Så let at være svært.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2018
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Igang
Det hele startede på Tinder. Følelsernes legeplads. Den seksuelle legeplads.
I dette tilfælde startede det med en aftale om fræk, fri og fugtig sex.
Hun var 47, han 35 og den umiddelbare tiltrækning var buldrende, bragende og bevidstløs.
Hun ville - han kunne ikke.
Hun havde børn - han havde ikke.
Hun kunne ikke - han ville.
Det stod klart for dem begge, at de aldrig ville kunne få hinanden.
Det stod klart for dem begge, at de ville fylde hver ledig dag, time og hvert minut op med en grænseløs intensitet, elskov, kælen hvisken, voldsom sex og med at falde de tusinder kilometre, som dybden af øjnene nu har.
Indtil..


2Likes
8Kommentarer
116Visninger
AA

1. JA'et i kirken.

 - Der lød et rungende JA i kirken.

Et klynkende ja. Et udtømmende ja. Et forløsende ja.

Hun klynkede - han klynkede.

De elskede i dette hellige minut, i dette hellige hus. Hvilket andet sted er det større at elske - elske med hinanden?   Alt blev stille, selv de polerede orgelpiber stod i dyb tavshed. Blanke og stive, som hans erigerede lem kort tid forinden havde gjort. Glitrede i solen, som hendes fugtige skød kort tid forinden havde gjort.

De havde forenet sig dybt, inderligt, tæt, varmt, tillidsfuldt, sanseligt, sanseløst, åndeløst og åndeligt i hurtige minutter i glemsel og glæde.

De flettede fingre løsnedes - de kyssende munde skiltes - det intense favntag opløstes.

De drillende øjne, drømmende øjne, kaldende øjne fastholdt hinanden i stoisk ro. Sang duet. Selv øjne har lyde hvis man lytter godt efter.

Sangen lød som rullestene mod kysten, som sandets hviskende flugt, som en tusindårs gletchers langsommelige vandring, som en aldrig uddøende vulkan, som urskovens dybde. 

 

 - De klædte hinanden på, som de havde klædt hinanden af kort tid forinden. Hans blide berøringer gav hende kuldegysninger. Hendes blide berøringer gav ham elektriske udladninger. To ugudelige i færd med at afslutte en guddommelig  elskov. To ugudelige som sneg sig ned ad trappen fra organistens hule. To ugudelige som åbnede den pludselig tunge kirkedør. To ugudelige som pludselig befandt sig ude.

 

 - De brast i hysterisk fnisen og lettet latter.  "Vi gjorde det sgu" brølede han "vi kneppede i kirken". Deres øjne flød over i spændingsfeltet mellem latter og gråd. Hun bifaldt "det tror jeg ikke der er ret mange andre der har gjort". De var nærmest ekstatiske. Hånd i hånd bevægede de sig væk, ivrigt pludrende og henrykt talende. Trissende i tavshed, smilende. Med stadig svedige håndflader virkede hele verden, den ganske tilværelse, lys og åben. De gik uden at kende vejen og uden at vide hvor de skulle hen. De gik i livet, uden planer om andet. Skulle alle og ingen steder hen - og det var i orden, for sådan var det. Måske gik der timer, for pludseligt var det mørkt og koldt. Om de skælvede på grund af kulden eller deres uudtømmelige trang til hinanden ved endnu ingen, og måske var det begge dele. 

 

 - De havde mødt hinanden på Tinder. Havde i løbet af de første 20 sætninger aftalt dato for deres sex-date. Sex og intet andet. "Fræk og uforpligtende" som de blev enige om. Han skulle overnatte. Så havde de god tid til at udforske hinanden og hinandens. Så havde de tid til ikke at haste. Så havde de tid til at holde pauser mellem alt det de gerne ville nå. Om det var det de hver især søgte ved heller ingen, og aller mindst dem selv. Da hun hentede ham ved bussen kom det, usagt, bag på dem begge hvor meget de allerede trængte til hinanden. Brændte efter hinanden. Hungrede. Det kom bag på dem begge hvor stor tiltrækningen mellem to fremmede kan være - som var de ikke fremmede, som havde de været elskende i livet før dette og endelig genfundet hinanden.

