Ludox

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2018
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Igang
Juste Aldric blev født kort før det 20-århundrede, og allerede som 16-årig mødte han sit livs kærlighed; Madeline Bisset. Mens planer om at gifte sig blomstrede, blev Juste i 1916 sendt til fronten, hvor han skulle kæmpe i første verdenskrig. En fatal fejl blev årsagen til at ikke blot Justes deling død, men også hans egen. Eller det er i hvert fald hvad historierne beretter...

3Likes
9Kommentarer
414Visninger
AA

10. Seattle, WA - 2016

Jeg ved ikke hvordan sammentræffende bliver ved med at dukke op, men der er ikke tid til at tænke. Ikke på den slags i hvert fald. Jeg ser ud af det lille vindue. De er stadig igang med at undersøge stedet og skade de uskyldige der er tilbage. Ingen har deres opmærksomhed vendt mod døren. Jeg skubber den forsigtigt op og kravler ud, med Lucille bag mig, der heldigvis har fattet hvad vi skal. Vi sætter os mod disken, og jeg hiver halskæden frem fra under min hættetrøje og tager den af, for at gemme den i hånden. Beder hende om at strække pegefingeren, og jeg presser min pegefinger mod hendes.

 

“Når jeg siger 'nu', siger du ordet, på stenen,” hvisker jeg, for jeg ved, at lige så snart jeg aktiverer den, vil de vide det. Hun nikker og jeg tager en dyb indånding. “Nu.”

 

“Ludox!” siger vi i kor, og det er som om strøm går igennem luften og kreerer en lydbølge, der bliver sendt ud fra vores fingres berøring. Mærker hvordan magien fylder mig, og hvordan den tager over. Vi rejser os op samtidig og som var det helt naturligt, løfter jeg min arm og sender et lyn af lilla magi ud af min hånd. Jeg rammer et medlem af Klanen lige i ryggen og han falder til jorden med et højlydtbump. Vender min opmærksomhed mod de 10 andre medlemmer, og skyder så hurtigt jeg kan. En af medlemmerne sender et lyn efter mig, men jeg dukker mig i tidsnok til, at den rammer væggen bag mig. Hvordan har de overhovedet magi? Jeg hopper over disken, og skyder i alle de retninger jeg ser rødt. Lucille rejser sig bag disken og gør det samme. Lyn og elektricitet er i luften og det splintres i luften, som når et fyrværkeri eksploderer. Stole, borde, tallerkener og kopper, bliver ødelagt i takt med at kampen udvikler sig. Jeg sender et lyn direkte i hovedet på et medlem, der falder ned på det hårde gulv, blodet laver en pøl under ham. En flok på tre kommer hen mod mig, og jeg forsinker dem, ved at skyde dem ned. Problemet med at kæmpe mod andre, der har magiske kræfter er, at det tager længere tid at slå dem ihjel. De er hurtigere og det at affyre et lyn med hånden er noget anderledes, end at lade en pistol. Jeg hører Lucilles anstrengelses udbrud og et skrig, da hun bliver løftet op. Jeg vender mig rundt, og sender et lyn efter mandens ben og han falder til jorden. Hun sender et lyn i hans hjerte og han ligger helt stille. Hun vender sig mod de andre medlemmer, og sender lyn ind i deres kroppe, før hun springer væk fra et lyn, der var ved at ramme hende.

 

Jeg vender mit blik mod de tre medlemmer af klanen et øjeblik før, at et lyn er ved at ramme mig. Jeg når at dukke mig, og sender lyn i deres retning. Nogle forsinker dem, andre undviger det, men i sidste ende falder de om. Jeg løber over for at hjælpe Lucille med de to mænd, hun har på nakken, da jeg hører hans stemme bag mig.

 

“Der var du jo, Juste.”

