A Heavy Crown

Adaline bliver i en alder af sytten gift med kongen af England, Edward d. 3. Kongen har et ry for at være en brutal mand, og hans hustruer overlever sjældent længe. Den unge kvinde er skræmt for livet, da hun bliver sendt til London for at gifte sig med en mand hun aldrig har mødt. Men snart er det ikke hendes ægtemand som truer hendes liv.
Livet ved det engelske hof er langt fra fredfyldt, og der er ingen steder at skjule sig, når man er hustru til kongen.

15Likes
23Kommentarer
1256Visninger
AA

6. Hampton Court

Pladsen foran Westminster Abbey var proppet med mennesker fra de lavere klasser, samt et mylder af soldater både til hest og til fod, alle i kampuniform. Borgerne vinkede, jublede og kastede med blomster. Solen skinnede varmt ned over os, og atypisk for London var der ikke en sky at se på himmelen. Stemningen var glad og opløftet, og jeg tænkte på hvordan en hver anden brud ville lade sig, sole i folkets glæde. Men jeg kunne ikke dele deres glæde. Jeg tænkte på om lige så mange ville dukke op, hvis jeg om få dage skulle begraves? Nok ikke.

Kongen holde stadig et stramt greb om min arm, men han vinkede med sin frie hånd, og smilede til og med til dem. Jeg kunne ikke finde mig selv, nok til at løfte hånden. Så jeg klamrede mig til den smule at min bevidsthed som stadig lod til at virke. Jeg følte mig som i midten af en ond drøm.

Sådan en hvor man ved man bliver jagtet men man kan ikke flygte, lige meget hvor hurtigt man løber. Det samme var her. Lige meget hvor hurtig jeg løb eller hvor jeg løb hen, havde min mand midlerne til at finde mig igen.

Midt på pladsen stod en karet, med fire mørke heste bundt for. Det stak endnu en gang i min mave. I eventyr var hestene hvide, når prinsen hentede sin prinsesse. Hvorfor havde han ikke valgt hvide heste? Kong Edward førte mig ned af trappen og frem mod kareten. Han bevægede sig så hurtigt, at jeg ikke kunne følge med.

Kjolen var for tung.

Jeg kunne ikke få luft.

Med et sendte det mig i jorden. Det eneste som reddede mig fra at ligge på alle fire midt i menneskemængden, var min nye husbondes hånd om min arm.

”Op,” Hans stemme var som en hunds knurren og jeg fumlede med mine skørter. Det var et stort rod af stof og hans hænder. Min vejrtrækning steg og mit bryst gjord ondt. Panikken skyldende ind over mig. Mine øjne løb igen og jeg kunne ikke få styr på min kjole.

Han greb mig om begge overarme og rettede mig op, på samme møde som når man løftet et lille barn. Det gøs gennem mig, da jeg mærkede hans styrke. De hænder kunne knuse alt livet ud af mig.

Han blik hvilede et kort øjeblik på mig, så vende han opmærksomhede væk igen. I det øjeblik blå havde mødt gråt, havde jeg igen bemærkede der var noget i hans blik. En skygge. En uro. Men hvorfor? Han rev mig ud af mine tanker, da han førte mig til kareten, hvor døren stod åben til os.

Så slap ham mig for jeg kunne gå først.

Jeg løftede op i kjolen og trådte op på den lille skammel der stod foran, men stoppede så ved lyden af hans stemme.

”Bring mig min hest.”

Han havde vendt sig mod en ung soldat som stod nærmest. Hans uniform skinnede i middagssolen. Og selv om han var en høj mand, kunne man under hjelmen se han måtte omkring min alder. Han fangede hurtigt mit blik. Jeg havde måtte se lige så uforstående ud som ham.

”Deres højhed, etiketten-” Kongen slog utålmodigt ud med hånden, for at stoppe ham.

”Min hest,” Knurrede han. Soldaten skyndte sig at nikkede hurtigt og forsvandt kort i mængden, for så at komme tilbage med en ung, sort hingst. Jeg stirrede målløst på det store dyr.

Hvad? Nej? Det kunne han da ikke? Det var forkert på alle tænkelige måder. Han kunne lige så godt have givet mig en lussing midt under brylluppet, måske havde det faktisk været mindre nedværdigt, end at han hellere ville ride selv, end at rejse med mig.

Han valgt mig fra, også til fuldoffentligskue. Jeg kiggede mig over skulderen, i håb om at finde min fader. Han måtte kunne fortælle mig hvad jeg skulle stille op. Men han var druknet i mængden.

