Fifty Shades Of Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2018
  • Opdateret: 17 mar. 2018
  • Status: Igang
Kontormusen Victoria Sands på 20 år, står pludselig over for en ret krævende og intimiderende opgave, da hun i et svageligt øjeblik takker ja til at hjælpe hendes sambo i en lille krise, da hendes sambo pludseligt har lagt sig syg. Det skal vise sig, at opgaven ikke ligefrem bliver det største problem for Victoria, eftersom mange bække små kan gøre en stor å, og særligt da Victoria står over for Mr Bieber, der ejer "Bieber Enterprises" i Vancouver, går det langsomt op for hende, at denne Mr Bieber ser helt anderledes på livet end de fleste.

56Likes
67Kommentarer
20345Visninger
AA

12. "Not as expected"


Rooftop på Bieber Enterprises, 550 Burrard St, Vancouver, BC V6C, Canada, CanadaLørdag d. 13/2-2016, kl. 19:21

Så stod jeg atter på taget af Justins bygning, og det kom slet ikke bag på mig nu, at vi åbenbart skulle ud og flyve igen. Selvfølgelig havde Justin jo ikke planer for at spise på en restaurant i Vancouver. Det kunne jeg jo have sagt mig selv.

Jeg bed mig nervøst i underlæben, mens kulden bed rigtigt på mig heroppe. Lige nu savnede jeg min vinterfrakke, for en fin rød aftenkjole med lang slids op ad benet, tynde hudfarvede nyloner og kun en lille hvid hjertevarmer, gjorde ikke meget godt for mig, men jeg måtte huske mig selv på, at det kun var flygtige øjeblikke, som for eksempel dette øjeblik her, at jeg ville være udenfor.

"Så går vi..", kommanderede Justin bestemt men roligt ved min side, mens han holdte mig om hoften, så jeg kunne mærke hans varme håndflade nærmest brænde gennem det tynde fine kjolestof.

Det overraskede mig ikke engang længere, at Justin havde det med at kommandere med mig, for sådan var han altså bare. Tja, det skulle jeg nok få pillet af ham lidt efter lidt hen ad vejen, for noget sagde mig, at han ikke rigtigt havde haft et seriøst forhold i meget lange tider. Han skulle bare blødes op, så jeg valgte at væbne mig med tålmodighed. Det mente jeg såmænd godt, at jeg kunne, for reelt set var Justin faktisk den første, som jeg datede.

Ja, det var ingen hemmelighed for mig, at jeg havde været ret usikker på mig selv i lange tider. Rettere sagt mine teenår, til trods for at jeg var voksen nu. Jeg havde gået og gemt på mig selv, kun fordi jeg ikke havde haft modet til at åbne op for mig selv og interessere mig for det modsatte køn, selvom jeg var en håbløs romantiker. Usikkerhed, lavt selvværd og fokus på at komme frem i livet med uddannelse, job og overlevelse havde stået højst på min liste de seneste års tid. Så ja.. Det var ligesom grunden til alt min nervøsitet, at en mand pludseligt interesserede sig for mig og faktisk tog mig med storm, at jeg følte mine ben skælve usikkert under mig nærmest hele tiden.

Jeg var ikke jomfru for ingenting..

Hvordan jeg lige skulle få sagt til Justin, at jeg aldrig havde været sammen med én seksuelt, vidste jeg ikke? Var det overhovedet en nødvendighed at fortælle ham det? For på sin vis, følte jeg mig lidt flov over, at jeg ikke havde den mindste erfaring, til trods for jeg faktisk var 20 år den dag i dag.

Vi kom hen til helikopteren, der ikke var startet endnu, og jeg gloede lidt ind ad den, da jeg opdagede, at der ingen pilot var denne gang, hvortil jeg så undrende på Justin, "Hvor er Jones henne? Skal han ikke flyve os?"

Justin smilede skævt og hjalp mig op på trinet, så jeg kunne komme op at sidde på passagersædet foran. Jeg så målløs og afventende ned på ham, hvor han stadigt smilede skævt, "I aften er jeg din pilot..", svarede han med et selvsikkert smil, og han lukkede døren i min side.

Jeg sank en nervøs klump, da jeg betragtede ham småløbe om foran helikopteren i hans mørkeblå og ret stilfulde jakkesæt, der sad brandgodt på ham, hvortil han åbnede døren i førersiden og hoppede op at sidde på førersædet, hvortil han lukkede døren efter sig.

