Fifty Shades Of Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2018
  • Opdateret: 17 mar. 2018
  • Status: Igang
Kontormusen Victoria Sands på 20 år, står pludselig over for en ret krævende og intimiderende opgave, da hun i et svageligt øjeblik takker ja til at hjælpe hendes sambo i en lille krise, da hendes sambo pludseligt har lagt sig syg. Det skal vise sig, at opgaven ikke ligefrem bliver det største problem for Victoria, eftersom mange bække små kan gøre en stor å, og særligt da Victoria står over for Mr Bieber, der ejer "Bieber Enterprises" i Vancouver, går det langsomt op for hende, at denne Mr Bieber ser helt anderledes på livet end de fleste.

56Likes
67Kommentarer
20284Visninger
AA

3. Intimiderende.


“Bieber Enterprises”, 550 Burrard St, Vancouver, BC V6C, Canada, torsdag d. 11/2-2016 kl.14:21

Jeg trådte ud af elevatoren, og nærmest forventet, så så det lige så klinisk og fancy ud på denne etage, som nede i lobbyen. Der var tydeligvis ikke sparet på noget som helst - overhovedet!

Heroppe sad der øjensynlig to sekretærer bag en aflang skranke, men det var mere end tydeligt, at de arbejdede lige under for denne mr Bieber, og væggen bag dem var også prydet af store guldbogstaver, der stak ud fra væggen - Bieber Enterprises. Ja, så var jeg da vidst også kommet til selve bossen af dem alle, når man nærmest blev overrumplet af sådan et overdådigt skilt.

Jeg begav mig roligt og velovervejet hen til skranken og fik straks opmærksomhed fra den ene af sekretærene. Der var tale om to kvinder, der meget vel kunne være omkring min alder, og de var bestemt kønne og det var mere end tydeligt, at de gik meget op i at være velplejede og perfekte til det yderste. Den ene kvinde havde endda tre neglelak stående lettere afsides på hendes skrivebord, så det var mere end tydeligt, at disse kvinder ikke ville se sjuskede ud - overhovedet!

I det hele taget, så virkede det som om, at alt bare skulle være mere end bare perfekt heroppe.

Pigen, der havde fået øje på mig med det samme sendte mig et temmelig overfladisk smil og nikkede svagt, "Miss Doyle, formoder jeg? Nu skal jeg følge dem vej!", sagde hun bestemt og reserveret, som om jeg ragede hende et vis sted, så jeg så forkert på hende.

"Doyle?", gentog jeg uforberedt. Det var jo Clare, der hed Doyle til efternavn, ikke jeg. Sig mig, havde Clare ikke ringet og givet dem besked om, at hun havde sendt mig i stedet?

Sekretæren rejste sig fra hendes ret fancy kontorstol i hvidt læder, så bare den stol måtte have kostet knapper kunne jeg forestille mig.

"Ja, Clare Doyle, formoder jeg, eftersom De er ventet. Følg med mig!", svarede hun på mit spørgende svar fra før, og hun gik med catwalk skridt foran mig, hvor til jeg fulgte lige bag hende, "Men mit navn er ikke...", svarede jeg forvirret, og forstummede, da hun stoppede op foran en dør, hvor et fint guldskilt dominerede på døren "Direktør Bieber", og hun bankede på et par gange, for derefter at åbne døren, hvor hun stak hovedet ind.

"Mr Bieber, miss Doyle er nu ankommet.", sagde hun ind mod kontoret, så jeg sank en klump.

"Tak miss Wells.. Send hende bare ind..", hørte jeg en ret ungdommelig og karakteristisk mandestemme svare indefra.

Og jeg som havde troet, at denne mr Bieber var godt oppe i årene? Det var han måske slet ikke? 

"Åh gud.. Hjælp mig..", tænkte jeg og sank en klump.

