Ukendte spor

Jeg har ingen ide, om sporene nogensinde ender. Men jeg ved, at jeg ikke er alene.

1Likes
3Kommentarer
54Visninger

1. "Hej"

Jeg blinker. Misser i sollyset. Det første jeg får øje på er trækronerne, som hvisler fredeligt langt over mit hoved. Det er et ret idyllisk syn. Jeg ligger bare der. Så retter jeg blikket ned af min krop. Jeg rejser mig op- eller, det er det jeg gør i mit hoved. Jeg bider tænderne sammen. Hvad sker der?! Jeg kan mærke hvordan panikken sætter ind. Min krop er lammet?! Jeg tager en dyb indånding. Så fokuserer jeg alt den kræft jeg har på min finger. Den vrikker en lille smule, og det motiverer mig til at lægge flere kræfter i. Jeg vrikker lidt mere indtil hele min hånd er fri. Min nakke er stiv og mine ben summer mærkeligt. Jeg stønner svagt og kæmper med at få gang i musklerne. Min arm er fri. Jeg lukker anstrengt øjnene et øjeblik og ånder ud. Så går jeg i gang med den anden arm. Det ender med at mine ben også får liv. Der går lidt tid, før jeg får kæmpet mig op at sidde. Jeg studerer omgivelserne. Jeg befinder mig et par meter inde på en større sti. Rundt omkring den er der træer. Mange, mange træer. Jeg kender den her sti. Sporene fra de skinner, der engang løb igennem er stadig synlige med en stribe af træ, der fortsætter længere ud. Jeg er midt i skoven. Jeg rejser mig op på mine ben og svajer lidt. Hvorfor er jeg her? Besvimede jeg eller sådan noget? Jeg kan ikke huske noget om, hvad jeg lavede, før jeg var her.

Jeg spejder fortvivlet ind imellem træerne og derefter fremad. Jeg må have været ude at gå en tur og så besvimet. Jeg holder mig til hovedet. Jeg føler mig nu også lidt svimmel. Jeg vender mig om. Det ville være dumt at fortsætte længere ud i skoven nu. Jeg begynder at gå, og instinktivt rækker jeg ned i min jakkelomme. Mine fingre trækker sig op, forgæves. Jeg roder i den anden. Så stopper jeg op. Hvor er min mobil?! Jeg går ikke nogen steder uden den. Jeg mærker på mine bukselommer, hvor jeg alligevel aldrig ville opbevare den. Så drejer jeg rundt om mig selv og stirrer ind mellem træerne. Er jeg blevet bestjålet? Uroen breder sig i mig, og jeg sætter farten op. Jeg tager et svagt sving og forventer at se den sædvanlige bro, der spreder sig henover indgangen til skoven. Men der er ikke nogen bro. Stien fortsætter. Jeg tager mig igen til hovedet. Jeg må have slået det hårdt. Jeg har bare kordineret vejen forkert. Mine ben sætter i løb. Men det er et usikkert og hårdt løb. Jeg falder over et af de træplanker der stikker vandret op af jorden. Jeg tager mig til hånden. Den dunker, og en dråbe blod løber ud fra en skramme. I et øjeblik ligger jeg bare der. Min hånd bløder meget nu. Jeg bander. Det må have været en skarp sten. Jeg dækker såret med mit ærme og knuger det hårdt. Det er først nu, det rammer mig, at der er uhyggeligt stille. Ikke nogen lyde fra de larmende biler fra den store vej ikke så langt fra skoven. Ikke nogen flyvemaskiner. Den summende lyd af byen er også væk. Blodet dunker i mine ører højere end nogensinde før, og trods den påtrængende sommervarme skutter jeg mig af gåsehud. Jeg krummer mig sammen midt på stien.

Jeg ved ikke hvor lang tid, jeg har ligget her. Der har ikke været et eneste tegn på liv. Hvorfor føles min krop så mærkelig? Jeg lytter til min egen vejrtrækning. Bare lige for at være sikker på den er der. Vinden suser i træerne og noget pusler i skovbunden. Jeg vender hovedet med et ryk og spejder ind mellem træerne. Så dukker en lille sort fugl op. Jeg studerer den, imens den hopper rundt og roder i jorden med sit lille næb. Jeg åbner munden og hvisker et lille: ”hej”. Den tager ikke nogen notits af mig. Så spreder den sine små vinger og før jeg ved af det, er den væk. Jeg kigger op mod trækronerne, mens jeg holder om min dunkende hånd. Jeg bider mig i læben og sætter mig halvt op. Det er da, jeg hører: ”Hej”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...