Nok havde Justin fortalt, at han selv var pilot, men jeg måtte ærligt indrømme, at det stadigt gjorde mig en anelse nervøs over, at det udelukkende kun var ham, der skulle agere pilot til aften, hvor vi åbenbart hverken skulle have Jones eller Sam med overhovedet. Det var bare os!

"Du skal lige spændes fast, så du sidder sikkert..", udbrød han hæst med et ret charmerende og forførende smil, mens jeg blev en anelse benovet over, at det lige var ham, der skulle spænde mig fast, og selvom han havde gjort det på mig før, så fjernede det ikke konklusionen at jeg følte mig lidt som et lille barn, der ikke kunne selv, men bare skulle lade ham gøre det og rette mig efter hans kontrol. Jeg ville jo selvfølgelig gerne sige fra, men jeg følte lidt, at han så helt forkert på mig, når jeg indvendte mig i noget - rettere strittede imod..

Og trods det, at jeg følte at han kontrollerede mig lidt, så kunne jeg ikke lade være med at føle mig lidt beskyttet af ham også, og net det imponerede mig. Han fik spændt mig fast og smilede dejligt til mig, "Så kan du ikke stikke af..", tilføjede han hæst med et frækt blink med øjet, så hans udtalelse fik mig til at fnise lidt.

Selvfølgelig ville jeg da ikke stikke af, men det var vel også kun ment ironisk fra hans side af.

Han spændte selv sin egen sele, og tog hørebøfferne på, og jeg valgte at gøre det samme, hvortil han startede motoren, og straks kunne jeg høre propellen over os rotere rundt.

"Airbus h130 beder om tilladelse til at krydse grænsen til Seattle.", udbrød Justin, så han tydeligvis havde kontakt over radioen til kontroltårnet.

"Skkrrrth... Kontroltårn 24, giver hermed h130 tilladelse! Slut!", lød det svarende fra en mands stemme i radioen.

Seattle, det kunne jeg have sagt mig selv..

"Så letter vi..", udbrød Justin, så jeg hørte ham i hørebøfferne, og jeg så med et fnis hen på ham, hvor han selv blinkede med øjet med hans dejlige smil, og straks lettede vi fra platformen på Justins bygning.

De smil, som han kom med nu kunne jeg sagtens vænne mig til, og noget sagde mig, at vores kys i limousinen fra tidligere, havde begyndt at bløde ham lidt op.

- Det kunne jeg virkelig godt lide...

 

 

~

Rooftop på Escala Seattle 1920 4th Ave, Seattle, WA 98101, USA. Lørdag d. 13/2-2016, kl. 21:15

"Vic?"

"Victoria?"

Stemmen i det fjerne blev en anelse tydeligere, og jeg gispede svagt, da jeg pludseligt mærkede nogle dejlige bløde læber trykke sig mod mine i et lille blidt kys, så jeg glippede mine øjne op, og jeg så lige ind i et par varme brune øjne, der smilede mere end hans perfekte tandpastasmil foran mig, "Vi er fremme.. Du faldt vist i søvn..", hviskede Justin nærmest med en hæs og varm stemme.

Han fjernede sig fra mig, og jeg så mig lettere desorienteret omkring, og det gik hurtigt op for mig, at jeg faktisk var faldet i søvn her i hans helikopter, og jeg så hurtigt ned ad mig selv og bemærkede den smukke røde kjole, så jeg rystede svagt på hovedet med et lille fnis.

"Nå ja.. Jeg er jo på date..", mumlede jeg småforvirret for mig selv, hvor jeg ellers havde været ret tilbøjelig til at tro, at det hele bare havde været en drøm, men nej..

Justin var allerede ude af helikopteren, og han havde netop åbnet døren i min side, hvor han med et charmerende smil rakte mig hans hånd, som jeg villigt tog imod med et lille udmattet fnis. Ja, jeg var jo ikke udmattet som sådan - nok mere en anelse træt efter arbejdet i min fars butik og flyveturen.

