Fyrst Casmancas Brude

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2018
  • Opdateret: 17 feb. 2018
  • Status: Igang
"Han reddede os fra mørket og nu må vi betale ham tilbage." Sådan lyder det hver uge til filmaften i den lille landsby, hvor Magdalena og Agnes bor og garanteret også i resten af landet, hvis ikke verden. For den mystiske Fyrst Casmanca reddede denne verden fra undergang med sine evner og snilde. Det siges i hvert fald.

Hvert år æres en række piger ved at blive udvalgt som hans brude. Hverken Agnes eller Magdalena vil have den ære, de er blevet fortalt fra barnsben, at de skulle vente på med tilbageholdt åndedræt. De har nok i hinanden.

Da Agnes bliver valgt tager Magdalena derfor en drastisk beslutning og tager ud for at redde den kvinde hun elsker.
Da Agnes kommer til slottet med de andre udvalgte lader alt ved første øjekast til at være alt. hvad de er blevet lovet og mere til.
Men snart slår illusionen skår og Agnes må kæmpe med alt hun har for at holde sig selv og de andre i sikkerhed.

7Likes
12Kommentarer
200Visninger
AA

1. Kapitel Et: Magdalena

 

Gruset knasede under hendes fødder. Hendes hånd føltes klam og svedig, hendes tanker, tågede. Kun den lille fine hånd, der ufortrødent holdt om hendes egen, til trods for, at hun måtte finde det ret ulækkert, betød noget som helst. Hun traskede af sted, gjorde sit bedste for ikke at slæbe sine fødder. Vigtige kvinder gik med selvsikre skridt og hovedet hævet. Det havde hendes mor altid sagt. Ingen af kvinderne på vej op til fælleshuset var vigtige, heller ikke Magdalena og de vidste det alle sammen godt. Hver og en af dem. Det ens grå tøj og hvide kyser var en evig påmindelse. Ingen af jer er endnu udvalgt.

Magdalena rettede lidt på kysen med den frie hånd og kløede sig nervøst ved halsen. Det var forår. De kom, altid om foråret. Der var aldrig en fast dato som sådan, men foråret var helliget Brudene. Hun rettede sig en anelse op og skævede til Agnes, mærkede en kvalmende fornemmelse i maven og følte, at hun blev revet bort fra sin egen krop. Kun Agnes’ hånd i hendes holdt hende fast i virkeligheden. Hun bliver helt sikkert valgt i år. Hvis ikke hende hvem så? Det åbenhjertede lidt rundkindede og næsten evigt smilende ansigt kunne selv en magtfuld frelser vel ikke stå for vel? Hun bed sig i læben og knugede Agnes’ hånd, indtil hun rykkede svagt i den og så bekymret på hende. ”Du tænker grå tanker igen, Maggie.” Det beroligende smil var som solen, der skilte skyerne på en gråvejrsdag.  ”Du har gjort det her en million gange før,” fortsatte Agnes hviskende og sakkede med vilje en smule agter ud, så de kunne snakke sammen med mindre risiko for at blive overhørt, samtidig med, at hun undgik at de undgik at gå så langt fra de andre, at det ville vække mistænksomhed, hos de ældre kvinder, der gik blandt dem og holdt styr på det hele. Deres blå badges af form som et halvt hjerte lyste næsten op i havet af gråt. Båret med tydelig stolthed til trods for at også de var en påmindelse til de kvinder, der bar dem om, at de ikke var ligeså uudvalgte som de yngre kvinder og de tilmed ingen mulighed havde for at blive det.

For deres troskab havde Fyrst Casmanca efter sigende givet dem halvdelen af det hjerte han ellers havde fået af dem tilbage og bedt dem om at bruge det hjerte de havde på at guide og vogte hans kommende piger.

Det tog al Magdalenas viljestyrke ikke at skære ansigt, hver gang hun tænkte på det. Alt det for én mand?

Det svimlede for hende, når hun først gav sig til at overveje, hvor meget af deres verden, der var bygget op om denne ene mand, som ingen af dem, vidste ret meget om. Kun det de blev fortalt af andre.