Sekretæren åbnede døren helt op for mig og smilede stramt, "De kan gå ind nu miss Doyle..", sagde hun tørt og jeg nikkede blot til trods for at det irriterede mig lidt, at jeg ikke kunne forklare mig, at mit navn altså ikke var miss Doyle, men rettere Victoria Sands.

Sekretæren forsvandt igen, men hun lukkede tydeligvis ikke døren efter sig, og jeg forstod straks hvorfor. Kontoret var enormt, og meget lyst med vinduer hele vejen, så udsigten med garanti var meget betagende, men det var hverken udsigt eller kontorets størrelse, der fik min bratte opmærksomhed, men den unge fyr, der var utrolig velklædt i et jakkesæt, der helt sikkert ikke havde kostet under 1000 dollars, og det gik hurtigt op for mig, at jeg var et tredje hjul lige i øjeblikket, for fyren stod og gav kindkys på en blond kvinde, der virkede noget ældre end fyren - sig mig, den kvinde? Var det ikke?

"Vi ses Justin.."

"Ja, jeg ringer nok senere Iris.."

Jeg overhørte dem et øjeblik, hvorefter kvinden vendte sig omkring fra den flotte unge fyr, der åbenbart hed Justin - Justin Bieber.. Han var da slet ikke, som jeg havde forestillet mig? Her havde jeg gået og troet, at jeg skulle interviewe en halvgammel eller oldgammel magtliderlig skiderik, og så var der tale om en fyr, der nok ikke var meget ældre end jeg?

Kvinden kom gående hen mod mig med et forfjamsket elevatorblik på mig, hvor ved hun proppede et par fancy store solbriller i ansigtet, idet hun gik forbi mig mod døren bag mig. Det var hende.. Kvinden, som havde taget min opmærksomhed nede i lobbyen.. Så hende "Iris" skulle åbenbart besøge denne Justin Bieber her? Måske var hun noget familie til ham, men jeg tvivlede lidt alligevel, eftersom de havde tiltalt hinanden ved fornavne og givet kindkys. 

Kvinden lukkede døren efter sig, og Justin så nu hen på mig med et blik, der føltes ret ubehagelig, og det var ikke sådan ment som at han virkede farlig eller noget, men rettere intimiderende på mig. Og nu jeg tog ham ordenligt i øjemed, så måtte jeg virkelig tage hånden for hjertet.

"Gud, hvor er han dog smuk..", tænkte jeg og sank en klump i det øjeblik.

Han smilede ikke engang, da han viste med hånden hen mod én af de hvide luksuriøse læderstole, der var placeret foran hans smalle men ret smukke og stilfulde skrivebord, "Velkommen miss Doyle.. Sæt dem venligst ned og gør dem det behageligt..", sagde han bestemt, så jeg nærmede mig ham med et usikkert blik og bed mig noget så nervøst i underlæben, så jeg bemærkede et løftet øjenbryn fra ham i det sekund.

"T.. tak mr Bieber, men der eh.. foreligger en misforståelse..", svarede jeg med hjertet ræsende i brystet på mig, og endnu engang fik min underlæbe et nervepirrende bid. Ja, jeg kunne seriøst ikke gøre for det. Jeg stod over for én af de mest succesrige og velhavende magts-mænd her i Canada.

Hvorfor mit hjerte ræsede sådan i øjeblikket, forstod jeg ikke helt, men det gjorde det altså..

Justin så med et undrende blik hen på mig, mens jeg trådte nærmere for at give ham hånden - høfligt. 

"Hvorledes miss Doyle?", spurgte han med et løftet øjenbryn, mens vi gav hinanden håndtryk, så jeg fnes ret akavet og lignede sikkert en klovn med mine blussende kinder, "Det er netop det..", svarede jeg lettere nervøst og bed mig igen igen i læben, "Mit navn er ikke Clare Doyle.. Det er min sambos navn, men hun ligger desværre syg med influenza, så jeg lovede at tage interviewet for hende i stedet.. Mit navn er Victoria Sands..", forklarede jeg med et undskyldende og akavet smil, så Justin så med et mærkeligt blik på mig.