Dagen havde været lang med mange forvirrende følelser, da Justin havde været dukket op i min fars isenkræmmer for at kæmpe om min gunst, og det var lykkedes ham. Og nu... Ja, nu kunne jeg ikke ønske mig et bedre sted at være. Jeg følte mig virkelig som en prinsesse i dag, måske lidt a'la Askepot? En trist lille uskyldig kontormus, der var blevet taget med storm af en mystisk og om end noget kontrollerende prins. Ja ja, alle eventyrer var jo ikke ens, og særligt ikke når det gjaldt den virkelige verden. Så kunne alt bare ikke være lyserødt og sukkersødt, men jeg nød bestemt Justins sværmeri omkring mig. Den skjulte prinsesse i min inderste romantiske fantasi var blomstret op, og jeg kunne stadigt ikke helt forstå hvad Justin dog så i mig, men dejlig og spændende var han bestemt.

- Ja, selvom jeg stadigt ikke kendte til hans inderste, så var jeg nok blevet pænt lun på ham. Han tog mit hjerte med storm.

Justin hjalp mig roligt og forsigtigt ned fra trinbrættet og igen havde jeg næsten glemt alt om mine stiletter, så det resulterede i, at jeg fik overbalance og landede lige op ad ham.

Justin trak på smilebåndet, mens jeg havde grebet bevidst om skuldrene på ham, så vi stod meget tæt op ad hinanden, "Du er tydeligvis ikke vant til stiletter?", indvendte han med et dejligt og ret drilsk smil, så jeg rødmede kraftigt og glippede blikket ned mellem os, så jeg bemærkede noget tegnet på begyndelsen af hans brystkasse.

Var det en tatovering?

Jeg så langsomt op igen og fandt hans fastlåste blik på mig og jeg nikkede svagt, "Ja, jeg går sjældent i høje sko.." "Det må vi vidst se at lave om på.. En smuk pige som dig, bør klæde sig med ynde og perfektion..", brød Justin roligt ind, så jeg rødmede endnu mere og så atter ned mellem os.

"Er du sulten?" Hans spørgsmål fik mig til at se op på ham igen, hvor jeg med et bid i underlæben nikkede svagt, "Meget faktisk.. Jeg har ikke spist siden frokost..", svarede jeg med et rødmende lille smil. Justin nikkede og lagde hænderne blidt om mit hoved og gav mig et lille blidt kys i panden, hvorefter han så ned på mig igen med et bestemt blik, "Så lad os gå ned og få noget at spise..", svarede han roligt, så jeg nikkede og han tog mig i hånden, så jeg lettere usikkert prøvede at finde balancen på mine stiletter og vi fortsatte ned fra platformen og fortsatte hen til elevatoren, som Justin trykkede op.

Jeg gøs lidt i kroppen på grund af den kølige aftenvind, der var heroppe, så jeg stod og puttede mig lidt, men Justin overraskede mig ved at tage hans habitjakke af og lagde den over skuldrene på mig, så jeg så med et lille fnis på ham, "Så galant.. Tak..", takkede jeg lavt, så Justin nikkede med et svagt smil.

"Vi kan ikke have, at du går hen og bliver syg, vel?"

Jeg rystede svagt på hovedet til det han sagde, "Nej.. Det er mere en rigeligt, at Clare også er syg derhjemme..", fnes jeg, så Justin smilede skævt med et kort nik.

"Ding!", lød det pludseligt fra elevatoren, hvorefter dørene gik op, og endelig kunne jeg nyde den varme der omsluttede mig fra elevatoren og ikke mindst fra Justins opvarmede habitjakke.

Dørene lukkede sig igen og jeg bed mærke i, at Justin kun trykkede os ned til den sal, hvor jeg huskede han havde sin lejlighed, og jeg så undrende på ham, "Skal vi først gøre holdt i din lejlighed?", spurgte jeg lettere undrende.

Ja, det var jo bestemt ikke for at stresse ham, at jeg spurgte ham om den slags, men han havde jo ligesom inviteret mig i byen og jeg var skrupsulten efterhånden. Ja, der var ligesom tale om ret sen spisetid i dag, så jeg næsten begyndte at føle mig lettere dårlig tilpas uden mad i maven.

Justin så hen på mig med et mystisk smil, "Du er måske ikke sulten?", svarede han med et samme spørgsmål som før vi gik ind i elevatoren.

Jeg nikkede med et lille fnis, "Ja, jeg er så sulten at jeg kunne æde en flodhest!", overdrev jeg, men det skulle jo være til at forstås.