Agnes klemte diskret hendes hånd og bragte hende tilbage til en verden af sødtduftende stille forårsluft og fuglekvidder.

”De skal bare lade være at sige noget til tingene og folk taler ikke under filmene alligevel, så det er ikke så svært. Desuden siger du jo aldrig noget alligevel” mindede hun hende hviskende om og prikkede til hende med albuen, i hvad Magdalena tog som et forsøg på at muntre hende en smule op. Det lykkedes ikke rigtig.

Magdalena følte at hendes tunge var hævet i hendes mund til et punkt, hvor hun ikke kunne tale. Så hun nikkede bare og så forvirret på Agnes, da hendes dukkelyseblå øjne skinnede af latter.

”Hvad?” mumlede Magdalena og klemte øjnene lidt sammen, så ned på den meget lavere kvinde med hovedet en anelse på skrå.

”Du så bare så alvorlig ud,” fnes den felignende skabning ved hendes side.

”Det her er alvorligt,” påpegede hun og kunne godt selv høre, at det lettere monotone tonefald kun ville få Agnes til at le endnu mere, hvis ikke hun passede på.

Nogen gange er du virkelig et barn, selvom du lige er blevet tyve. Bekymringen voksede i hende til den lå om hendes mave som en knytnæve af jern og hun bed sig diskret i kinden. Hvad bliver der af os? løb det gennem hendes tanker, før de blev gennet ind i det dunkle rum med alle de hårde træstole. Alle andre ugedage blev dette lokale brugt til undervisning, men fredag eftermiddag var det filmdag, sådan havde det været ligeså længe Magdalena og de andre kunne huske.

Hun trak Agnes med sig til de sædvanlige pladser bagerst i lokalet og satte sig ned, ønskede som altid, at hun havde noget blødere at sidde på.

Hun samlede kjolen om sig og foldede hænderne pænt i skødet, også selvom det betød, at hun ikke længere kunne holde Agnes i hånden. Det var bare sådan man sad og hvis hun ikke gjorde, ville det kun skabe unødig opmærksomhed. En tanke, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende. Hun vidste ikke, hvor folk, der med vilje ikke overholdt reglerne endte henne og hun havde heller ikke tænkt sig at finde ud af det.

Hun tog et par dybe indåndinger og lukkede øjnene et sekund for at berolige sit hjerte, der føltes som om det skulle til at briste. At et eller andet forfærdeligt ville ske. 

Hun åbnede øjnene igen lige i tide til at filmen rullede i gang og selv drengene nede på de forreste rækker blev tavse som graven. De var ellers altid så højlydte. De sikrere på deres fremtid, end vi er.

Filmen var det samme som den altid var. Det var altid det samme. Den samme handling, den samme besked bare pakket forskelligt ind hver eneste gang. Fyrst Casmanca reddede som altid deres land fra de mørke skabninger og den rene ondskab, der havde sneget sig ind i det.  Til slut valgte han en pige blandt den taknemmelige befolkning, der uden skrupler overgav deres døtre til ham, som var de kvæg til slagtning.

Pigen var køn, men ordinær nok at se på til, at hun ikke stod ud fra mængden af andre unge kvinder på nogen voldsom måde. Snedigt…Vi skal alle sammen kunne relatere. 

Magdalena tyggede på sin læbe og iagttog de sidste minutter af filmen gennem et flimrende filter af tanker.  De manipulerer med os. Har altid gjort det. Se hvor strålende og storslået han virker og hvor ligegyldige folk som os fremstår i forhold til. Det virker som en ære uden at hverken vi eller de aner, hvad vi går ind til.

Kun de smukkeste drenge fik lov til at spille fyrst Casmanca i de film, der blev vist. Endnu en ting, der fik Magdalena til mentalt at hæve et øjenbryn. Kan det virkelig passe, at de andre ikke kan se noget underligt i det her? Og hvis han holder så meget af sit folk, hvorfor ser vi ham så aldrig?

