Lyden af ekko

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 mar. 2018
  • Opdateret: 24 apr. 2018
  • Status: Igang
Man siger, at når modsætninger mødes opstår der sød musik. Men er det nu også sandt?
Da et nyt skoleår starter, finder to piger hinanden. Agnes og Echo har blot en enkelt ting til fælles. Ingen af dem føler, de passer ind noget sted. De er ensomme og mangler en plads i samfundet. Derfor må de holde godt fast i hinanden, men det er svært, når man bliver trukket i fra alle sider.


8Likes
14Kommentarer
544Visninger
AA

2. Kapitel 1// Når alt er nyt

 


Kapitel 1

Torsdag

De gik helt i takt. Venstre fod, højre fod. Jeg måtte småløbe efter dem, da jeg med mine 1.60 centimeter var et godt stykke lavere end begge piger.

”Nu håber jeg altså bare, at vores matematiklærer er bedre end i folkeskolen” Hele vejen hen til gymnasiet havde pigerne højlydt snakket om, hvor dårlig vores folkeskole havde været. Selvom jeg gerne ville deltage i samtalen, havde jeg intet at tilføje. Derfor lod jeg blot mine øjne skimme gangen, som jeg aldrig havde gået på før. Der vrimlede af mennesker, og der var en summen af stemmer. Man kunne næsten tage og føle på den anspændte stemning.

”Det håber jeg også, men nu skal der heller ikke så meget til” Maja satte i en latter, og Eva fulgte hurtigt trop. Pigerne var nærmest ét menneske, og så var der mig. Jeg var lidt ligesom de yderste blade på en rose. Stadig en del af blomsten, men aldrig en del af de røde blade i indercirklen. Aldrig helt speciel.

”Agnes, hvad synes du?” Da Eva henvendte sig til mig, så jeg hurtigt op på hende. Vi var nået til aulaen, så de var begge stoppet op.

”Ja, vores matematiklærer var dårlig” Jeg skyndte mig bare at erklære mig enig, da jeg ikke orkede at gøre dem fornærmede. Godt nok elskede jeg dem begge højt, men de kunne godt blive meget fintfølende til tider.

Maja sendte mig et tilfreds smil, inden hun som den første smuttede ind i den store aula. Eva fulgte efter, og til sidst mig selv. Der var allerede godt pakket med mennesker, og derfor prøvede jeg at holde mig tæt til mine veninder. Igen priste jeg mig lykkelig for ikke at være alene på den første dag. Det måtte være virkelig skræmmende, at skulle møde op uden at kende nogen.

Døren blev hurtigt lukket, men i stedet for at se forventningsfuldt op på scenen, lod jeg mine øjne glide rundt på de andre elever. Vi var de nye gymnasieelever, så jeg var nysgerrig efter hvordan de andre så ud. Det var der, jeg lagde mærke til hende. Mine øjne stoppede op, og endte med at ligge på hende i længere tid end ved det andre. Det mørke hår var sat op i en rodet hestehale. Sådan en frisure jeg ikke selv kunne bære, men som så godt ud på visse mennesker. Hendes øjne var rettet mod de slidte støvler, så jeg kunne ikke se øjenfarven. Det eneste af hendes tøj der ikke var mørkt, var den lange frakke. Den var grå og gik hende til knæene. Jeg følte mig pludselig så kikset i den mørkerøde strikkjole, jeg så omhyggeligt havde udvalgt i morges.

Maja havde vist fulgt mit blik, for hun lænede sig tættere på mig, så hun lavt kunne hviske:
”Hun virker godt nok dyster” Endelig vristede jeg mit blik væk fra pigen, og så op på min veninde. Da jeg ikke ville sige hende imod, nikkede jeg bare.

Eva åbnede munden for at sige noget, men blev afbrudt, da nogen rømmede sig i mikrofonen. Det var tid til at vores nye rektor, skulle holde tale.

”Velkommen til Gladsaxe gymnasium!” Folk begyndte at klappe, og jeg tog mig selv i igen at se hen imod pigen. Mens vores rektor fortsatte med at fortælle om reglerne på skolen, og hvordan det hele ville komme til at fungere, løftede pigen endelig blikket. Helt som om hun kunne mærke mit blik på sig. Da vi fik øjenkontakt, kunne jeg endelig se hendes øjenfarve. Jeg havde forventet, at de var brune, men jeg blev mødt af et par isblå øjne. De stod i stærk kontrast til det mørke hår og tøj. Hendes perfekt plukkede bryn steg op mod hendes pande, som om hun spurgte: ”Hvad glor du på?” Ikke vredt, men blot forvirret.

Efter jeg hurtigt havde slået mit blik ned, begyndte vores rektor at sige hvilke klasser der skulle gå hvor hen. Jeg var så koncentreret med at se væk fra pigen, at jeg knap nok hørte vores klasse blive nævnt. Så da Eva og Maja begyndte at gå, fulgte jeg bare med dem.

Som nogen af de første trådte vi ind i klasselokalet. Det var forholdsvis stort, men meget anonymt. Ingenting på væggene, mens bordene og stolene alle sammen var ens. De var dog blevet placeret i en cirkel, så alle kan se hinanden.