Knap inden for døren havde de flået tøjet af. Rullet sig lyksalige rundt i sengen, som kendte de hinandens kroppe, behov og særlige punkter til hudløshed. Sex, smil og sludder, som skulle de have indhentet noget der længe havde været forsømt. Som en adskillelse der havde varet for længe. De blev i sengen i hele det døgn som aftalen lød på. Et døgn. Et døgn er uendelig kort tid måtte de nølende erkende. I løbet af 5 minutter på et tidspunkt i det døgn, blev de samstemmende enige om datoen for næste møde. 

Han måtte afsted. Han måtte hjem igen, skønt ingen af dem havde lyst til at skulle skilles. Skønt de glædede sig ærefrygtindgydende til næste gang deres kroppe skulle forenes, så måtte han afsted. Han måtte afsted.

 

 - Hun var 47, han 35. Mens de var sammen, var det ikke noget nogen af dem tænkte over. Mens de var sammen var der harmoni og samhørighed. De morede sig i badet, i stuen, i køkkenet, i soveværelset.. Og i soveværelset igen.. De morede sig i hinandens selskab. Morede sig ved hinanden og sig selv. 

Men hun var 47 og han 35. For nogen ikke noget at tale om om. Ikke noget at tænke over hvis man virkelig ville hinanden. Kærlighed har ingen alder og alt det der. Men... Det har den. For årene mellem dem rummede alt det den ene havde og den anden manglede. Rummede måneformørkelser og solens forsvinden. Rummede liv og latter på to forskellige planeter i forskudte universer. Var det en fluktuation, et ryk i verdensrummet der gjorde at det aldrig kunne blive en forening af guddommelige dimensioner. Altopædende vildskab og kærlighed. Var det det der gjorde at de aldrig ville kunne sige "Jeg elsker dig" til hinanden, blot elske med hinanden. Virkeligheden synes så uvirkelig, når latter og hengivne støn fyldte rummet. Når lyden af solsortens klynkende, sprøde kald var øredøvende. Når den spindelvævstynde dans bladet udfører, mens en dråbe forlader det, var den største bevægelse i rummet. 

 

 - I halvsøvne lå de i de dvaske nattetimer tæt omslyngede. Klamrede sig til hinanden mens slangen krøb mellem dem. Klamrede sig til hinanden i en skinger illusion om evighed og lykke. En illusion om lyse nætter i skovens katedraler. Om livlige gløder i brændende bål. Om år, liv og død. En skinger illusion om at tiden kunne skrues frem for ham, og tilbage for hende og så gå i stå. Aldrig mere gå. Aldrig forandres. I en skinger illusion om aldrig at skulle skilles. Aldrig måtte tage endegyldig afsked.

Det er så let at være svært - det er svært at være let, når man véd at man aldrig kan få hinanden. Gerne at ville og ikke at ville. Modstridende liv. Modstridende ønsker. At vide at lykken vil slutte - vide det med grusom vished. Hvornår? Hvordan? Hvorfor? Kan man låne tid, når man kan leve, elske på lånt tid? Kan man aflevere det lånte tilbage? Til sig selv eller den anden? Og hvem har man lånt den af?

 

 - Men de elskede i kirken. Symbolet på kærlighed, på tilgivelse. Med budskabet om at elske sin næste. Med budskaber om straf, udstødelse og skærsild. Med forvisning om at en anden vil bære vores synder, og trøste os i vores sorg. Lytte til vores bønner.

De kneppede i kirken og fandt det pirrende. Fandt det udfordrende og uundværligt i deres higen efter det dybeste i hinanden. Det dybeste de kunne komme. I deres higen efter at nå uanede højder i deres ekstase, i deres trang til at svæve på drømmene. I deres higen efter at falde i et fald som ingen kendte dybden af, eller hvor længe varede. At lande et sted hvor alle sanser snor sig om hinanden og bliver den røde tråd, pejlemærket, galskaben, sammenhængen, indsigten, erkendelsen.

 - Deres øjne skiltes og de gik uden at vide hvorhen, men det var i orden, for det var sådan det var.

Govertz

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...