Kongen sad op og strammede tøjlerne til, dyret trippede under ham. Han kiggede ned på mig og jeg forstod jeg skulle sætte mig ind, uden mere vrøvl.

Så det gjord jeg.

Turen til Hampton Court ville tag to-og-en-halv time, måske lidt længer efter hvor gode vejene var og hvor mange mennesker der var stillet op. Jeg havde håbet, at jeg i løbet af den tid, havde kunne få set min nye mand lidt an. Men han sad på toppen af et monter af en hest og jeg var fanget i endnu et gyldent bur. Denne gang havde mit bur bare fået hjul.

Som vi trillede ud af London om mængden af mennesker aftog, så der ikke var flere jeg skulle vinke til, satte jeg min tilbage i sædet og forsøgte at lukke af for alle lydene omkring mig. Der var snak om larm over alt. Et ridende orkester fulgte efter mig, hvor kongen var foran. Bag orkestret kom bryllupsgæsterne i lange rækker og et eller andet sted i det mylder var Ella. Jeg ville give hvad som helst for at kunne klamre mig til hende. Græd ud hos hende, og lade hende trøste mig efter. Men her var kun mig. Fanget i mit guld bur. Helt alene.

 

 

Themsen løbe lige forbi slottet, derfor var også muligt at sejle til Hampton Court. Det var dog en længere vej, end via kongevejene. Vi kom ind fra sydvestsiden, og haven åbnede sig med ”The longe Water” foran os.

”The long Water” var omkring tusind meter lang, og derved den længste menneskelige anlagt sø i verden, alt så lidt endnu, jeg vidste franskmændene var ved at bygge en som var længere. Men det var endnu ikke færdig udgravet, og ej heller fyldet med vand. Jeg kunne ikke lade vær med at være noget optaget af dette, selvom synet af ”The long Water” betød vi var umådelig tæt på Hampton Court. Hvilket blot bragte mig endnu at skidt tættet på kongens seng.

Hampton Court var bygget omkring starten af århundred, hvilket gjord det til det nyeste stol i min nye ægtemands samling. Det bygget i orker røde mursten, med hvide vinduer og døre. Det var tre etager højt, hvis ikke man regnede loft og tjenesteboligerne med.

Slottet var bygget op omkring de tre primære slotgårde, den ydre, indre og private. Også var der ”den lille gråd”, som var en fjedre gråd, som blev formet af slottet og gæstefløjen. Gæstefløjen var den seneste tilbygning og kunne huse en fjerdedel af den øverste del af adelen, samt deres følge på en gang. Aldrig før have det vært muligt at huse så mange mennesker i kongen private bolig. Det ville blive en større forestilling de næste par dage mens festen ville løbe over stablen og slottet ville rumme de omkring tretusinde mennesker, som var en del af forestillingen. Slottet var faktisk så stort at jeg kunne forstille mig at jeg kunne blive væk i flere dage før nogen ville finde mig igen. Det var noget fristende i at prøve denne tanke af.

Til slottet hørte ikke mindre end 5 haver, som alle var bygget i forskellige stilarter. Der var ”The Pond Garden” som lå på øst siden, samen med bådhuset og Themsen, der snoede sig forbi. Ved siden af den lå ”The Privy Garden” som var en plantehave med spansk symmetri. På slottet sydvest side lå ”The Great fountain Garden” og bag den ”The Long Wather”. Hvilket var hvor vi kom ind fra.

Nord for slottet lå jagt skovlen, ”The Wild” kalde den. Hampton Court var et pragtigt syn, selv Westminister Abbey kunne ikke hamle op med dette. Og for et kort øjeblik glemte jeg alt om hvorfor jeg var på vej mod dette mesterværk af en bygning. Men det var et meget kort øjeblik. Et alt for kort øjeblik.

 

Fra kareten, der blev stoppet for enden af ”The Great fountain Garden”, blev vi ført op af havetrappen og ind af de høje døre, med de mange ruder, til balsalen. Igen var kongen ved min side. Hans hånd var tilbage omkring min albue. Fra han finger på min ærme strømmede kulden ind i min krop. Det var ellers som om isen var forsvundet lidt hen over de sidste par timer, men nu blot for at vende tilbage med fornyet kræfter. Bag os kom hele vores bryllupsfølge, med sang og snak.

Men mellem os var der stille som i graven.