 Det var svært at spørger, for hvad hvis man spurgte de forkerte og man blev anmeldt?

Så Magdalena holdt sin usikkerhed mellem sig selv og Agnes også selvom sidstnævnte forsikrede hende om, at andre havde det på samme måde, men var ligeså bange for at udtrykke det.

Hun vred sine hænder ind i hinanden og drejede hovedet, den mindst mulige smule hun kunne komme til for at kunne se rigtigt på Agnes uden at hendes kyses skygge kom i vejen. Agnes’ øjne var som spejle og hendes mund hang let åben. Bare det nu kunne tages som en slags overdreven forgabthed og ikke, at hun var et fuldstændig andet sted, som Magdalena efterhånden vidste, at dette ansigtsudtryk netop var tegn på.

Billedet på lærredet foran dem forsvandt langsomt bort og blev erstattet af sort. Ordene, der tonede frem i skærende hvidt og stod og flakkede på lærredet, behøvede Magdalena ikke at læse. De var som evigt imprintet på hendes nethinder.

”Han reddede os fra mørket og nu må vi betale ham tilbage,” citerede de forsamlede som med en mund med samme med en feberagtig overbevidsthed, der kom af mange års gentagelse. Eller af at have øvet sig på ikke længere at lyde monoton. Så blev der stille og Magdalena fyldtes igen af en kvalmende fornemmelse af forkerthed.

Som blev de trukket på marionettråde rejste alle sig og forsvandt ud af lokalet uden så meget som et ord til hinanden. Magdalena lod sig føre med, som et blad, der blev båret af strømmen i en å. Hun burde være blevet vant til det her, det skete jo hver gang. Alligevel kunne hun ikke lade være med at spejde rundt for at sikre sig at Agnes var med. Hun er så lille og…skrøbelig, hvad nu hvis nogen vælter hende og hun bliver trådt på og…Hun stoppede sig selv, da hendes blik mødte et par smilende blå øjne. Hold op med at tænke sådan. Hun kan passe på sig selv. Med skridt der skrabede mod gulvet, næsten i takt gik alle pigerne ud og stod i grusset foran fælleshuset. Magdalena foldede armene om sig selv, da et køligt vindstød ruskede i hendes kjole.

 

Det var som om en byrde blev løftet fra hendes hjerte, da hun så sig omkring i forsamlingen. Snakken blomstrede langsomt op igen og med den kom livet tilbage til dem. Som om en kollektiv fortryllelse var blevet hævet og folk var frie til deres egne tanker og følelser igen. I det omfang verden nu tillod det.

Det gibbede i hende, da Agnes lagde en arm om hende, lænede sig ind til hende med et svagt næsten søvnigt smil. For åbenlyst skreg hendes hjerne. Men det var Agnes. Agnes var bare sådan. Men hvor længe køber de den?

 

Hun skubbede tankerne bort da Agnes trak i hendes ærme for at få hendes opmærksomhed. Agnes så op på hende med et lettere skælmsk blik i de ellers så uskyldige øjne. Det fik Magdalena til at rynke panden. Hvad er hun nu ude på? Et gys gik igennem hendes krop. Hun kunne ikke rigtig selv finde ud af om det var spændt eller ængsteligt. Nok begge dele. Men ikke ængsteligt nok til, at hun kunne opgive Agnes. Aldrig nogensinde.

”Jeg har fået en genial ide. Kom,” kvidrede Agnes og før Magdalena kunne sige fra eller til, blev hun trukket med mod en anden fløj af fælleshuset. ”Blåhjerte,” advarede hun ud gennem sammenbidte tænder, da Agnes lod til at styre lige imod den robuste gråhårede kvinde med evige misfornøjelsesrynker i panden. ”Ja, det er meningen,” svarede hun og slog så blikket ned. Så helt underdanig ud.  Magdalena var hurtig til at følge hendes eksempel, men havde stærkt på fornemmelsen, at det så noget mindre fint ud.

