Jeg vil altid... hade dig!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2018
  • Opdateret: 9 mar. 2018
  • Status: Færdig
Luna lever en lang og sej kamp mod mobning. Hun lever med mobning. Og i mens alt bliver værre med mobningen, går det galt der hjemme

Til Movellas' talentshow audition

6Likes
7Kommentarer
1160Visninger
AA

14. Frihed... eller hvad?

Kapitel 13.

Klokken er 14:58. 
Jeg sidder til sidste time, og venter på klokken bliver 15:00, for der har vi fri.
Vi har tysk med en lærer, der hedder Sune.
”Luna, vil du ikke læse det højt, der står øverst på side 30?”, spørger Sune.
Det kan han godt glemme, jeg vil ikke læse op!
Hele klassen vil gøre grin med mig.
Lydløst ryster jeg på hovedet, og ser på uret.
30 sekunder til klokken ringer ud.
Forsigtigt lægger jeg tingene i tasken.
Endelig ringer klokken ud!
”Tak for i dag”, siger Sune.
Jeg tager min taske, og løber hen mod døren. Vil bare hjem!
Da jeg går med hurtige skridt mod udgangen, mærker jeg nogen stirrer på mig.
Først da jeg kommer ud i gården, vender jeg mig om.
Magnus, Sarah og Mathilde står foran mig.
Hvad laver de her?
”Nårh, lille møgso. Hvad tror du lige, at du skal?”; griner Sarah.
Altså, hvad regner de med? Hjem som alle andre vel?
”Øh, jeg skal hjem?”, svarer jeg undrende.
Sarah griner. Med et tager Mathilde og Magnus fat i mine arme.
De trækker mig hen mod brændeskuret.
”Hvad er det i laver?”, spørger jeg sammenbidt. Ingen svarer.
Jeg prøver at stride i mod, men jeg kan ikke.
Magnus og Mathilde er stærkere.
Da vi kommer over til brændeskuret, står der tre kendte ansigter.
Anna, Julie og Mathias. De tre fra min gamle klasse, der overfaldt mig.
”Hvad laver I her?”, spørger jeg lidt skræmt.
De andre kigger på hinanden. De smiler lumske smil.
”Det får du at se”, griner Sarah.
Idet hun siger det, kaster Magnus og Mathilde mig bagover ind i brændeskuret. 
Jeg falder bagover ned i en brændestabel. 
Lidt efter står de seks andre over mig.
”Nu skal du se, bitch. Du skal ikke komme og tro, du kan stikke af fra os uden konsekvenser”, siger Mathias.
Da jeg prøver at rejse mig, skubber Mathias mig ned og ligge igen.
Men til sidst lykkedes det mig, at komme op og stå.
Jeg løber væk fra dem. 
Da jeg har løbet et stykke, standser jeg forpustet op. 
Lige da jeg tror, de er væk, mærker jeg dem bag mig.
Med et får jeg et slag i nakken. Smerten tager til og mine ben knækker under mig.
Alt sortner for mine øjne, da jeg rammer jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...