En fredag aften

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2018
  • Opdateret: 22 feb. 2018
  • Status: Færdig
En kort historie om tillid og alt der følger med det.

0Likes
0Kommentarer
64Visninger
AA

4. Tirsdag

Tirsdag, den bedste dag på ugen! Ingen timer med Nicklas i dag. Jeg kommer ned på den gang hvor klassen ligger, alle står på en lang række op af væggen. Undtaget Yasmin hun sad som den eneste på gulvet og græd. Jeg gik hen mod hende, dog var alt hun gjorde at pege ind mod døren. Jeg vidste det, nu vidste jeg det, jeg vidste det hele, jeg åbnede døren langsomt, min lærer stod lænet op af et af bordene. Efter en lang samtale med min lærer om hvordan jeg skulle være gået til en voksen med det samme og at de ville tage en snak med Nicklas, rev jeg døren op og løb grædende ned af gangen. Folk kiggede efter mig, jeg løb ned at den lange gang på skolen, fokuserede på gulvet under mig. Jeg bragede ind i en person, jeg løftede langsomt hovedet for at ville undskylde, et par mørke øjne jeg kender mødte mig, filmen kørte ikke bare i mit hovede, men også i hans øjne. Jeg skubbede ham ind i skabet til højre for mig, som han havde skubbet mig op af væggen til højre for os den nat på det toilet.

 

Den lune luft ramte mig, som om jeg havde løbet ind i en væg. Døren stod åben ud mod de grønne område, fyldt med træer og blomster. Jeg satte mig forpustet op af det største træ jeg kunne finde. Jeg lagde hovedet ind mod den enorme stamme, fandt en tryghed jeg havde manglet de sidste dage. Solen lyste de syngende fugle op, bladene var lige så grønne som den dag jeg havde rejst mig fra min seng. Alt var lettet, min krop føltes ikke længere som et lig. Det var fantastisk noget kendte til det han havde gjort. Sammen med den lettende følelse der fyldte min krop, sneg det triste sig ind på mig. Yasmin havde lovet, som den fantastiske veninde jeg troede hun var, ikke at ville fortælle nogen om det. Min hjerne og min krop arbejde slet ikke sammen. Jeg vidste jo inderst inde godt, at det var en tung hemmelighed at bede en man holder af, at skulle gå med alene. Hun havde jo kun sagt det for min skyld, fordi hun ikke ville have jeg skulle gå med det alene. Det vidste jeg godt, men jeg følte mig alligevel forrådt og trådt på. Mit hovede var et stort puslespil hvor en del af brikkerne var forsvundet, ingenting hang længere sammen som de havde gjort før den fredag aften. Jeg havde mistet en del af mig selv til Nicklas og det var den del yasmin forsøgte på at give mig igen.

 

Tusmørket var begyndt at snige sig ind på den ellers solrige dag. Jeg sad stadig lænet op af dette store træ, skridt fra en person brød stilheden der sammen med tusmørket var faldet over det grønne område. Det var Yasmin der kom gående med mine ting i hånden, hun satte dem ved min side, stammede et undskyld og gik videre uden så meget som at kigge på mig. Hendes skridt blev svage. Jeg tog mig sammen og rejste mig, jeg greb ud efter min taske. Da jeg i en langsom og trist bevægelse næsten kastede min taske op på min skulder, faldt en lille lap papir ud.

 

Jeg satte mig tungt på min seng, og åbnede denne lap papir, alt der stod var “Jeg gjorde det for din skyld”.  Min verden brød sammen, hun havde jo ret.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...