Gaia

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 feb. 2018
  • Opdateret: 11 apr. 2018
  • Status: Igang
""Når man kommer fra intet, så er det ikke altid værd at drømme". Det var i hvert fald sådan mor sagde til mig, men det stoppede mig ikke". Denne fortælling handler om 16 årige Gaia, som drømmer om noget bedre. Går hendes drømme i opfyldelse? Læs med for at få svar.

4Likes
1Kommentarer
359Visninger

1. Prolog

Det er nok svært at forstille sig en Gudinde i menneskeform, sådan havde jeg det i hvert fald. Min mor fortalte altid, at mit navn kommer fra en Gudinde ved navn Gaia, hovsa det er jo mit navn. Gaia var i følge de græske mytologier jord og modergudinde. Hun opstod ved kaos, ligesom jeg. Min mor har altid været helt vild med de græske guder og gudinder, så det kom ikke som en overraskelse at hendes første fødte skulle døbes en gudindes navn. 

Mor var kun 17 år da hun fandt ud af, at hun ventede mig... Det var min far ikke glad for, han valgte at skride og efterlade hans gravide kæreste bag sig. I det hele taget var min fødsel et stort kaos - altså ligesom Gaia (gudinden) kom fra Kaos. Mine bedsteforældre ville ikke støtte min mor, hun stod på bar bund. En abort var ikke en mulighed i hendes øjne, hun vidste at det barn som langsomt voksede inde i hende ville være det eneste hun ville have tilbage, så hun valgte at beholde barnet - mig. 

Eftersom min mor blot var 17 år da hun blev gravid med mig, og fødte mig da hun var 18, så nåede hun kun lige at afslutte gymnaiset. I mellemtiden havde hun et arbejde i et supermarket, det gav ikke særlig mange penge men noget gav det jo. Det eneste sted hun kunne finde os et sted at bo, var i en forfalden lejlighed i ét af byens dårligeste kvarterer. Jo tættere hun kom på termin, jo hårdere blev det også for hende at afslutte gymnasiet og tjene penge. Så kom tiden. Hun nåede kun lige at få huen på, og så afsted mod hospitalet hvor hun efter 4 timer sad med en lille pige i sine arme. "Hvor er hun smuk". Hun har altid sagt at jeg er hendes mirakel, hendes redning. Selvom jeg tog det meste fra hende, så var jeg hendes redning... 

Som barn løb jeg op og ned ad opgangen til lejligheden. Min bedsteven var Amir. Hans familie var flygtet fra Tyrkiet. Amir var to år ældre end mig, så jeg beundrede ham og hvordan han havde sådan et selvsikkert kropssprog. Ham og hans familie var nogle af de sødeste mennesker jeg kan huske fra min barndom. Huske ... Amir kom ud i noget bøvl med nogle af banderne i ghettoen som ikke lå så langt fra vores lejlighed. Han var blot 13 år da det skete. Familien manglede penge til at forsørge sig, derfor måtte alle ofre noget... og det gjorde Amir. Han døde den 15 August 1999, lige inden han nåede at blive 14. Det var ét skud der skulle til.

Lige siden barndommen er der sket en hel del... 

Læs næste kapitel for at komme frem i nutiden - 2004 altså. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...