Love, Hope.

Valgte emner: at komme videre. og kærligheden altid overvinder alt!

Jacob har aldrig fuldført sit studie. Han bruger det meste af sin tid på fester, og har ikke nogen faste forhold. De eneste faste personer i hans liv er hans søster, og barndomsvennen Emma. Alt i hans liv er et rod.
Lily føler sig splittet, skal hun fortælle sandheden? skal hun lade som ingen ting? Hvordan vil de reagere, når de finder ud af, hvor hun har været de sidste måneder.

Båndet mellem familie og forholdet til Emma, kommer på en prøve. Det skal vise sig om blod virkelig er tykkere end vand, eller om historien blot gentager sig.


0Likes
0Kommentarer
92Visninger
AA

2. Lily Hope

Solen lyser hele lejligheden op, og varmen mod mit ansigt føles som et kort øjeblik af lykke, inden skyerne igen dækker solen, og kulden vender tilbage.
Jeg åbner et skab ude i køkkenet, og tager en kurv, med en uoverskuelig mængde pilleglas i, ned. Én af hver, tre gang om dagen… sådan har det været de sidste tre måneder, og der er ingen udsigt til at det bliver bedre. Det løber i vores blod… i mit blod.
Klokken er 12, og om mindre end 6  timer kommer min far, min bror og muligvis hans kæreste, hvis de altså stadig er sammen… jeg kan efterhånden ikke finde ud af det længere. Mit hoved snurre, og jeg kan næsten ikke se ud af øjnene, men jeg bliver nødt til at fortælle dem det, mens modet er der.
Jeg går ind i stuen og åbner en skuffe i kommoden, der står ved den rustikke bagvæg. Der ligger nogle dækservietter og lysestager. Jeg tager dem med hen til bordet. Jeg sætter de høje ranglede lys i krystallysestagerne, og sætter dem med præcis afstand i hver ende af bordet. Deler dækservietterne ud, så at de ligger ud til bordkanten på alle 4 pladser, og sørge for at der er samme afstand mellem stolene. Alt er i symmetri.
Jeg betragter det lidt på afstand, og går ud i køkkenet.
Jeg åbner køleskabet, og begynder at tage tingene ud til salaten, og lukker køleskabet igen. Jeg har købt helt nye fade til i dag, det skal være noget helt specielt, og alt skal ligge på den rigtige måde. Jeg skyller grøntsagerne og går i gang med at skære agurken og tomaten i skiver, hakke salaten, skære nødderne og røre en dressing sammen. Jeg vasker svampene, og hakker, vasker og skære resten af grøntsagerne, inden jeg nøje placere dem i salaten, så det får det helt rigtige udtryk. Dressingen får en skål for sig selv.
Jeg sætter tingene på køl, og går ud i gangen, tager jakke og sko på, og går ud for at tage en hurtig løbetur.
Blæsten mod mit ansigt virker forfriskende, og lige nu føles det som om at jeg kunne løbe i en evighed. Lyden af fuglene, og duften af nyslået græs, bringer mig til sommerdagene ved sommerhuset sammen med min bror. Et sted hvor tiden står helt stille, og sommeren varede for evigt.  Jeg løber ned for enden af vejen, og drejer af mod en lille skov. Jeg plejer altid at løbe en runde rundt om skovsøen, på den smalle sti, der er skabt af folk, der bruger skoven som genvej eller ligesom mig, som løbe rute. Søen er ikke så stor, men stor nok til at jeg kan få tankerne lidt væk. Jeg stopper op et stykke tid, og kigger ud over søen, men i dag virker den helt forladt. Der er ingen fugle, ingen børn der løber og leger ved legepladsen på den anden side… ingenting… Jeg løber videre, og tilbage mod huset.
Lige så snart jeg har lukket døren til mit hus, længes jeg efter at komme ud igen… der ud hvor tiden står stille, og der ikke er noget man skal nå. Her inde, har jeg travlt… klokken er 14:30, og jeg mangler stadig en del.
 Jeg går ud på badeværelset, hvor jeg skifter tøj, og lægger min makeup.
Alt bliver sort.
Mine arme griber efter noget at holde fast i, og får fat i bordkanten, som jeg kaster min krop ind over, så at jeg slår hovedet mod spejlet. Svimmelheden overmander mig, og jeg har svært ved at stå på mine ben.
Jeg prøver at kontrollere min vejrtrækning, og sørger for at trække det ordentligt igennem, dybe indåndinger. Jeg åbner langsomt mine øjne, og kigger ind i spejlet, men mit blik er sløret, og det tager lidt tid før jeg kan se helt klart igen.
Jeg retter på min røde kjole, og børster mit brune hår, det skal se pænt ud til middagen.
Jeg går tilbage til stuen, og kigger på min telefon. Klokken er 15:30, halvanden time endnu.
Min telefon vibrere og der kommer en besked fra min far ’sidder i møde… beklager’.

