Lyden af ekko

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 mar. 2018
  • Opdateret: 24 apr. 2018
  • Status: Igang
Man siger, at når modsætninger mødes opstår der sød musik. Men er det nu også sandt?
Da et nyt skoleår starter, finder to piger hinanden. Agnes og Echo har blot en enkelt ting til fælles. Ingen af dem føler, de passer ind noget sted. De er ensomme og mangler en plads i samfundet. Derfor må de holde godt fast i hinanden, men det er svært, når man bliver trukket i fra alle sider.


8Likes
14Kommentarer
571Visninger
AA

4. Kapitel 3// Når alkohol er vejen frem

 


Kapitel 3

Lørdag

Hvorfor fanden skulle han også gå ud i dag? Lørdagen var den eneste dag, hvor jeg normalt kunne være mig selv. Men hvad havde jeg også regnet med. Han satte altid sig selv i første række. Altid!
”Summer!” Råbet kom nok ud en del højere, end jeg havde regnet med . Så højt, at hun sikkert kunne høre det igennem to døre.

Jeg vidste ikke, hvad mine forældre havde haft imod os. Der er så mange smukke pigenavne, og så valgte de Echo og Summer. Min stakkels lillesøster måtte da blive drillet i skolen.

”Jaaa?” Hun var hurtigt kommet rendende, og da jeg så væk fra mit vindue, havde hun stukket hovedet ind på mit værelse. Hendes brune hår var sat op i en høj hestehale, og de grønne øjne så nysgerrigt på mig. De øjne jeg var så misundelig over. Selvfølgelig havde hun fået vores mors. Min mor havde ikke efterladt mig en skid.

”Far er gået ud, så jeg passer dig i dag” Jeg gad ikke fortælle hende, at far bare var gået ned på den lokale bar. Klokken var kun 15.00, og han sad allerede i det lurvede lokale med en øl foran sig.

”Yay! Skal vi så gå ud på legepladsen?” Summer var hurtigt trådt helt ind på værelset, og lukket døren efter sig. Lige det jeg hadede, når hun gjorde. Det var mit private sted. Min far fik heller aldrig lov til at komme indenfor i ret lang tid af gangen.

”Ej, det gider jeg altså ikke. Kan vi ikke bare se noget tv?” Jeg var hurtigt begyndt at pille ved mit ene ærme, da jeg mærkede usikkerheden i kroppen. Hvorfor skulle hun også stirre så meget på mine ting? Godt nok var hun kun ti, men jeg følte stadig, at hun dømte mig.

”Jo joo” Summer rullede kort med øjnene, hvilket uhyggeligt meget lignede det, jeg plejede at gøre.

”Hey! Det der er ikke pænt” Med en strakt pegefinger pegede jeg mod hendes øjne. Jeg var nærmest blevet hendes nye mor, og derfor måtte jeg også opdrage lidt på hende. Når min far ikke tog en skid ansvar, så måtte jeg gøre det.

”Men du gør det jo hele tiden af far” Hendes stemme var overraskende munter. Som om jeg ikke lige havde rettet på hende. Da hun trådte hen ved siden af mig, så hun mod de mange kaktusser i vindueskarmen.

”Hvorfor har du overhovedet så mange? De er ikke pæne” Summer havde altid været utrolig ærlig. Der kunne man vist godt se, at vi var søskende. Vi manglede begge et filter.

”De kræver ikke, at man vander dem særlig ofte” Rigtige blomster var en alt for stor commitment. De ville dø på få dage, men kaktusser, se de var fede. Desuden kunne de stikke ens fjender, og det havde jeg stor respekt for.

Jeg slog mit blik væk fra hende, og lod dem i stedet løbe rundt på det lille værelse. Min seng var faktisk redt i dag, hvilket var et sjældent syn. Mine longboards stod tæt ved sengen. Det eneste skateboard jeg ejede lå til gengæld på sengen. Mit smil voksede, da jeg så guitaren på væggen. Min baby.

”Kan vi godt se ramasjang?” Jeg kunne ikke stå for de store bedende øjne. Det var som at se min mor igen, og derfor nikkede jeg. Da hun tog min hånd, mærkede jeg stenen om mit hjerte. Hvorfor gik far glip af det her? Summer havde brug for sine forældre, men i stedet endte hun med sin storesøster, der egentlig hellere ville være ude.