”Bea? Det gik op for mig, at jeg havde glemt, at jeg skulle rydde op på biblioteket.” Agnes flyttede akavet vægten fra den ene fod til den anden, så modvilligt op på Bea, der efterhånden lignede en tordensky. ”Agnes. Du har ikke fået lov at varetage biblioteket for sjov. Vi regner med, at du gør det ordentligt,” svarede hun med en stemme som piskesmæld i den stille luft mellem dem. Magdalena tog uvilkårligt et skridt tilbage. Havde mest lyst til at vende sig og gå. Agnes har en plan mindede hun sig selv om, i et forsøg på at berolige sig selv.  Men en plan om hvad? Nogle gange hadede hun Agnes’ kærlighed til overraskelser og spontanitet.

”Jo men, de små var på biblioteket tidligere og de rodede det hele til, så jeg ikke kunne nå at ryde det hele op, inden filmen begyndte,” hviskede Agnes og stod med lydende skuldre, tynget af skyld. Det så virkelig ud til, at hun var klar til at Bea skulle slå hende og at hun ville acceptere det, hvis hun gjorde. Det var lige før, at Magdalena fik ondt i hjertet. Hun er for god tænkte hun og holdt blikket stift rettet mod jorden for ikke at afsløre noget med udtrykket i sit ansigt.

”Så skynd dig ind og få det færdigt,” sukkede Bea og viftede Agnes ind af døren.

”Åh, vent lige lidt, der er ret meget arbejde og Magdalena kan bedre nå de høje hylder end mig. Må hun hjælpe? Jeg lover at forklare hende, hvor ting skal stå,” sagde Agnes og så bedende på Bea.

Det var som om hendes ansigt var lavet af is, der nu tøede en smule op. Hun smilede ikke, men hendes udtryk blev markant blidere. Sådan havde hun vidst aldrig set på Magdalena. Så igen. Agnes havde vidst altid været god til at smyge sig ind hos de rigtige folk på de rigtige tidspunkter.

”Så lad gå da, men gør det pænt og ordentligt,” beordrede Bea og skulede til Magdalena, som om hun forventede, at ville brænde hele biblioteket ned og danse på asken.

Magdalena gik bare forbi hende, passende duknakket, mødte ikke hendes stålgrå blik. Hjertet sad i halsen på hende og først, da Agnes havde lukket døren ind til biblioteket bag dem rettede hun sig lidt op igen.

En sky af bogduft, støv og måske en anelse tryksværte fra de nyere bøger stod hende i møde. Der var noget underligt trygt ved den lugt. Bøger var noget, der havde været her længe før alt begyndte at omhandle fyrst Casmanca og hans bedrifter. De bøger var selvfølgelig for længst væk nu. Hvor de var vidste hun ikke. Brændt måske. Eller destrueret på andre måder.

Som bøgerne stod der i snore lige rækker på reolerne og man ikke kunne læse indholdet, kunne hun dog let nok forestille sig, at de indeholdt noget andet. Noget mere vigtigt. Noget rigtigt. Noget der virkelig havde betydning.

Hun lod næsten kærtegnende fingrene glide henover ryggene og skævede over til Agnes. ”Jeg syntes du, at her var rodet?”

Rodet var helt sikkert ikke skabt af nogen af de små. Der var højst en lille stak bøger, der ikke stod på deres retmæssige pladser, ud fra hvad Magdalena kunne se.

Agnes var allerede godt i gang med at stille dem på plads. Det var ikke engang hylder hun ikke kunne nå. Da Magdalena gjorde mine til at hjælpe, viftede hun hende af og slog ud med hånden i retning af en grå højrygget lænestol. ”Bare sæt dig, Maggie, jeg er snart færdig.” Nynnende bevægede hun sig rundt blandt reolerne med stakken af bøger og Magdalena adlyd, sank sammen i stolen med de lange stankelbensben strakt ud foran sig, så hun ikke skulle sidde helt krøllet sammen, fulgte hende med blikket.

