Jeg vil altid... hade dig!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2018
  • Opdateret: 9 mar. 2018
  • Status: Færdig
Luna lever en lang og sej kamp mod mobning. Hun lever med mobning. Og i mens alt bliver værre med mobningen, går det galt der hjemme

Til Movellas' talentshow audition

6Likes
7Kommentarer
1158Visninger
AA

18. Pernille

Kapitel 17.

Min mor og Mejse er taget hjem.
Der lyder en hul banken på døren til værelset.
”Kom ind”, siger jeg lavt.
Døren går op, og ind kommer en læge og hende, der må være Pernille.
”Hej, Luna. Du har besøg. 
Husk at besøgstiden slutter om en time”, siger lægen.
Han går ud igen.
Nu er kun Pernille og jeg på værelset.
”Hej”, siger Pernille forsigtigt med hovedet bøjet.
Hendes røde hår går hen over hendes ansigt, og dækker hendes øjne lidt.
”Hej, tak fordi du vil komme forbi”, smiler jeg. 
Pernille ser langt om længe op. 
Er det et lille smil, jeg kan se på hendes læber?
Det er det!
”Det er synd for dig, at de mobber dig. Jeg vil gerne hjælpe dig”, siger Pernille.
Hun kaster sit hår tilbage. Nu kan jeg se hendes mørkegrønne øjne bedre.
Det er dejligt at se en, der ikke render med 10 kilo makeup.
Pernille har slet ikke noget på!
Det eneste der er, er hendes grønne øjne og fregner.
”Er du okay?”, spørger Pernille og river mig ud af mine tanker.
”Øh ja, jeg er glad for at vi er blevet veninder”, siger jeg med et smil.
Pernille griner let af min kommentar. 
Er det et falskt grin? 
Nej, fordi hun smiler ret meget.
”Kommer du i skole på onsdag?”, spørger hun. Jeg tænker lidt. Det gør jeg vel?
”Det håber jeg på, det er dog ikke sikkert da lægerne ikke ved, hvornår de vil udskrive mig, for jeg skal jeg jo sidde i kørestol”, fortæller jeg så.
Jeg ser op på Pernille. Hun står lidt uroligt. Hvad sker der?
”Hvad sker der?”, spørger jeg lavt. 
Pernille står igen med hovedet bøjet.
”Det er bare, jeg er bange for at de også skal gøre noget ved mig. Du er min eneste veninde, og de mobber også mig, så hvordan skal jeg kunne gå i skole i morgen? 
Også hvis du ikke kommer onsdag er der 2 dage, hvor de kan gøre det”, siger hun sammenbidt.
Der er tavshed lidt.
Lige pludselig banker det på døren. 
Den går op og der kommer en læge ind.
”Så er besøgstiden ovre”, siger han.
Pernille læner sig ind over sengen, og giver mig et kram.
”Jeg skal nok komme igen snart, det lover jeg”, hvisker jeg i hendes øre.
Pernille mumler noget lavt, da jeg klapper hende blidt på ryggen.
Da hun retter sig op, har hun tårer i øjnene.
”Vi ses, Luna”, snøfter hun og går med lægen ud…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...