Da vi nåede stuen, hoppede hun op på den store brune sofa, der nok trængte til at blive støvsuget. Hendes øjne var allerede rettet mod skærmen, mens hun prøvede at finde ud af, hvilken knap hun skulle trykke på. Min opmærksomhed var dog på sofabordet. Det var da også utroligt! Med hurtige bevægelser var jeg henne ved bordet, og begyndte at samle de forskellige tomme dåser op. Efter det sad vi i sofaen sammen. Summer med hovedet på min mave, men så hun alligevel kunne se fjernsynet. Selvom det var hyggeligt, kunne jeg ikke finde ro i kroppen. Var vores far okay? Jeg var godt klar over, at han sikkert bare sad og drik, men alligevel kom nervøsiteten. Usikkerheden voksede, hvilket resulterede i, at jeg tjekkede min telefon hele tiden. Hvad nu hvis han skrev, at han havde brug for hjælp? Mit hoved føltes lidt som om, det skulle eksplodere af tanker.

”Echo! Echo!” Det var først, da jeg mærkede Summers små hænder nive mig i armen, at jeg så hen på hende.

”Du er underlig igen” Blikket var bekymret, og derfor slog jeg mine øjne ned på de rystende hænder. Jeg havde knap nok bemærket, hvor hurtigt mit hjerte egentlig bankede. Efterhånden var jeg så vant til det, da det skete oftere og oftere. Normalt kunne jeg bare skjule det, men ikke nu. Summer kendte mig for godt.

”Det er lige meget. Bare se videre” Med et fremtvunget smil strøg jeg hende henover håret. På få sekunder var bekymringen forduftet, og hun så igen tilfreds mod fjernsynet. Godt underholdt af de mærkelige tegneserier. Vi fortsatte sådan, selvom jeg ikke fik det bedre. Da klokken blev 17.00 skubbede jeg hende væk, og kom på benene. Hun skulle ikke se mig hyperventilere, det ville bare gøre hende utryg.

”Summer, jeg er nødt til at gå lidt, okay? Du kan komme ind til Karoline inde ved siden af. Så kan du lege med hendes døtre” Hun virkede egentlig ikke utilfreds, men nikkede bare hurtigt.

”Tror du, de er hjemme?” Helt uden at tænke over det, førte mine ben mig ind på mit lille værelse. Mens jeg rev læderjakken til mig, og iførte mig de sorte støvler, fik jeg svaret:
”Du kan bare gå derover og spørge!” Jeg måtte råbe det over skulderen, mens jeg endelig fik lukket skoene. Jeg skulle bare ud, ud fra denne indelukkede mørke lejlighed og væk. Bare så jeg kunne trække vejret, og glemme min åndssvage far. Glemme savnet over min mor, og i stedet mærke alkoholen i blodet. Det var det eneste, der kunne få mine nerver til ro. Få mig til at glemme det hele.

Jeg smækkede hoveddøren højt efter mig, og da jeg så til venstre, kunne jeg lige skimte min lillesøster. Hun vinkede til mig, inden døren blev lukket. Da jeg løb ned af trappen, sendte jeg Karoline en lille tanke. Det var skønt, hun tog sig så godt af Summer.

Det røde Kvickly-skilt blinkede svagt, men jeg bemærkede det ikke rigtigt. Jeg havde en mission. Vin, og så mod mosen. Der kunne man nemt cykle til, og der var næsten aldrig nogen mennesker. Kun ældre par der luftede deres hunde. De sagde aldrig noget til mig, så der kunne jeg få fred.

Jeg var lige ved at snuble over de mange kurve, og jeg kom til at bande lavmælt. Hvorfor skulle der også være så forbandet mange mennesker i Kvickly? Okay, måske var det eftermiddag på en lørdag, men stadig. Det var pisse irriterende.

Mine ben bar mig nærmest automatisk hen mod afdelingen med vin. Som om de havde deres eget liv.

Det var der, jeg bemærkede hende. Hun stod foroverbøjet ved køledisken, men hun kunne stadig ikke nå. Kødet lå for langt væk, og derfor stod hun på tæer. Uden at tænke over det, lagde jeg hovedet på skrå. Betragtede hende i stilhed. Hendes lange hår faldt ned i hendes ansigt, og kjolen var kravlet en smule op. Jeg havde endnu ikke set hende i bukser.