”Jeg fatter ikke, hvordan du tør lyve for dem. De kunne let komme her ind og tjekke om der faktisk var så rodet, som du sagde,” mumlede hun og bed lidt i sin tommelfingernegl, indtil Agnes sendte hende et blik af blid irettesættelse. ”Jeg kan godt lide dine negle, når du ikke har spist dem,” drillede hun og vendte så tilbage til at svare på det, Magdalena lige havde sagt.

”Nah, det gør de ikke. Blåhjerter har vigtigere ting at tage sig til end at sikre sig, at det hele står lige på biblioteket. Hvorfor tror du, jeg er så glad for det her job? Desuden var det ikke helt løgn. De små efterlod virkelig stedet, så det lignede, at de ligeså godt kunne have sprunget det i luften. Jeg er bare meget effektiv og nåede at rydde det meste op, inden vi blev stuvet til film,” lo hun mildt og lagde den sidste bog på plads, for i en glidende bevægelse at fjerne sin kyse og sine hårnåle. Det hele lagde hun på bordet, så gik hun over til Magdalena, satte sig ved hendes fødder og kyssede hendes fingerspidser på den ene hånd.

Magdalena bed sig i kinden og forsøgte at være bare en smule mindre stiv. Der sker ikke noget fortalte hun sig selv, men hendes mund føltes som sandpapir.

”Mursten,” kurrede Agnes dæmpet.

Kælenavnet, der var skabt, netop fordi hun var så dårlig til situationer som denne, fik et svagt smil frem på Magdalenas læber og hun strøg forsigtigt noget hår væk fra Agnes’ rundkindede ansigt. ”Kan du huske, da du aldrig kunne få din kyse til at sidde rigtigt?” spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå.

Agnes lo lidt og holdt blikket på Magdalenas hånd, tegnede fraværende mønstre på hendes håndflade med fingrende. ”Du plejede at hjælpe mig i frikvartererne, fordi den altid var ved at falde af,” mindedes hun, før hun trak Magdalena op at stå i en snublende langlemmet bunke.

 

”Dans med mig,” sagde hun og Magdalena kunne ikke helt finde ud af om det var en bøn eller en kommando.

Hun rynkede brynene. ”Vi har ikke noget musik…” indvendte hun spagt, men vidste godt inderst inde, at sådan en bagatel ikke var nok til at stoppe Agnes. Snare tvært imod.

”Jeg vil gerne høre dig synge.” Nu var det ikke en ordre. Blot et ønske og de der øjne fik hendes hjerte til at smelte. Så snart sang hun for hende og de to dansede klodset rundt uden nogen spor af rytme i kroppen.

Latter fyldte luften og for en tid kunne selv Magdalena glemme, at det var forår.

”Vil du godt kysse mig?” bad hun, da hun var holdt op med synge og de bare stod og svajede lidt på stedet i en slags blød stilhed. Som om der ikke eksisterede andre i verden end de to.

Agnes så et øjeblik helt chokeret ud, så greb hun fat i hendes kjoles halsudskæring og trak hende ned til sig. Hendes læber mødte Magdalenas med en desperation, som om hun allerede nu var sikker på ikke at skulle se hende igen.

Hun kan også mærke det. Det kunne være sidste gang, vi kysser nogensinde. De kunne komme i morgen og tage hende væk.

Hun anede ikke, hvor længe det varede. Det kunne være alt fra minutter, sekunder eller en hel evighed. Tiden var så godt som forsvundet.

Det eneste, der mindede hende om, at den stadig gik, var da de begge var nødt til at trække sig, da lungerne næsten skreg efter luft.

Bagefter sad de bare, hvor længe de gjorde det, vidste hun heller ikke, men længe nok til, at Agnes hvilede hovedet mod hendes skulder og hendes vejrtrækning blev tung og en smule pibende på den der måde, som hun blev så ked af, hvis man kaldte snorken.

Nænsomt strøg Magdalena hende over det lettere rodede lysebrune hår, bange for at rykke sig for meget og vække hende.

”Jeg elsker dig,” hviskede hun og ønskede allerede, at hun kunne have sagt det, mens hun var vågen.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...