"Så De er altså ikke miss Doyle?", svarede han skarpt med et spørgsmål, så jeg rystede svagt på hovedet med et undskyldende lille smil.

Justin så himlende væk fra mig med blikket ud af den overdådige udsigt over storbyen og så helt heroppefra, så man skulle være heldig med sådan en udsigt. Han placerede hans hænder i hans bukselommer, så han bare så endnu mere kølig og reserveret ud.

Jeg bed mig selv i underlæben og betragtede ham stående henne ved vinduet med ryggen til mig uden han overhovedet sagde noget, "D..det var mås.." "Så De miss Sands, er altså stedfortræder for miss Doyle?", afbrød han mig bestemt, idet han straks vendte sig omkring med fronten til igen, og betragtede mig med et endnu mere intimiderende blik, så jeg igen bed mig i underlæben og fnes akavet, "Eh.. Nej.. Jeg er hendes sambo, men jeg lov..." "De spilder ærligt talt min tid miss Sands! Dette må foreligge på en misforståelse, så vær venligst at gå igen!", afbrød han mig, så jeg så målløs på ham.

Jeg havde helt sikkert set desperat ud, men nu hvor han ligefrem afviste mig, så gav det mig bare mere blod på tanden at gennemføre det her, for jeg ville ikke stemples som en lille grå og bange mus, der aldrig turde vove pelsen i nye udfordringer.

"Åh nej mr Bieber.. Det må De endelig ikke bede mig om.. Jeg havde sådan lovet Clare at hjælpe hende, og det agter jeg at gennemføre.. Jeg er næsten sikker på, at det nok skal blive et godt interview alligevel!", bad jeg, så jeg helt sikkert så desperat ud i ansigtet.

Justin så med et skeptisk blik på mig - stadigt med hænderne i lommerne på de flotte habitbukser, "Så De beder mig altså ligefrem om at få lov til at interviewe mig? Er det sådan det skal forstås miss Sands?", spurgte han med et skulende blik og lagde derefter hans arme over kors, så han pludseligt så mere urokkelig og magtfuld ud.

Jeg sank blikket forlegent mod gulvet og bed mig nervøst i underlæben og nikkede svagt, "Ja, mr Bieber.. Det er vidst det jeg beder dem om..", svarede jeg lavt og så med et forsigtigt smil hen på ham igen, hvor han stod med et nærmest tænkende blik på mig.

"Tillader De, at jeg interviewer dem mr Bieber?", spurgte jeg med et nervøst smil og bed mig selv i underlæben.

Justin stod stadigt og betragtede mig med det tænkende og skulende blik, "De får min tilladelse miss Sands, siden De beder så høfligt.. Vær så god og sætte dem ned.. Kan jeg byde dem et glas et eller andet?", svarede han med endnu et spørgsmål.

Jeg åbnede min cottoncoat, så jeg ikke skulle få det alt for varmt, og jeg nikkede svagt, mens jeg satte mig ned i den ene hvide lænestol og så op på ham, "Et glas vand tak, hvis det ikke er for belejligt?", svarede jeg spørgende, så Justin så med et svagt smil ned på mig, "Kun vand miss Sands?", spurgte han, så jeg nikkede med et lille smil.

"Ja tak..", svarede jeg lavt, så Justin nærmest så mere end overrasket ud og nikkede.

"De får det, som De vil have det miss Sands..", svarede han roligt men bestemt, hvortil han gik hen til en skænk, der stod ovre ved en lille gruppe af flere hvide lænestole i en rundkreds om et glassofabord, og jeg fulgte ham med blikket, mens han stod og hældte vand op i et glas fra en fin karaffel, hvorefter han tydeligvis hældte Jack Daniels op i et andet glas, som sikkert var til ham selv, og han kom hen til mig igen og rakte mig glasset med vandet.

Jeg nikkede med et nervøst smil, og tillod mig at tage en god tår af vandet, for så nervøs som jeg var, så var det her helt sikkert velfortjent.

