Ludox

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2018
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Igang
Juste Aldric blev født kort før det 20-århundrede, og allerede som 16-årig mødte han sit livs kærlighed; Madeline Bisset. Mens planer om at gifte sig blomstrede, blev Juste i 1916 sendt til fronten, hvor han skulle kæmpe i første verdenskrig. En fatal fejl blev årsagen til at ikke blot Justes deling død, men også hans egen. Eller det er i hvert fald hvad historierne beretter...

3Likes
9Kommentarer
410Visninger
AA

7. Lautencliff Asylum, England - 1952

Remmene om mine håndled blev strammede. Mærkede hvordan de borede sig ind i min allerede ødelagte hud. Jeg gjorde modstand. Modstand, så jeg kunne komme fri. Blive fri. Fri for alle stemmerne i mit hoved, for de usynlige hænder på min krop og for den medicin, der gjorde mig groggy.

 

“Lig nu stille, Peter,” siger en stemme over mig, og mine øjne flakker hen på Dr. Lawson. Peter. Det var det navn, jeg brugte på det tidspunkt. Men de vidste selvfølgelig godt, at jeg løj. Det var derfor jeg var her. Så de kunne få nogle svar. Det skarpe lys, der blev vendt imod mig, gjorde det svært at se hans ansigt tydeligt.

 

“Jeg vil ikke mere!” råbte jeg af mine lungers fulde kraft, og det gav genlyd i hele rummet. Jeg hev i mine fastspændte arme og ben, for at komme fri. “Jeg vil ikke mere!”

 

Han tyssede på mig og nikkede til en sygeplejerske, der stak en nål ind i min arm, som fik hele min krop til at sitre. Hviskende stemmer omkring mig, fik mit blik til at flakke rundt, men jeg kunne ikke se nogen, udover doktoren og sygeplejersken.

 

“Ti nu stille!” råbte jeg og ønskede inderligt, at jeg kunne dække ørene til med mine hænder. “Jeg vil ikke mere!” Mine tænder skar mod hinanden af anstrengelse. Jeg vred min krop, i håbet om, at jeg kunne komme fri. Sved piblede frem på min pande og gled ned af mit ansigt, hvor de blev blandet med tårerne fra mine øjne. Medicinen, der blev sprøjtet ind i mig, fik mig modvilligt til at slappe af.

 

“Jeg vil ikke mere,” græd jeg og rystede langsomt på hovedet.

 

“Det ved jeg, Peter, men du kan gøre en ende på det her,” sagde Dr. Lawson. Han var ikke deres leder. Han var bare en del af deres plan. Deres plan om igen at blive den førende magt i verden. “Bare fortæl os hvor stenen er.”

 

Der er selvfølgelig ikke nogen, der husker deres styre. Efter Sebastian Mallowheres forsvinden glemte alle hurtigt de forgangne år. År med pinsel og terror. Mange mener, at det var Stenes skyld. Ludoxstenen. At da den forsvandt, forsvandt alle minder om dens eksistens. Det eneste, der er tilbage, er gamle dokumenter. Det skete mange år før jeg blev født, men jeg læste om den, efter jeg fandt den i skoven. Lawson blev rakt en kanyle. Jeg ved ikke, hvordan de fandt mig. Men de vidste, at jeg i de sidste 36 år af mit liv, ikke havde forandret mig spor. Ikke var blevet ældre. Selv troede jeg bare, jeg var skør - hvilket jeg var. Plaget af ikke eksisterende stemmer, fra dem jeg elskede, der nu ikke længere eksisterede.

 

“Fortæl os hvor den er!” råber Dr. Lawson. Jeg husker ham som en gammel, gråhåret mand. Jeg rystede på hovedet, og han stak mig en lussing.

 

“Aldrig!” råbte jeg tilbage, og han rystede skuffet på hovedet. Han bevægede sig væk fra det skarpe lys, og jeg kunne ikke længere se ham. Det skramlede i rummet, og lyden af metal mod metal spredte sig i rummet.

 

“Du er selv ude om det,” mumlede han og placerede to metalplader for mine tindinger, der føltes kolde mod min feberhede hud.

 

“Vær sød at lade være,” bad jeg grædende, men som sædvanlig lyttede han ikke.

 

“Skru’ den op på fire,” beordrede han en sygeplejerske, og jeg råbte gentagne ordet ‘nej’ for at få dem til at stoppe. Efter lyden af knap, der blev trykket på, mærkede jeg stødet gå igennem min allerede nedbrudte krop.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...