 

Jeg vender mig mod Eric, som jeg ikke har set i årevis. Ikke siden jeg forlod England for snart 40 år siden. Han er ændret sig en del; blevet ældre. Han var selvfølgelig også kun 13, da jeg sidst så ham. Han sender et rødt lyn ud af håndfladen, men jeg ved ikke hvordan det er muligt; han har ikke Stenen og heller ikke en rune. Jeg dukker mig.

 

“Her er jeg,” svarer jeg og sender et direkte tilbage, som han undviger.

 

“Ung som altid,” svarer han med sin britiske accent og ler. Jeg trækker på skulderne og sender en række lilla lyn efter ham. Han blokerer dem og sender et par stykker tilbage. Jeg springer væk fra dem, før de rammer mig, og lander på jorden, mellem ødelagte stole og lig. Bruger bordet som et skjold og sender et lyn hen mod ham, som slår ham omkuld.

 

“Man kan ikke sige det samme om dig,” svarer jeg og rejser mig op. “Var det ikke på tide, du gik på pension? Eller det er måske ikke med i jobbet?”

 

Han ler hånligt og kommer op på fødderne i det sekund jeg har affyret et lyn. “Tiden er ikke uendelig for os alle sammen,” siger han og smiler skælmsk. “Medmindre du selvfølgelig giver mig Stenen.”

 

Jeg rynker brynene og holder halskæden frem. “Den her?”

 

Hans blik bliver begæriskt og han løber hen mod mig, og jeg tager et skridt til siden, så han ramler direkte ind i et bord, og ned på gulvet. “Jeg må sige, at jeg troede, at tiden ville have fikset din dumhed. Jeg må have taget fejl.”

 

Jeg begraver halskæden i min hånd igen, og bevæger hånden med kæden i en sidelæns bevægelse, før jeg peger hen mod ham. Hans krop bliver lammet og ligger helt stille.

 

Jeg løber hen til Lucille, der har gemt sig bag disken, hvor hun sender lyn efter de resterende to medlemmer. Jeg hopper op på en stol, videre op på disken, som jeg løber hen ad, mens jeg sender lyn direkte i hjerterne på dem begge to. De falder til jorden og jeg hopper ned ved siden af Lucille. Jeg hjælper hende op at stå, og da mine fingre strejfer hendes rune, brænder det. Jeg bider det i mig og siger i stedet: “Du klarede det godt.”

 

Hun smiler forpustet og udmattet. Vi står et øjeblik bare og kigger på hinanden, og det er som om, at alt det vi lige har været igennem, ikke skete.

 

“Hvem var ham du snakkede med?” spørger hun så og ser hen mod Eric, der stadig ligger helt stille. Jeg vinker det væk og går i stedet hen til ham. Det er for lang en historie. Jeg fjerner den besværgelse, jeg lagde over ham, og lægger et fast greb omkring hans hals. Besværgelsen bliver løftet og hans hænder klamrer sig om mine som det første.

 

“Nogle sidste ord?” spørger jeg. Jeg har ventet på denne dag længe. Den dag, hvor jeg endelig kan betale tilbage på alt det lort, han har forvoldt mig. Han ler og ryster på hovedet.

 

“Du vil ikke dræbe mig.”

 

“Og hvorfor tror du så ikke det?” spørger jeg og strammer mit greb.

 

“Fordi jeg har noget du vil have: svar.”

 

“Svar på hvad?”

 

“Det er jo op til dig. Det er dig, der skal stille spørgsmålet,” svarer han kækt og jeg strammer endnu engang grebet, mens jeg hæver min arm.

 

“Farvel, Eric,” siger jeg og skal lige til at affyre et lyn, da han stopper mig.

 

“Han har hende,” siger han hæst og jeg rynker forvirret brynene.

 

“Hvem har hvem?”

 

“Sebastian Mallowhere. Han er i live,” siger han og vrider sig under mit greb. “Og,” han er forpustet og kan næsten ikke få ordene frem. “Og han har hende.”

 

“Hende?”

 

“Madeline.” svarer han og alt i min verden går i stå.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...