"De kan begynde miss Sands..", sagde han roligt men bestemt med endnu et intimiderende blik ned på mig, så jeg så uforstående op på ham, "Eh undskyld.. Men begynde med hvad?", spurgte jeg med et nervøst smil, så Justin smilede svagt og rystede en anelse på hovedet, mens han tillod sig at læne sig op ad hans stilfulde skrivebord, "Med interviewet naturligvis miss Sands.. Havde De allerede glemt det?", svarede han med et skævt smil, så jeg sad og sank en klump af ren forlegenhed.

Gud, hvor måtte jeg være pinlig? Her sad jeg og skulle interviewe en stor cigar i finansverdenen, og så kunne jeg dårligt koncentrere mig om nuet, fordi denne Justin Bieber formåede at tage pusten fra mig. Han var jo slet ikke flirtende som sådan, men hans kølige, mystiske og magtfulde facade og hans intimiderende blikke, tog fuldstændigt pusten fra mig og fik mig langt ud på en skråplan, hvor jeg kunne falde i når som helst det skulle være.

Tænk, at jeg var så svagelig?

"Vic.. Nu tager du dig sammen.. Det er ligesom kun et interview det her! Intet andet!", ​tænkte jeg skændende på mig selv og tog en dyb indånding, mens Justin stod og så tydeligvis afventende ned på mig, og jeg blev paralyseret i det øjeblik, hvor han tog en tår af sit whiskyglas -  De læber.. Så perfekte..

Jeg flyttede blikket ned og sad og stirrede på hans ben, der stod lettere krydset, mens han stadigt lænede sig op ad skrivebordet, og jeg bed mig tænkende i underlæben.

"Miss Sands?", afbrød Justin mine tanker, så jeg så lettere overrasket op på ham med et akavet fnis.

"Eh jo.. Fortæl lidt om.. eh.. Om..", forklarede jeg tøvende, så Justin stod og så pejlende ind på mine ord, "Ja miss Sands?"

Jeg bed mig med et nervøst smil i læben.

"Har jeg en effekt på dem miss Sands?", spurgte han med et skævt smil, så jeg ærligt sad med skuffen i gulvet.

"En... effekt?", gentog jeg uforstående og målløs over, at han stod og spurgte mig om sådan et personligt spørgsmål. Sig mig, var det ikke mig, der skulle interviewe ham og ikke omvendt?

"Ja, siden De bider dem så meget i deres ret så kønne læber?"

Spurgte han lige om det?

Jeg rystede afværgende på hovedet med et akavet lille grin, "Altså mr Bieber, det et vidst sagen uved..." "Klæder De dem altid så kedeligt og gammeldags?", afbrød han mig igen, så jeg så lamslået op på ham. At han ligefrem kunne tillade sig at spørge mig om den slags?

Jeg rystede igen på hovedet med et lille akavet grin, "Mr Bieber, for at få det på det rene, så er det altså dem der skal interviewes, ikke mig - Hvis De vil være så elskværdig?", svarede jeg bestemt, så han trak på skuldrene med et meget svagt smil og stillede sit glas på skrivebordet til venstre for ham og han stod og sendte mig endnu et intimiderende blik.

"Som De ønsker miss Sands.."

Jeg nikkede og tog en dyb indånding og valgte at huske tilbage på Clares og min samtale i morges der hjemme, inden jeg tog på arbejdet - Bare spørg om hvordan han har formået at bygge sådan et imperium.

"Mr Bieber, hvordan har De formået at bygge sådan et imperium, som De har opnået i dag?", spurgte jeg roligt, og fik et særligt blik fra ham med et skævt smil.

"Burde De ikke tage notater, eller har De en båndoptager med til interviewet, for det kunne jo ske, at De ikke kan huske alt, hvad jeg gerne vil fortælle?"

Åh gud! Tænk, at jeg kunne være så dum, at glemme noget så simpelt? Hvad havde jeg også regnet med?

