som har et billede af os indeni. Jeg ser rigtig glad ud. Jeg var rigtig glad. Forelsket og lykkelig. 

Jeg mødte ham på et biblotek lige uden for London. Ikke et sted jeg ofte møder jævnaldrene, men pludselig stod han der bare. Jeg kan huske, at jeg stod og kiggede på en kærlighedsroman, da jeg hørte fodtrin. Af ren refleks kiggede jeg op, og fik med det samme øjenkontakt med ham. Wow. Wow wow wow. Han så jo vidunderlig ud. Hans mørkebrune hår blev næsten gyldent i lyset fra solen, der skinnede ind af de store vinduer. Hans smukke havblå øjne skinnede, som om der var stjerner i dem. Han havde sin sorte læderjakke på, som sad perfekt på ham. Han havde en hvid bluse indenunder, som sad løst og fint langs hans overkrop. Der faldt en lille krølle ned på hans pande, da han vendte sin krop mod mig. Han smilede.

"Hey".

Og så fortsatte det.

Vi tog på date. En date blev til to, som derefter blev til en date hver weekend. Til sidst blev jeg hans kæreste. Og jeg var det lykkeligste, jeg længe har været. Jeg elskede ham - han elskede mig. Alt var perfekt. Vi var sammen så meget som muligt, og hvis vi ikke var, sørgede vi får at skrive eller ringe sammen. Og hvis jeg blev inviteret til fest, var det ikke relevant, hvis Louis ikke kom. Jeg var head over heels for ham her. Og det er jeg vel på en måde stadig...

 

 

Jeg skubbede ham væk. Jeg ignorerede ham i flere måneder. Pludselig kom jeg heller ikke på biblioteket længere. Det var som om, alt langsomt faldt fra hinanden. Det blev naturligt, at ignorer beskeder, aflyse aftaler og at tage hurtigt hjem uden nogen form for social kommunikation. Jeg tror ikke rigtig, jeg indså, hvor ondt det egentlig var. Når jeg ikke lige gad ham, smed jeg ham væk, som var han en halskæde, jeg ikke lige havde lyst til at have på den dag. Jeg var iskold, som om jeg overhovedet ikke tænkte på ham længere. 

Men det gør jeg. Og kan stadig huske de små ting som hans mors fødselsdag eller hans yndlings bog. Jeg kan stadig huske, hvor han helst vil på café, eller hvor han startede med at spille guitar. De små ting. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...