Solen og Månen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2018
  • Opdateret: 23 mar. 2018
  • Status: Igang
Liane er besat. Hun er besat af en helt bestemt dreng, og hun kan ikke holde sig væk. Men det lærer hun hurtigt, at hun måske bliver nødt til.

1Likes
3Kommentarer
154Visninger
AA

1. Kap. 1

Han går på det snedækkede fortov. Hænderne stukket godt ned i lommerne og hætten trukket op, for at beskytte sig imod den isnende kulde. Der er en vis uhyggelig aura over ham. Jeg iagttager ham på afstand omme bag ved et stort træ. Han fløjter, det hører jeg tydeligt. Snefnuggene falder som små iskrystaller ned på ham. Jeg har altid elsket snefnug. Tanken om at ikke to er ens, er fascinerende. Det er ligesom med mennesker. Ikke to er ens. Man kan godt være identiske tvillinger, men der er altid en lille forskel på dem. 

Det er netop det jeg tænker på, da han passerer det træ, jeg står bagved. Jeg gisper og skynder mig at vende om og løbe. Har han mon set mig?

Det er bældragende mørkt, som er der blevet trukket et stort mørklægningsgardin for hele verdenen. Ikke engang månen er at skue på den sorte nattehimmel. Med ét bliver jeg nervøs og ser mig omkring. Det eneste jeg kan nogenlunde se, er omridsene af høje træer rundt om mig, og jorden jeg står på. Jeg har absolut ingen idé om, hvor jeg befinder mig. Jeg var blevet så bange, da han nærmede sig mig, at jeg bare var løbet i en tilfældig retning. "Hallo!" råber jeg. Der er ingen, der svarer. Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med. Jeg tager min mobil ud af jakkelommen. Heldigvis har den 78 procent strøm. Klokken viser 02:46, og jeg skutter mig ved tanken om, at jeg er ude så sent. At han er ude så sent. Jeg går ind på Google maps i håbet om at blive klogere på min placering. Appen loader, men der dukker ikke noget op. Ingen forbindelse."Pis også," bander jeg. Jeg prøver at tænde lommelygten på mobile, men lyset er svagt, og hjælper ikke meget.

Jeg har ikke lyst til at ringe til nogen, for de vil nok undre sig over, hvad jeg laver udenfor midt om natten på en hverdag. Eller hver-nat. Jeg fniser over min egen dårlige vittighed. Trangen til at se ham, havde sneget sig ind på mig midt om natten, og jeg ved, at han altid er ude på den her tid om natten. Man kan godt sige, at jeg er en slags stalker, men det er jo ikke sådan, at jeg forfølger ham til hans hjem. Det har jeg kun gjort en gang. 

Jeg bliver mere og mere nervøs. Om jeg skal blive ved med at gå og sandsynligvis fare endnu mere vild, eller vente her til det bliver lyst og sikkert fryse ihjel, kan jeg ikke blive enig med mig selv om. "Hallo!" som et forsinket ekko lyder en dybere og mere buldrende stemme end min egen imellem træerne. "Hallo? Kan du hjælpe mig?" råber jeg, usikker på om det er en god idé at bede om hjælp fra en fremmed midt om natten. "Hvor er du?" spørger stemmen. Jeg retter min stadigvæk tændte mobil-lommelygte imod retningen, hvor stemmen kommer fra. "Kan du se lyset?" spørger jeg. "Ja," stemmen nærmer sig. En pludselig panik rammer mig. Hvad hvis han var farlig? "Hvem er du?" stemmen griner ad mit spørgsmål. "Du kender mig ikke." "Måske gør jeg," min stemme ryster. En gren knækker et sted foran mig, og jeg kan tydeligt høre fodtrin. Nu kan jeg se en skikkelse foran mig. Mit hjerte banker hurtigt imod mit bryst. Skikkelsen har en hætte på. "Det tror jeg ikke, du gør," griner han. Pludselig mærker jeg en stikkende smerte i siden af mit hoved, da noget tungt og hårdt rammer det. Jeg skriger per refleks, men så bliver alt sort for mine øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...