Vi satte os ved siden af hinanden, så vi kunne se mod døren. Langsomt begyndte vores nye klassekammerater at dumpe ned på stolene omkring os. Jeg opfangede godt, Eva og Maja hviske om alt muligt, men igen så registrerede jeg det ikke rigtigt. Min fulde opmærksomhed var mod døren. Jeg vidste ikke helt hvorfor, men på en eller anden måde håbede jeg, at pigen trådte indenfor.

Det gjorde hun bare ikke, så jeg måtte skjule min skuffelse, mens en af vores nye lærere bød os velkommen endnu en gang.

”Vi laver en lille navneleg, hvor man både skal sit navn, og så et dyr der starter med ens forbogstav” Læreren sendte os et strålende smil, der afslørede hendes hvide tænder.

”Og jeg skal nok starte. Jeg siger Karen kanin” Okay, jeg måtte indrømme, at den leg virkede en smule barnlig. Men den brugte man åbenbart stadig i gymnasiet.

Drengen ved lærerens højre side, skulle lige til at sige sit navn, da døren igen blev åbnet. 22 elever kiggede mod døren på samme tid. Det var hende. Hende jeg havde fået øjenkontakt med i aulaen lige før. Chancen for at vi skulle gå i klasse sammen var så lille, og derfor fik det mig til at smile let. Hun virkede anderledes.

”Jamen velkommen til” Karen kanin sendte pigen et frisk smil, inden hun pegede på den ledige stol ved siden af en høj pige, jeg ikke kendte.

”Tak. Jeg blev væk på vejen” Hendes hæse stemme var lav, og mens hun gik hen til sin plads var øjnene hele tiden rettet mod støvlerne.

Navnelegen gik i gang, og da det blev min tur, fik jeg lavt mumlet:
”Agnes And” Det lød lidt som Anders And, og derfor grinede få rundt omkring. Måske blev jeg smule stolt over, at bryde den akavede stemning.

Da vi nåede til hende, blev folk igen tavse. Der gik lidt tid, før pigen endelig fik sagt sit navn.

”Echo egern” Da hun tilføjede egern, rullede hun kort med de blå øjne. Jeg var vidst ikke den eneste, der fandt legen en smule åndssvag.

”Echo? Er det dit navn?” En bredskuldret fyr så med smalle øjne hen på pigen, vis navn jeg endelig kendte. Flere af drengene omkring ham begyndte at grine, men jeg forstod ikke hvorfor. Echo var da ikke et grimt navn, bare anderledes og på engelsk. I stedet for at sige noget, løftede Echo blot sin højre hånd og blottede sin langefinger for dem. Den sorte neglelak var krakeleret, og den fik drengene til at tie, samt Karen til at sige stop. Ingen udover mig selv virkede til, at have opdaget det. Echos hånd rystede voldsomt.

”William, nu taler vi lige pænt. Og Echo vi bruger ikke den finger herinde” Karen hævede kort stemmen, så vi også fik den lidt mere seriøse side af hende at se.

”Nej, den bruger hun kun derhjemme” Mumlede William, hvilket bare resulterede i endnu flere grin. Jeg havde lige håbet på, at eleverne ville være mere modne i gymnasiet. Men det virkede ikke til, at det var tilfældet med William og hans venner.

Vi fortsatte navnerunden. Efter den skulle vi lave diverse lege, så vi kunne lære hinanden bedre at kende. Det hele virkede akavet, og jeg havde mest lyst til at løbe skrigende bort. Jeg havde aldrig været god til, at lære nye mennesker at kende.

Da vi endelig fik fri og Karen havde forladt lokalet, hoppede en af Williams venner op på bordet.  

”Alle sammen! Jeg holder fest i morgen! Adressen kan I finde i vores klassechat. Jeg håber, at I alle sammen kan komme” Drengen hoppede elegant ned fra bordet, inden han fik gledet en hånd igennem sit tykke brune hår. Selvtilliden nærmest lyste ud af ham.

”Kommer I?” Jeg vidste ikke, om jeg ville komme alene. Det virkede en smule skræmmende.

”Ej, han er altså virkelig kikset. Jeg gider ikke med” Maja lagde beslutsomt armene over kors, mens hun kort skævede til de forskellige fyre. Ikke helt tilfreds med udvalget åbenbart. Jeg var godt klar over, at hvis Maja ikke kom, så gjorde Eva heller ikke.

”Skal vi så læse op på de nye lektier sammen?” Den ivrige tone var tydelig i Evas stemme. Maja skyndte sig med et smil at nikke til sin veninde. Ikke et sekund havde de overvejet at invitere mig med. Men det var okay, de glemte det bare.

”Tager du med til festen så?” Eva lagde en arm om min talje, inden jeg tøvende fik nikket som svar. Jeg ville ikke skille mig ud allerede. Hvis jeg ikke kom, ville folk sikkert tro jeg var mærkelig. Det gjaldt bare om, at være ligesom alle andre i klassen.

Mine øjne løb kort ned til hendes arm om mig. Det var ikke normalt, vi gjorde den slags, men det var meget rart. Så følte jeg mig lidt mere som en del af gruppen. Glæden var dog kort, da hun endte med at slippe mig og lægge den om Maja i stedet. Men sådan var det jo altid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...