Balsalen var en enorm sal. Jeg havde aldrig været i et rum, så stort som ikke var en kirke. Der var højt til loftet og ned der fra, hang der hvide slør med levende sommerfugle på. Over alt var der blomster dekorationer i røde, gule og orange farver. Jeg passe bestemt ikke ind i temaet i min topas blå kjole, men alligevel gav det en elegant harmoni. Der var et orkester ved døren, ud til resten af slottet. Den første del af rummet var lavet til dansegulv. Derefter stod der langbordet, parallelt med haven, til gæsterne og for enden af dem, var er skabt endnu en fri plads på gulvet.

Den var forbehold de mange gæster som skulle hilse på kongen og hans brud, mig. Samt give deres bryllupsgave. For enden af rummet, på en lille forhøjning, stod det sidste langbrod. Det var her jeg blev sat. Bordet var i mørk træ, med blad mønstre af guld. Der var blanke tallerkner i samme materiale som bladene og bestik som passede til. Alle glas på højbordet var af svagt rødligt krystal. Der dækket op i midten til os og på hver side var der yderlig to pladser. Et kort stik af håb løb gennem mig, indtil jeg glemte at Ella ikke kom til at side der med os. Det var derimod konges mor, og tre af de øverste medlemmer af kirken som vi skulle have til brods. Ikke engang min far var velkommen i det selskab.

Jeg fik ikke mulighed eller lov til at hilse nogen af gæsterne før jeg blev før til bords. Her stødte jeg for første gang på husmesteren af Hampton Court. Jeg tog ikke meget skik af ham. Han var blot en lille mand i forhold til den royale kæmpe, jeg nu skulle kalde min mand. Han træk min stol ud og hjalp mig ned at side, men en ynde som jeg ikke havde troet var muligt i de tunge skørter. Han var meget forsigtigt med ikke at støde på mig, og så snart han havde fyldt min glas op, træk han sig tilbage, ud af mit syns fælt. Men jeg vidste godt han ikke var længere væk, ned når jeg havde drukket halvdelen af mit gals ville han fylde det op igen.

Kongen satte sig ved siden af mig. Han affejede tjenere som forsøgte at hjælpe ham ind med stolen og tog selv kanden til at fylde sit glas op. Jeg havde under min karettur allerede glemt hvor stor han var. Trods vi sad et godt stykke fra hinanden, og jeg ikke kunne fylde min stol ud, så rørte vores albuer næsten. Han kiggede ikke på mig. Ikke så meget som en enkel gang, siden vi havde forladt London adskilt. Faktisk virkede det som om han gjord sit alleryderste for at ignorere mig mest muligt.

Jeg kunne ikke beslutte mig for om det var godt eller skidt. Hvis han ikke var interesseret i mig, hvorfor havde han så valgt mig? Men måske var hans manglende interesse også det som kunne holde mig i live længst muligt.

Men det var ikke kun mig. Faktisk virkede han ikke til at se nogen af de mange tusinde mennesker i rummet, som forsøgte at finde deres pladser og samtidig få snakket med gamle venner.

 

Gæsterne sad herre, dame, skiftevis. Ella havde min far og en Hertug af Gloucester som sine brodherrer. De sad som nogle af de tætteste på højbordet, hvilket fremhævde deres status. Så vores far var en lykkelig mand.

Ella vinkede til mig, jeg smilede et akavede smil igen. Min ansigt var så stift og tomt. Som om det slet ikke virkede mere. Alle musklerne var blevet til støv.

Ved højbordet galt reglerne om siddepladser ikke. Ved siden af mig blev kongens mor sat, Mathilda af Holland. Endnu en udefra kommeende prinsesse. Dog ikke længer udefra, end at hendes mor var født engelsk grevinde.

Hun var en kvinde godt oppe i årene. Men ikke desto mindre elegant og frygtindgydende at se på. Hendes hår var sølvgråt og bundet tilbage i en høj fristure, som var pyntet med ædelstensbesatte hårsmykket. Hendes kjole var svagt lilla. Lilla var ikke en farve man stødte på normalt. Mest på grund af prisen, men også fordi man skulle havde en fragtet den hele vejen gennem Europa, hvilket kunne gøre det svært, at garantere at man fik sine penges værdig for sig. Men farven var fantastisk.

Hun smilede til mig, og det gik op for mig at jeg stirrede. Jeg kiggede febrilsk lige frem for mig og kunne mærke hvordan jeg fik røde kinder. Hun lænede sig over til mig og sagde lavt, ”Godt at se lidt farve i dine kinder, så er du måske ikke så død som du ser ud,”

Jeg kunne ikke tro mine egne øre. Sagde hun virkelig det til mig? Men det gjort hun og da jeg kiggede på hende, smilede hun varmt til mig. Og så smilede jeg igen. Det tog ikke længere for mig at beslutte jeg godt kunne lide min mands mor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...