Han gør det hver gang… i alt den tid jeg kan huske, har han aflyst vores middage, skoleforestillinger, fødselsdage… endda vores dimensioner …. Vi har altid bare fået et brev med en lykønskning og nogle penge i, eller en buket. Til Jacobs demission fik han et dyrt ur og en attachemappe , og til min egen fik jeg en halskæde i 18K guld… men alt der er lige meget… for han var der ikke, selvom det var det eneste vi havde ønsket os. Jeg ved ikke hvorfor jeg bliver lige skuffet hver gang, det kan da umuligt komme som en overraskelse…
Min telefon ringer, det er Laura… vi har kendt hinanden lige siden børnehaven, og hun er den person i hele verden, som jeg vil kunne fortælle hvad som helst, og hun ville stadig være der for mig… Hun er nok det tætteste jeg kommer på familie.
’’ Hej Lily, jeg ville bare lige høre hvordan det går?? ’’
’’ Det går fint nok… intet jeg ikke kunne forvente, men fint nok’’
’’Min far er i møde som sædvanligt… men jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved med at sætte næsen op efter at han kommer…. Han gør det her mod mig hver gang… ’’
’’Han kan ikke være det bekendt…’’
Jeg trækker vejret dybt, og støtter mig til bordet. Svimmelheden er ikke helt forsvundet, og jeg har det underligt i kroppen.
’’Har du tænkt over hvordan du vil fortælle Jacob og hans kæreste det??’’
’’Øhmmm… Øhmmmm’’
Jeg kan slet ikke tænke klart, og aner ikke hvad jeg skal sige, ordne forsvinder i mit hoved.
’’Lily… er du okay?? Hvad sker der??? ’’
’’Undskyld… jeg har det fint, jeg er bare lidt svimmel… men nej det har jeg ikke… det er jo ikke fordi man ligefrem siger ’hej, tak fordi i ville komme… Oh BTW, så har jeg leukæmi… og lægerne kan ikke gøre mere’ … jeg ville ønske at du kunne være her i aften’’
’’ hvis du har  brug for at jeg kommer over, kan jeg godt udsætte det jeg skal?? Er der noget du skal have hjælp til??’’
’’Nej, det fint, jeg klare det… og det er jeres månedsdag… du skal være sammen med ham i aften, ikke mig… men tak fordi du spørger.’’
’’okay, så længe du bare er sikker?? Du ved at jeg altid er her for dig’’
’’Og jeg for dig… men jeg må heller i gang med maden, men kan jeg ringe senere?’’
’’Selvfølgelig, du siger bare til hvis der er noget, held og lykke med middagen.’’
’’skal jeg nok, og tak, det får jeg brug for.’’
’’Vi snakkes.’’
’’Ja vi gør, hej, hej.’’
Jeg lægger telefonen tilbage på bordet. Jeg aner virkelig ikke hvordan jeg skal sige det til dem… måske jeg kan skrive det ned?? Jeg tror det vil gøre det nemmere.
Jeg går over til kommoden, og finder et stykke papir og en kuglepen frem. Jeg sætter mig ned i sofaen, og lægger papiret foran mig.

Kære Jacob… og far

Jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle fortælle jer det, derfor skriver jeg det ned her… jeg håber i forstår.
Kan I huske mor? Det er 15 år siden nu… Vi elskede hende så højt, men mod en sygdom som den vi mistede hende til, kæmper selv guder forgæves. Der har ikke været en dag, hvor jeg ikke tænker på om vi kunne have gjort mere, men… jeg ved nu, at uanset hvor meget vi havde prøvet, havde det ikke ændret noget.
Jeg ville ønske at vores familie havde været mere, haft mere, elsket mere… men når alt kommer til alt… så var vi lykkelige på vores egen måde… og hvad mere kan man forlange?
Jeg elsker jer.
Jeg elsker jer…. Så please forgive me…
Jeg skulle have sagt det før… men kunne ikke… ordrerne  ville ikke….
Lægerne kan ikke gøre mere, behandlingen virker ikke længere, jeg har brug for at sige det inden jeg ikke kan…. I fortjener at høre det fra mig…
Jeg skal dø… jeg ved ikke hvornår, men som mors, er min krop syg, og alle har givet op…
Jeg har leukæmi…
Der er ikke noget I kan gøre, alt er gjort.

Jeg elsker jer. Min kærlighed til det vi har, det Vi er, vil aldrig forsvinde.

Love, Hope

 

Min mor kaldte mig aldrig andet end ’Hope’ … jeg var kun 5 da hun døde, og hun brugte det så meget, og far og Jacob kaldte mig aldrig andet i årene efter…  jeg troede faktisk at mit navn var ’Hope’ indtil jeg var 6 år, og begyndte i skole, hvor læreren lod mig forstå at det er mit efternavn…
Mine hænder ryster, og jeg kan mærke tårne trille ned af mine kinder… det er det sværeste jeg nogensinde har gjort.
Jeg lægger kuglepennen fra mig, og folder papiret på midten. Der ligger en ubrugt konvolut på bordet, som jeg lægger papiret ned i, og lukker til. Jeg tager kuglepennen i hånden igen og presser den mod forsiden af konvolutten ’åben når du kommer hjem.’
Jeg lægger brevet på spisebordet, så jeg er sikker på at han får det med, går tilbage til sofaen, sætter mig ned, tager telefonen og ringer til Jacob.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...