Fifty Shades Of Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2018
  • Opdateret: 17 mar. 2018
  • Status: Igang
Kontormusen Victoria Sands på 20 år, står pludselig over for en ret krævende og intimiderende opgave, da hun i et svageligt øjeblik takker ja til at hjælpe hendes sambo i en lille krise, da hendes sambo pludseligt har lagt sig syg. Det skal vise sig, at opgaven ikke ligefrem bliver det største problem for Victoria, eftersom mange bække små kan gøre en stor å, og særligt da Victoria står over for Mr Bieber, der ejer "Bieber Enterprises" i Vancouver, går det langsomt op for hende, at denne Mr Bieber ser helt anderledes på livet end de fleste.

56Likes
67Kommentarer
20311Visninger
AA

2. Bieber Enterprises.


Foran “Bieber Enterprises”, 550 Burrard St, Vancouver, BC V6C, Canada, torsdag d. 11/2-2016 kl.14:02

Bygningen tårnede sig højere end hvad øjet kunne se. Normalt havde jeg ikke noget at gøre sådan et sted her, men Clare var pludseligt blevet syg - influenza. Og det var der heller ikke noget at sige til, eftersom vejret skiftede fra regn, sne og kulde og dage med solskin, så de fleste gik i fælden med at tage for meget af overtøjet af i tide og utide, men ikke jeg. 

Selvom jeg havde reddet mig en lille forkølelse, så nægtede jeg at ligge mig syg! Jeg havde simpelthen ikke tid til den slags, og særligt ikke nu, hvor jeg havde gået med til at tage et interview for Clare. Interview.. Bare selve ordet skræmte mig en hel del. Jeg var aldeles ikke interviewer, og jeg havde slet ikke haft muligheden for at forberede mig på nogle spørgsmål til denne mand, som jeg i akut-krise skulle interviewe. 

Clare havde påstået, at hun havde haft forberedt spørgsmål, men de lå på computeren - havde hun påstået.. Men da de skulle findes frem, så fandt hun uheldigvis ud af, at hun havde glemt at gemme spørgsmålene - Gud altså!

Hvorfor en kontormus som jeg dog havde valgt, at tage min sambos interview, var mig stadigt en gåde. Utallige gange, havde jeg takket nej og spurgt, om hun dog ikke havde kunnet finde en anden til det, men nej.. Hendes bedende blik og håbet i hendes øjne, havde fået mig til at sige "Okay.." Okay?! Hvad i alverden havde jeg dog tænkt på?

"Jamen, hvad i alverden skal jeg så spørge ham om, når der ingen spørgsmål er Clare?", havde jeg temmelig stresset og forvirret spurgt hende. 

"Bare spørg om hvordan han har formået at bygge sådan et imperium, som han har nu, så skal resten nok gå Vicky.", havde hun svaret.

Åh gud, hvor jeg dog håbede, at Clare havde ret..

Jeg tog en dyb indånding og flyttede blikket fra toppen af bygningen, der tårnede sig i himmelen, hvor ved jeg så hen på indgangen, hvor en del mennesker gik ind og ud - "Bieber Enterprises" stod der med store bogstaver over indgangen, så jeg straks blev bevidst om, at denne "Bieber" måtte have ret meget indflydelse i denne bygning. Kort sagt, han måtte bestemt eje det.

Jeg så flygtigt ned ad mig selv. Selvom vejret var isnende koldt her i dag med minus to grader, hvis man skulle tro på barometeret på én af de andre tilstødende bygninger, så havde jeg alligevel taget kjole på, fordi Clare havde sagt, at jeg skulle. Min mørkeblå kjole med små blomster på, var en aflagt kjole fra min mors ungdom, men jeg syntes den var rigtig pæn, selvom jeg havde hørt fra Clare og mine venner Marcus, Sebastian, Jenny og Helen, at min tøjstil var kedelig og gammeldags, men sådan var jeg bare.

Jeg var hverken in med min tøjstil og jeg havde heller ikke råd til at gå rundt og ligne en dyr forretningskvinde, for det var jeg ikke! Jeg var bare en kontormus, der hentede kaffe til chefen, sad foran computeren og skrev afhandlinger, tjekkede regnskabet for chefen og kunne tilbringe halvdelen af dagen i kopirummet på arbejdet. Det var knap så interessante opgaver, som jeg blev sat på, men det var mit arbejde og jeg gjorde det og gjorde altid hvad jeg fik besked på, for jeg var ligesom nødt til at tjene ind til føden, regninger og husleje, og det var lidt derfor, at jeg boede sammen med Clare, for uden hende og hendes store og rummelige lejlighed, så havde jeg måttet nøjes med en lille kummerlig lejlighed, eftersom min indkomst ikke var speciel stor.

Nå men, hvor om alting var, så havde jeg taget tidligt fri fra mit arbejde i dag fra kontoret, netop fordi Clare lå virkelig syg med influenza. Jeg ville blive trukket for løn på arbejdet, men Clare havde altså lovet mig, at hvis jeg hjalp hende med dette interview her, så skulle hun nok betale størstedelen af huslejen næste gang, så jeg ikke ville kunne mærke noget til det. Sødt af hende, men stadigt kunne det ikke fjerne min nervøsitet på det her forestående og fuldkommen uforberedte interview med denne "Mr Bieber".

