Langdistance

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2018
  • Opdateret: 21 feb. 2018
  • Status: Igang
Man bestemmer ikke selv hvem man bliver forelsket i. Afstand er noglegange det der dræber et forhold. Fillip ser livet gennem sin kærlighed til Isabella.

0Likes
3Kommentarer
89Visninger

1. Afsked

Jeg kan mærke min mave slå koldbøtter da hun kysser mig. Det er ikke et overdrevet kys, ingen tunge, ingen hede armbevægelser. Bare hende og mig i en omfavnelse. To sjæle. To læber. En kærlighed. Som det kom, så gik det. Vores læber skilles, men vores øjne mødes. Det er i dette øjeblik, at det går op for mig - da jeg ser ind i hendes hasselnødde brune øjne og hele verden forsvinder omkring os. Det er i dette øjeblik, at det går op for mig, at jeg er totalt og håbløst forelsket i hende. Isabella. Min Isabella. Den dejligste pige, der nogensinde har eksisteret. Pigen, som er den menneskelige inkarnation af en lilla-orange solopgang. Pigen, som fylder mit liv med den slags magi, der redder liv. Vores kærlighed er den slags der bliver skrevet bøger om - ikke den tåkrummende, cliché agtige kærlighed - eller jo, måske lige præcis den slags. For da vi sad på badebroen i sommerens hede og så solen gå ned, så var det hende der var min udsigt.

“Vi ses snart..” Det føles som om jeg bliver skubbet ud i kold vand. Jeg ser stadig ind i Isabellas øjne, jeg er her stadig, lidt endnu ihvertfald. Jeg giver hendes hånd et klem og ser på hende med et skævt blik. “Men der er så længe til..” hører jeg mig selv sige, men det virker fjernt. Alt virker fjernt på disse tidspunkter. Jeg har en følelse af at jeg bliver styret af en ekstern kilde, jeg holder hende tæt ind til mig. “Din bus kommer snart, Fillip..” Hun roder blidt i mit hår. Jeg nikker lidt. Jeg kysser Isabella igen. Varmen fra hendes læber sender mig tilbage til virkeligheden. Hendes hænder om min nakke, hendes nærhed. Jeg længes allerede.

Mine ben føles som cement da jeg stiger op i bussen, den som skal sende mig væk fra Isabella. Min Isa. Det øjeblik, som kom alt alt for hurtigt. Vores øjne mødes gennem ruden i bussen, vis motorer starter, og langsomt begynder at kører. Jeg ser hende blive mindre og mindre, som jeg sidder der og jeg føler, at et stykke af mig blev der sammen med hende. Hun bliver til en lille sort plet, jeg kan ikke længere se hende fra de andre der står ved stoppestedet. Og til sidst er den sorte plet der ikke engang.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...