Lygtemændene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2018
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Igang
En rimelig syret historie om kærlighed. Den foregår i starten af det 21'ene århundrede (nutiden) og handler om Jonas, hvis forstyrrede mor har sat nogle livstruende forudsætninger for hans lillebrors og hans egen fremtid.

1Likes
3Kommentarer
58Visninger
AA

1. Udkast: Underboen

     Da mørket faldt på, løftede mor gulvtæppet, der skjulte lemmen i gulvet. Hun tog nøglen frem, som hun normalt havde liggende gemt et sted, hun aldrig ville fortælle mig.
     ”Det er for at passe på dig,” sagde hun til mig. ”De ting, der er nede i kælderen, er mors. Forstår du det?”
     Jeg nikkede.
     ”Og det er farligt. Du må aldrig tage noget af det.”
     ”Jeg ved det,” svarede jeg.
     Jeg vidste godt, at det var farligt. Jeg havde selv set hende, når hun udsatte sig selv for de vågne drømme. Når hun åbnede døren mellem den ene virkelighed og den anden. Og jeg havde set, hvad der gemte sig i kælderen.
     Hun smilede og klappede mig på kinden. ”Det er godt, lille dreng.”
     Så drejede hun nøglen om i låsen og løftede den tunge lem op. En sær, tør lugt steg op fra mørket, som om alt dernede var visnet til støv. Mor steg ned ad den smalle trappe med pandelygten tændt. Da hun stod dernede på betongulvet, tænkte jeg på at smække lemmen i. Vælte den tunge kommode henover. Vente, til hun holdt op med at skrige, og hendes tunge var blevet til støv. Men jeg tvivlede på, at jeg ville kunne løfte lemmen på plads, så tung den var, og overbevist om, at jeg i hvert fald slet ikke ville kunne vælte kommoden. Desuden syntes mor at være uovervindelig. Stærk som en kæmpe, skønt hun så spinkel ud. Måske hun alligevel ville være i stand til at skubbe det hele væk, kravle op af hullet og bide mit hoved af som hævn.
     Hun drejede ansigtet op mod mig, så lygten skinnede direkte ind i mine øjne.
     ”Kom med ned,” beordrede hun.
     Jeg kneb øjnene hårdt i og blinkede tre gange, før mit syn vendte tilbage, og jeg kunne begive mig ned i mørket under huset. Rummet var ikke særlig stort, men væggene var høje. Lyskeglen fra mors pande bevægede sig hurtigt henover de mange reoler, der stod langs alle vægge, for til sidst lande i rummets hjørne som en projektør på en scene. Her i hjørnet stod en lænestol med læderbetræk og en evigt slukket, men dog stilfuld, standerlampe fra tresserne. Begge dele dækket af et tykt lag støv, for han, som ejede møblementerne, ville ikke sidde ned. Jeg forsøgte at undgå synet af ham, men hans ord fik billedet til at stå klart for mit indre blik. Hans ord. De samme ord, som han sagde hver gang, vi kom ned til ham. Han kikkede sørgmodigt på min mor, der stod og smilede til ham med søgelyset på hans ansigt. Hans ord var som et barns, men stemmen og ansigtet tilhørte en ung mand. Han selv var gammel. Meget gammel. Det lød som om hjertet skubbede hans ord ud i rummet.
     ”Må jeg gå… ud nu?”
     ”Nej,” sagde mor. Hendes smil blev bredere.
     ”Har du taget et glas vand med til mig?”
     ”Nej, det har jeg ikke.”
     Hans bryn trak ned i en foruroliget mine. Som om han fyldtes med frygt. Som om han ikke kunne tro, hvad hun sagde til ham. ”Må jeg godt… gå… gå ud.”
     ”Nej, det må du ikke.”
     Hans blik flakkede desperat, men resten af hans mørkegrå skikkelse stod bare.
     ”Du havde da ikke behøvet rejse dig for vores skyld,” smilede mor. ”Vi skal bare lige hente et par ting. Tag nu stolen.”
     Manden vendte sig langsomt, som i slowmotion med armene strakt ud som gyngerne på en svingkarrusel, og gav sig til at stirre på lænestolen. Jeg satte pris på at han vendte ryggen til os. Mor, der for længst havde mistet interessen for underboen, åbnede fryseren og lænede sig ned i det blå skær. Jeg holdt for en sikkerheds skyld øje med den grå mand, der balancerede svajende ved at flytte sin vægt frem og tilbage i skoene. Der var stille ud over mors skramlen og fryserens summen. Så gjorde manden noget, han ikke plejede at gøre. Jeg blinkede ikke en eneste gang, da han, uendeligt langsomt, løftede sine arme op mod sit bryst. Mor rettede sig op med en tætlukket plastikbeholder i hænderne.
     ”Du ser træt ud,” sagde underboen i det sorte mørke.
     Mor ignorerede det, men jeg havde set, at det gibbede i hende.
     ”Så går vi, Jonas. Du behøver ikke sige farvel.”
     ”Ville jeg kunne overvinde dig, hvis jeg forsøgte?”
     Hun lyste hen på ham. Han stod stadig med ryggen til, men hans nakke var vippet tilbage. Langt tilbage. Så tog hun fat i min skulder og skubbede mig hen mod trappen.
     ”Hvis jeg nu virkelig ønskede at gå ud,” fortsatte underboen med hævet stemme. ”Jeg vil så gerne… Jeg tænker ofte på… Og… Også når jeg sover, så drømmer jeg.”
     Man kunne næsten høre det sorgfulde smil brede sig over hans opadvendte ansigt. ”Jeg… drømmer om at slå dig ihjel…”
     ”Hold KÆFT!” råbte mor.
     Hun gjorde mine til at ville fare hen til ham og skubbe ham hårdt i ryggen, ind i væggen, men hun stoppede op. Hendes åndedræt var blevet mere anstrengt. Hun var bange.
     ”Nu sætter du dig ned i din forbandede stol, og du…”
     ”Men den er forbandet,” afbrød manden.
     ”SÆT DIG!”
     Han satte sig ikke. Sagde ikke noget.
     ”SÆT DIG NED FOR HELVEDE!”
     Men han blev stående. Mor vendte sig forpustet væk og gennede mig op ad trappen. Jeg nåede lige at se underboen gå i knæ og folde sig rutineret sammen til en kugle, som så skubbede sig selv ind under lænestolen.

 

Dette er ikke indledningen til historien, men blot et uddrag fra den. Jonas' mor er på vej ned efter spids nøgenhat til et farligt trip, men hun er svækket af en uheldig graviditet... Det kan underboen godt mærke, og han er rimelig træt af at have været indespærret i 50 år som en familiearv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...