Justin smilede skævt og flyttede sig fra hans skrivebord og gik om bag det, hvor til han trak en skuffe ud og samlede tydeligvis en lille notesblok op fra skuffen og samlede en flot fyldepen op fra skrivebordet af, hvor til han gik hen til mig igen, og rakte mig blok og fyldepen med et drilsk smørret smil, så hans smil og intense og intimiderende blik ned på mig, tog pusten fra mig.

"Professionel interviewer er De ikke miss Sands, men mon ikke blokken og pennen kan bruges?", sagde han med en hæs og forførende stemme, hvor på han fugtede sine perfekte læber.

Og igen skulle jeg sikkert sidde med skuffen i gulvet. Denne gang var ordene så uskyldige og uden følelse, så intet kunne misforstås. Nej, det var hans toneleje, hans blikke over for mig, der fik mig til at tvivle ret meget på, om han overhovedet tog det her interview professionelt.

Justin smilede skævt og satte sig over i den anden hvide lænestol til venstre for mig og lagde benet over kors, så det var mere end tydeligt, at han var velovervejet i enhver forstand. Hans fremtoning var vigtig og professionel og ikke mindst magtfuld at betragte. Jeg rømmede mig og lagde mit ene ben over kors og lagde blokken og pennen parat til at skrive på skødet af mig selv, hvortil Justin tydeligvis flyttede blikket ned på mine ben med et særligt blik.

"Trods deres noget så gammeldags og rædselsfulde tøjstil, så har De nogle ret smukke ben miss Sands..", røg det hæst og intimiderende ud af ham, så jeg bed mig nervøst i underlæben og rettede i stedet mine ben samlet ned på gulvet og rykkede mig længere ud på stolen i stedet.

Hvad bildte han sig ind? Han sad jo og komplimenterede mig på mit udseende både kritisk og direkte forførende?!

"Altså mr Bieber, det er sagen uvedkom..." "De er ret spinkel og har forholdsvis ikke meget at byde på - Sig mig, får De ikke ordenligt mad miss Sands?", afbrød han mig igen.

Okay, nu røg jeg da fuldstændigt ud af fatningen her! Hvor vovede han?

"Mr Bieber..." "Det lyder så sødt, når De siger mr Bieber..", afbrød han mig igen med et lusket smil og foldede hans hænder afslappet ud for hans ansigt, mens han havde sine albuer afslappet placeret på armlænene i lænestolen.

Jeg bed mig meget usikkert og nervøst i underlæben og havde allermest lyst til at gemme mig i et musehul. Jeg fattede det ikke? Den mand virkede tydeligvis ikke til at have hæmninger - overhovedet!

Jeg bed mig igen i underlæben.

"De bider dem igen i underlæben miss Sands?"

Jeg så hen på ham med et usikkert blik, "Jeg er kommet i tvivl om vi overhovedet kan gennemføre det her interview mr Bieber?", røg det usikkert ud af mig, så Justin smilede skævt og nikkede bestemt.

"Jeg skal nok stoppe nu.. Jeg beklager min opførsel før, men der er bare noget over dem, som gør mig ret nysgerrig miss Sands..", forklarede han roligt med et svagt smil, så jeg så nervøst hen på ham.

"Det er okay..", svarede jeg lavt - løgn.. Han intimidere mig hele tiden og jeg vidste nærmest ikke hvor jeg skulle gøre ad mig selv. Justin var flot, smuk og perfekt af udseende, men hans opførsel var slet ikke professionel. Han overøste mig med både positive og kritiske komplimenter, og det værste ved det hele var, at vi nærmest dårligt kendte hinanden.

Justin smilede skævt og rømmede sig, "De kan notere mig dette miss Sands. Jeg er en mand af magt og ære, og jeg er altid bestemt og professionel i mine handlinger.."

Jeg nikkede blot og endelig virkede det til, at Justin begyndte sin fortælling, mens jeg lyttede intenst efter og noterede mig det vigtigste, så interviewet efterfølgende ville give god mening.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...