Another life

Samara har lige været ude for en ulykke, hvor hun har mistet en hun stod nær.
Det er ikke bare hvilken som helst ulykke. Det er ulykken som ændrede alt.
Hvilke hemligheder, har hendes familie holdt skjult? Ikke bare hemligheder om denne verden, men også en udenfor. Blandt andet om et land kaldet Nargina.
Der er efterladt noget til Samara. Et kompas. Men ikke et normalt et...

2Likes
0Kommentarer
291Visninger
AA

2. Turen i parken

Jeg vågnede med et sæt. Mine tårer løb ned af kinderne. Den våde og salte smag, ramte mine læber. De her mareridt, havde fuldt mig siden ulykken. Det er et helvede. Hvis min mor var her, ville hun vide hvad hun skulle sige. Hun ville sidde ved kanten af min seng. Hun ville stryge hånden over mit hår.

"Det skal nok gå, min skat. Vær stærk" Men det går ikke. Ikke uden hende. Hun er her ikke mere. Vil aldrig stryge hånden over mit hår, vil aldrig tale mig til ro.

"Du er modig!, stærk!" Mig? modig?! Er det at være modig, når man ryster af angst for verden? Er det at være modig, når man føler at verden, braser ned over en, uden at man kan gøre noget? Er det at være modig, når man græder inden man skal sove, bange for hvad der venter en, i drømmene?

Jeg rejste mig op fra sengen og tørte den sidste tåre væk. Jeg hørte stemmer nedenunder, det var min onkel der talte. Udover min onkel, var der også min tante og deres hund Dino. Men måske var den mere min hund, jeg var i hvert fald mere sammen med den, end de var. Tanken mindede mig, om at jeg skulle ud og gå en tur med den, det var nemlig mit job. Sikke en overraskelse.

"Godmorgen" sagde min onkelt frisk, men jeg snerrede bare: "Nå, nu gider du at tale med mig!??" som svar

"Det er ikke min skyld, at din mor og mig mistede kontakten til hinanden lige inden, at hun døde" 

"Du skal ikke blande min mor ind i det her, det hele er din skyld!" råbte jeg efter ham, inden jeg tog hunden med ud i gangen. Dino lovrede, og hans brune hovede, som vippede frem og tilbage, lignede en bamses hoved. 

Jeg fik helt lyst til at kramme ham, og glemme alt om mig og min onkels skænderier. Bare mit liv- sådan helt decideret. Bare der måske var en anden verden, hvor man kunne være en anden. En glad anden. En lykkelig anden.

Jeg gik den samme rute som altid. Man skulle bare dreje til højre nogle gange, end til at man kom til en lille park. Dino kendte næsten vejen bedre end mig, så jeg lod ham føre an. 

Min mor havde tit gået ture med mig, men nu var jeg nød til at gå dem selv... Alene altid alene.
Ferien var næsten lige startet, så jeg havde masser af tid. I overmorgen skulle jeg hen til min bedstemor. Hun kunne altid fortælle gode historier, så for det meste nød jeg at være der. 

Om fire dage skulle jeg i skole igen...

Skole og mig har aldrig været gode venner. Det er mest fordi, at der altid er en eller anden forventning om at man skal have venner, og der er jeg bare ikke god til! Før min mor døde havde jeg venner. Faktisk var jeg meget social. Nu har jeg det med bare at gå rundt i min egen verden, og ingen vil være sammen med en der aldrig er helt til stede.

Da jeg  nåede til parken, gik jeg en hurtig rundte. Bagefter vendte jeg snuden hjemad. Min onkel arbejdede også i ferien, og der ville gå lidt tid før, at han var hjemme. Jeg kunne derfor have en helt stille og rolig formiddag. Eller noget i den stil. Det er aldrig en helt rolig dag for mig.

På et eller andet tidspunkt kommer Sorgen. Sorgen som sidder i et hjørne, og smiler til mig med sine spidse tænder.

"Du ryger ned snart, du kan ikke klare det alene!". 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...