Justin nikkede bedstemt med et frækt blink med øjet og han tog mig i hånden netop det sekund, hvor elevatoren stoppede igen og dørene gik op til hans enorme og ret stilfulde lejlighed, "Jamen, så er det jo godt, at maden venter os herinde..", svarede han med et smil, så jeg så spørgende på ham, mens han trak mig roligt ind i han lejlighed.

"Jam..", udbrød jeg og forstummede i det samme, da jeg bemærkede al elektrisk belysning var slukket, men at indgangspartiet og det store alrum var oplyst af en masse levende hvide lys samt en overflod af hvide smukke roser, der var pyntet op og skabte hyggelig og intim stemning.

Vi stoppede op ved trappetrinet ned til "stuen", hvor jeg igen blev betaget af udsigten over Seattle, der nu var mørk men oplyst af byens lys. Det så virkelig flot ud, og det var bestemt en udsigt, som jeg nok aldrig blev træt af.

"Alt er parat mr Bieber.", blev jeg afbrudt mit blik på udsigten og jeg vendte mig en anelse mod den pludselige kvindestemme, hvortil jeg nu opdagede en blond pige, der kom hen til Justin og mig.

Justin nikkede med et smil til hende, "Tak miss Jones.. De kan bare tage fri nu.. Jeg skal nok selv sørge for oprydningen..", svarede Justin kvinden, så jeg stod og betragtede dem lidt med et nervøst bid i underlæben. Var hun mon en housekeeper eller sådan noget?

Miss Jones nikkede med et venligt smil til Justin, "Tak mr Bieber.. De og deres veninde må have en fortsat dejlig aften..", svarede miss Jones, mens hun nikkede med et smil til ham og derefter hen på mig, som jeg gengældte med et lille forvirret nik og jeg fulgte hende med blikket, da hun gik hen til elevatoren, og derefter forsvandt ind i den, og igen var jeg alene med Justin.

Justin smilede charmerende og tog hans habitjakke fra mine skuldre og lagde jakken med vrangen ud af og lagde den over ryggen på den hvide chaiselong, der stod i nærheden.

Han kom hen til mig og lagde armen om min hofte og gav mig et lille kys på min kind, "Nå, skal vi gå hen og sætte os til bords?", spurgte han roligt med et lettere lusket smil, som om han pønsede på noget, hvad jeg ikke helt kunne komme frem til.

Jeg så målløst på ham, "Jeg troede at vi skulle på restaurant, og ikke her?", spurgte jeg undrende, og nej det havde intet at gøre med, at jeg havde noget imod at spise hjemme i det private, men nu var jeg ligesom pyntet så fint i denne kjole med stiletter og røde læber, der matchede kjolen, og så havde jeg regnet lidt med, at jeg skulle vise mig frem i aften i offentligheden, men åbenbart ikke?

Justin trak skævt på smilebåndet og blinkede med øjet, hvortil han førte mig hen mod det ret smukke dekoreret middagsbord med levende lys og meget fint anrettede portioner mad, krystalklare vinglas - ja hele svineriet.

Han trak den ene stol ud og så afventende hen på mig, "Det er nu mere behageligt og intimt herhjemme.. her kan vi være os selv..", svarede han med et charmerende smil, så jeg nikkede svagt med et lille suk og gik hen til ham og satte mig ned på stolen, som han med det samme skubbede under mig, så jeg kunne sidde godt og behageligt.

"Jo men.." "Men hvad?", afbrød han mine tøvende ord, mens jeg sad og fulgte ham med øjnene, mens han stod og hældte rødvin op til os i begge glas.

Jeg fugtede mine læber og betragtede ham med et svagt skuffet blik, "Nu havde jeg jo glædet mig til at vise denne smukke kjole frem for offentligheden.. Det var lidt derfor jeg havde troet at vi skulle ud og spise et eller andet sted..", forklarede jeg roligt med endnu et nervøst bid i underlæben.

Justin smilede ikke, men nikkede blot og stillede vinflasken på bordet, hvortil han selv satte sig ned på stolen på modsatte ende af bordet hvor jeg sad.

"Jeg foretrækker mere det her.. Og jeg har det helt fint med, at det kun er mig, der skal se dig i kjolen.. Og nu vil jeg gerne have, at du tager den hvide dims af, ikke Victoria!", svarede han lettere skarpt, så jeg så målløs hen på ham og nikkede svagt, hvortil jeg begyndte at knappe min hvide hjertevarmer op for at krænge den af mine nøgne skuldre.

- Ja, jeg havde jo lovet ham det...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...