Solen og Månen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2018
  • Opdateret: 23 mar. 2018
  • Status: Igang
Liane er besat. Hun er besat af en helt bestemt dreng, og hun kan ikke holde sig væk. Men det lærer hun hurtigt, at hun måske bliver nødt til.

1Likes
3Kommentarer
157Visninger
AA

4. Kap. 4

Med stikkende øjne betragter jeg maden, der ligger på tallerkenen foran mig. Radioen kører i baggrunden af mine forældres samtale. Jeg opgiver maden og tager min mobil frem. De gamle vil ikke opdage det. Patricia har skrevet. 

Hey søde, hvad tid kommer du?

Jeg stirrer med afsky på beskeden. Vi har aftalt at mødes efter aftensmaden. Jeg skal sove hjemme hos hende. Et rent helvede. Jeg har mest af alt, lyst til at se Kasper. Hvor er han mon lige nu? Går han ude i mørket? I kulden. Med sin hætte trukket op, så den dækker for hans korte hår. "Tak for mad," siger jeg, mens jeg rejser mig op. Mine forældre svarer ikke. Hvorfor svarer de aldrig? Jeg sætter tallerkenen i opvaskemaskinen og skynder mig så op på mit værelse.

Skal lige pakke. 

Skriver jeg til Patricia. Så smider jeg telefonen på sengen og står lidt i midten af rummet. Jeg lukker øjnene og kaster hovedet tilbage, imens jeg åbner munden, som når man skriger, men der kommer ingen lyd ud. Jeg prøver at trække tiden så meget ud som muligt, men det kan jeg ikke gøre for evigt. Med slappe bevægelser kaster jeg tøj, mobil oplader, høretelefoner og toiletsager ned i en stor, rosafarvet taske. Jeg har sovet hjemme hos Patricia mange gange, så jeg har min egen dyne og pude derover.

Jeg ser ud i haven. Det sner kraftigt. Hele græsplænen er dækket af et blødt, hvidt tæppe. Jeg forestiller mig, at jeg står derude sammen med Kasper. Vi kaster med sne efter hinanden og ødelægger dermed det smukke, hvide underlag, men vi er ligeglade. Mit syn bliver afbrudt, da jeg ruller de sorte gardiner ned. Jeg kaster den rosafarvede taske over skulderen, tager overtøj på og træder ud af hoveddøren. Uden at sige farvel til mine forældre, cykler jeg igennem de mørke gader. Det nye lag sne på vejene, er ikke blevet færdigt endnu, så jeg cykler ikke specielt hurtigt, men jeg ville ikke have det på nogen anden måde. 

Min næse er sikkert blodrød lige nu. Ligesom mine ører. Der er ikke en sky på den sorte nattehimmel, der bliver lyst op af tusindvis af stjerner. Jeg får øje på en bestemt stjerne. Den lyser kraftigt. Den stjerne er måske død. Måske ser jeg på noget, der ikke er der, for der går lang tid fra når en stjerne dør, til man ikke kan se den længere. Fascinerende. Jeg når til en stor vej med en cykelsti, hvor sneen allerede er blevet fjernet. Den kolde vind pisker mig i ansigtet. Jeg slipper styret og spreder armene ud. Der er ingen biler eller cykler i nærheden. Så lukker jeg mine øjne tæt i og flyver. Letter fra jorden og flyver op til rummet. Til stjernen der måske ikke er der. Til månen der lyser som en sol i den rolige nat og giver det os det lys, som lamperne på gaderne ikke kan. Jeg flyver væk fra det hele. Væk fra Patricia og klassen. Væk fra huset og det dyre tøj. Væk fra mine forældre. Væk fra Kasper. Nej. Ikke væk fra Kasper. Jeg vil ikke væk fra Kasper, hans mørkebrune hår og hans sjælfulde øjne. Jeg vil... "pas på!" jeg bliver trukket ned fra stjernen af et højt råb.

Jeg spærrer øjnene op og ser, at jeg kører midt ude på vejen. En bil dytter bag mig. Noget vælter ind i mig fra siden og slår mig af cyklen. Jeg lander på cykelstien, imens bilen kører forbi med skarpe lygter. På mirakuløst vis, lykkes det mig ikke at smadre min hovedskal imod det hårde underlag, men min arm vikler sig ind i sig selv og ender under resten af min krop. Cyklen lander tungt over mig. Lyden af bilens motor forsvinder, og der er igen stille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...