Jeg vil altid... hade dig!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2018
  • Opdateret: 9 mar. 2018
  • Status: Færdig
Luna lever en lang og sej kamp mod mobning. Hun lever med mobning. Og i mens alt bliver værre med mobningen, går det galt der hjemme

Til Movellas' talentshow audition

6Likes
7Kommentarer
1212Visninger
AA

9. Hospitalet

Kapitel 8.

Der er stille på hospitalsværelset.
På det hospitalsværelse ligger jeg i en seng.
Jeg husker stadig svagt.
”Er du okay, Luna?”, spørger min far der også sidder derinde
”Mhm”, mumler jeg bare. Min far nikker modstræbende.
Jeg kaster et hurtigt blik ned af mig selv. Eller. Så godt jeg nu kan. Mit øje er jo sygt hævet.
Mine håndled og ankler er bundet ind i bandager.
Lægerne har syet sårene på mine ankler og håndled. Derfor har jeg bandager på.
Jeg har været i ct scanner med mit hoved. Der var intet sket. Eller jo, min næse er brækket men ellers intet. 
Lægerne har sat en skinne på min næse.
Mit øje? Ja det er utroligt hævet, men der er ikke sket andet.
Ligesom jeg ligger i mine egne tanker, banker det på døren.
”Kom ind”, siger jeg. Døren går op.
Det er min mor og søstre. Der er også en læge.
”Luna, hvordan går det?”, spørger min mor. Hendes stemme ryster stadig lidt. 
”Fint nok. Jeg er bare stadig lidt chokeret”, siger jeg forsigtigt. Mest siger jeg det forsigtigt, for at min mor ikke skal blive mere nervøs.
Men det hjælper tydeligvis ikke.
”Er du sikker? Tror du ikke det er bedre, at jeg passer på dig? Ikke arbejder og sådan”, spørger min mor anspændt.
Med et suk ser jeg på hende. 
Mit blik signalerer til hende, at jeg ikke har brug for det.
”Okay så”, siger min mor så. 
For at skifte emne, vender jeg blikket mod lægen.
”Hvornår bliver jeg udskrevet?”, spørger jeg så.
Lægen kigger i sine papirer. Kigger nok efter, hvad der står omkring udskrivning.
”Øh altså. Efter hvad der står her, så bliver du udskrevet i morgen, men det kan nå at ændre sig. Alt efter hvordan din tilstand er”, fortæller hun.
Jeg sukker. Endnu en nat på hospitalet. Det er ikke ligefrem det jeg har mest lyst til!
Lægen kigger på mig. Det ligner, at hun har læst mine tanker.
”Vi er godt klar over, at det er svært for dig at være her, Luna. Men du er blevet voldsom forslået. 
Også skal vi være obs på den hjernerystelse du har”, siger hun. 
Hvorfor skal det være sådan? Jeg har det fint. Lidt ondt men ja.
Lægen går ud. 
Da hun er gået, rækker min mor mig min mobil.
”Husk, at du ikke må se på den for længe”, siger min far så.
Jeg nikker bare, og låser telefonen op.
Der er en ulæst Facebook besked.
Da jeg åbner den, ser jeg, at den er fra Anna.
”Du har ikke set det sidste til os. Bare vent, du er færdig!”, står der.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...