Uden at tænke over det, fik mine fødder mig til at gå tættere på hende. Min hjerne samarbejdede ikke med fødderne, da jeg ikke ville derhen. Jeg skulle jo bare have noget vin, og så videre væk.

”Skal du have hjælp?” Alligevel endte jeg med at tale til hende. Jeg ville nemt kunne nå kødet, da jeg var mindst 10 centimeter højere.

”Hej!” Hun havde vist ikke opdaget mig, da øjnene var fuld af forbavselse. Men smilet var ikke til at tage fejl af. Det voksede sig hurtigt frem, så hun blottede de hvide lige tænder.

”Tak” Lynhurtigt havde jeg fået hevet det op, og rakte hende kødet.

”Jeg spiser ikke engang kød, men mine forældre vil stadig lave det” Hun lo svagt, og det smittede hurtigt. Jeg havde ikke grinet hele dagen, men nu kom det naturligt.

”Hvorfor laver I det så stadig?” Hun virkede da til, at være i en rigtig kernefamilie. Hvor de altid lyttede til hinanden. Sådan havde det i hvertfald virket ud fra huset.

”De vil stadig gerne have det. Men jeg spiser bare grøntsagerne i stedet” Hun så kort ned på kødet, og skar for sjov en lille grimasse.

”Men hvad skal du så købe?” Med hovedet let på skrå, kiggede hun mod mine tomme hænder.

Mit hjerte satte automatisk lidt op i fart, da følte hun ville dømme mig. Jeg ville ikke have, at hun troede jeg var alkoholiker eller sådan noget.

”Bare noget vin. Jeg vil tage ned i mosen og sidde lidt. Du ved, tænke over livet, og hvordan man slipper ud af denne lorte by” Hvorfor jeg pludselig sagde alt det, forstod jeg ikke. Aldrig før havde jeg fortalt nogen om mit skjulested. Men alligevel svarede jeg hende ærligt.

”Det lyder hyggeligt. Er det bare dig eller?” Mine øjne løb kort ned på hendes underlæbe, som hun usikkert bed ned i. Hun virkede også lidt nervøs.

”Ja, bare mig. Medmindre du vil med” Det var sagt mest i sjov, og derfor sendte jeg hende et lille smil efterfølgende. Hun skulle jo hjem til sine forældre. Måske en søskende også.

Hendes pande rynkede svagt, og hun betragtede det røde kød lidt. Det virkede som om, hun havde en indre diskussion med sig selv. Det var sødt. Hun virkede så uskyldig og fin sammenlignet med mig.

”Er du sikker på, du vil have mig med? Det er okay, hvis du bare siger det for at være sød"

”Du må gerne komme med” Ordene fløj ud af min mund en anelse for hurtigt, og hendes smil voksede derfor lidt. Min ivrighed havde gjort hende rolig. I stedet for at sige noget, smed hun bare kødet tilbage i køledisken.

”Så lad os finde den vin” Hun fnisede dæmpet, hvilket gav hende et endnu mere ungt udtryk, men det klædte hende.

De fleste ville sikkert spørge ind til hendes forældre. Men fuck det! Agnes var en stor pige, og kunne tage sine egne beslutninger.

”Hvis den er billig, så er den god! Det er min livsfilosofi” Agnes grinede bare over mig, inden hun med sammenknebne øjne kiggede på de forskellige flasker.

”Vil du høre min livsfilosofi?” Mens jeg hev en tilfældig flaske ned, nikkede jeg hurtigt. Selvfølgelig ville jeg det.

”Hvis flasken er pæn, så er den god” Svaret fik mig til at grine højere end før, og jeg rystede svagt på hovedet over hende.

”Hvad er det for noget lort at sige. Man skal aldrig dømme en flaske på dets udseende” Det var ment i sjov, og hun rakte derfor bare barnligt tunge af mig.

De to billigste flasker havnede i vores hænder, og da vi var ude af butikken, følte jeg mig straks mere fri. Vinden ramte mit ansigt, og håret kildede mine kinder.

”Det er den vej. Kom” Vi hoppede på cyklerne, og trillede sammen ned af gaden. Agnes på sin fine lyseblå cykel uden en skræmme. Mig på min gamle sorte, der kom med beklagende lyde konstant. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...