Gaia

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 feb. 2018
  • Opdateret: 11 apr. 2018
  • Status: Igang
""Når man kommer fra intet, så er det ikke altid værd at drømme". Det var i hvert fald sådan mor sagde til mig, men det stoppede mig ikke". Denne fortælling handler om 16 årige Gaia, som drømmer om noget bedre. Går hendes drømme i opfyldelse? Læs med for at få svar.

4Likes
1Kommentarer
354Visninger

2. -

Året er 2004.

Kreativitet, siger du. Lav dine lektier, siger du. Jeg har så meget at lave, siger du. Har du nogensinde prøvet at have så mange bolde igang, at du glemmer hvilke bolde du har oppe i luften? Det er min hverdag. Min mor kæmper for at få en hverdag for os til at hænge sammen, men vi skal begge yde vores. Der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på Amir. Når jeg sidder i klassen og kigger på de unge mennesker, som klager over alle deres problemer. Men de har både en mor, far og et anstændigt hjem. Mig? Jeg har lort helt op til hovedet. Jeg føler mig begravet. Jeg føler jeg ikke kan komme ud af det her. En form for fangeskab. Mor vil så gerne have jeg kommer ud i noget bedre, derfor har hun investeret i mig og min fremtid. Siden jeg har været helt lille har jeg sunget. Vi snakker ikke bare helt almindelig pop-musik, men nok nærmere over i noget klassisk opera. Så undrer du dig nok over "Hvordan kan en 16-årige synge opera?". Det kan jeg heller ikke. Jeg øver mig hver dag. At dygtiggøre sig kræver en form for gå på mod. Hvis man ikke har det i sig, kommer man aldrig længere end hvor man er. 

"Gaia?". Jeg retter mit blik mod Theo, som kigger undrende på mig.

"Undskyld, jeg faldt vidst lidt i staver"

"Ja, det siger du ikke". Hele klassen sidder og kigger på mig. Jeg kan mærke hvordan jeg synker længere ned i stolen af ydmygelse. "Hvor længe var jeg væk Theo?" hvisker jeg. "Et godt stykke tid, Merethe råbte i hvert fald dit navn op en del gange, don't worry about it" siger han og smiler skævt. Inden du begynder at undre dig over hvem denne Theo er. Så er han nok skolens mest flotte fyr. Alle piger har den drømmefyr, som har det mørke bølgede hår, det skæve smil med de kridhvide tænder og den mest fantastiske kropsbygning. Høj og slank, men ikke for slank for der er nemlig de store og detaljeret muskler indenunder trøjen. Jep, det er næsten sådan Theo ser ud. Theo er ikke dansk. Hans familie flyttede fra Manchester, England da han var omkring 10 år. Han var der for mig da Amir døde. Nu tænker du måske, har du ingen pigevenner Gaia? "Venner" er nok ikke ligefrem det jeg ville kalde dem. Jeg snakker selvfølgelig med pigerne i klassen, men deres type passer ikke sammen med min. Jeg har aldrig gået op i mit udseende. Mit hår ser ud som da jeg stod op om morgnen, mit ansigt er helt bleg uden al make-uppen og tøjet er bare blevet kastet hurtigt på. Pigerne her ser ud til de stod op klokken 5 for at lægge det perfekte make-up ansigt. Jeg har aldrig forstået hvad det er der driver dem til at gøre det. De er alle så smukke, selv uden make-uppen. "GAIA!" Merethe kigger surt på mig. Hendes blik skærer mig i øjnene. "U-undskyld..." Fuck. Ud af øjenkrogen kan jeg se at Theo griner lydløst af mig. Vi får øjenkontakt, og vi bryder begge ud i latter. Hele klassen kigger undrende på os, men de hopper også på grinevognen. Man kan se hvor frustreret Merethe er. Hun er næsten ligesom et damplokomotiv. Hvis man kigger godt efter kan man se røgen som fyr uden af ørene. 

 

"Nå, det var da en sjov time" siger han og puffer sin skulder mod min. "Hvor er du bare sjov, Theo" siger jeg og puffer igen. "Det troede jeg du allerede vidste" han bryder ud i latter. Jeg fnyser og rynker på næsen, "så det mener du?"

"Jeg er da helt sikker på jeg er den sjoveste af os to i hvert fald"

"Det ville jeg nu ikke være så sikker på, det var da mig der fik klassen til at grine" jeg puffer til ham.

"Ja, fordi jeg grinte af dig, tosse". Han retter på sin taske og stopper op. "Hvad skal du nu her? ". Hele hans ansigt gik fra at være et stort smil til at være seriøs. "Øhm, ikke noget mener jeg da. Hvorfor så seriøs pludselig?" jeg giver ham et puf med hånden, hans krop reagerer ikke rigtig. Han er som en klippe. "Så synes jeg vi skal være sammen". Hele hans seriøse ansigt får mig til at bryde ud i latter. "Gider du stoppe med at se så seriøs ud, helt ærligt altså" jeg bliver ved med at grine og går videre. "Gaia, vil du ikke være sammen med mig i dag?". Jeg vender mig om og ser at han stadig står stift der.

"Hvad er der med dig?" 

"Jeg vil bare gerne hjem til dig i dag"

"Theo du ved g-"

"Ja, Gaia det ved jeg, men det er 4 år siden det skete. Det er ikke en grund til at holde mig fra at komme hjem til dig". Han kigger så seriøst på mig. 

"Theo j-jeg kan ikke". Jeg vender mig om og går. Vinden er kølig. En hånd lander på min skulder og får mig vendt om. Inden jeg ved af det slår Theo sine læber mod mine. Jeg føler mig kejtet på måden vi står på. Jeg prøver at lade min krop nyde øjeblikket, men det stikker i hjertet. Jeg trækker mig væk fra ham og vender mig om. "Gaia undskyld...". Stilhed. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...