Jeg rystede opgivende på hovedet af mig selv, og kunne stadigt ikke forstå, at jeg seriøst havde ladet mig lokke af Clares bedende hundeøjne over det her. Hvad var det dog, som jeg havde rodet mig ind i?

Jeg pustede endnu engang tungt ud og begav mig mod indgangen, og kom straks ind i en meget stor og oplyst hall, hvor den tydeligvis var domineret af både mænd og kvinder, der alle var stærkt karakteriseret af karriere og business. Det var alle, der mere eller mindre var klædt nydeligt og businessagtig, helt i modsætning til mig med mit rødbrune hår i en kedelig hestehale med en enkel sort elastik om, og iklædt min sandfarvede cottoncoat, som nok havde set bedre dage, min mors blå aflagte og florlette "sommerkjole" med sandfarvet cardigan ud over kjolen, og så mine lysebrune ballerinaer på fødderne - trods en kold årstid! Kort sagt, jeg passede slet ikke ind i denne fancy karrierebygning og alle de stilfulde businessmænd og kvinder. Jeg var jo helt malplaceret og lignede sikkert noget, som katten havde slæbt ind i deres øjne, selvom jeg ikke selv mente det.

Men ja, klæder skabte folk!

En lyshåret kvinde med stramt opsat knold og klassisk pencilskirt, blazer og markeret guldsmykker på håndled, om halsen og i ørerne så skævt på mig i flygtige sekunder, da hun gik i catwalk forbi mig med syletynde og høje sorte stiletter, så jeg slet ikke var i tvivl om, at denne kvinde havde magt og penge. Hun var en flot kvinde - sikkert et sted sidst i fyrrende, men skjulte det forholdsvis ret godt. Sikkert på grund af pleje, sundhed og plastikkirurgi, som kun kunne købes for penge.

Jeg fulgte hende lidt med blikket til hun forsvandt ind i én af elevatorene, der lukkede i efter sig. Jeg var så paralyseret af hendes enkle og magtfulde stil, at jeg pludseligt røg ud af min fascination af kvinden, da én pludseligt gik puffende forbi mig med armen, "Hov, se dem dog for!", udbrød jeg lettere irriteret mod manden i mørkt jakkesæt og en sort mappe i højre hånd, men han tog tydeligvis ikke notits af mig, eftersom han stæsede videre nærmest stressende i zig zag mellem andre businessfolk mod en elevator, der var ved at lukke sig i, men hvor han nåede ind inden den lukkede i efter sig.

Jeg rystede opgivende på hovedet over det postyr alle havde herinde, og lige her frydede jeg mig lidt over, at jeg ikke havde sådan et liv, hvor det krævede alt for meget af én - og så ligefrem midt på dagen, hvor de fleste burde få fri eller snart havde fri.

Jeg bed mig ængsteligt i min underlæbe med tanken om sådan et stressende og krævende liv, som kun handlede om arbejde og karriere, og jeg begav mig videre hen til den store informationskranke hvor to kvinder og en mand sad bag og tog imod henvendelser både ved skranken og via trådløs headsets. Ja, selv de måtte have et stressende liv. Tænk, at udsætte sig selv for den slags? Men på den anden side, så skulle alle jo gerne have et job, uanset hvor opslidende eller let det måtte være.

Jeg stillede mig foran skranken, men ingen af dem tog notits af mig, for de var alt for fortravlede i at snakke i deres headsets eller sidde og skrible en masse ind på deres computere.

Jeg vendte blikket ned på piccoloklokken på skranken og klappede et par gange ovenpå den, så én af kvinderne så flygtigt op mod mig, "Et øjeblik miss!", svarede hun stresset bag skranken og så atter mod hendes computerskærm, mens hun sad og skvadrede videre i hendes headset.

Jeg pustede tungt og opgivende ud og så ned på mit smalle armbåndsur for at tjekke klokken, "Fjorten ti..", mumlede jeg opgivende over, at jeg ikke kunne formå at holde aftalen til klokken 14:00, som Clare havde forklaret at interviewet skulle være.

"Altså! Det haster det her! Jeg havde en aftale med mr Bieber her klokken fjorten!", udbrød jeg stresset, mens jeg trommede i skranken med min højre hånd, så damen så op på mig med et løftet øjenbryn og grinede sarkastisk, mens hun rejste sig fra sin kontorstol og gik hen til mig ved skranken, "Det må vidst være en misforståelse miss. Mr Bieber tager næppe imod sådan én som dem. Er De nu helt sikkert, at det er ham, De skulle tale med?", spurgte damen, så jeg så lettere målløs på hende og flyttede blikket hurtigt ned på hendes navneskilt ved brystet, hvor der stod "Beth Henson".

"Ja miss Henson.. Jeg skal interviewe mr Bieber..", forklarede jeg roligt, så hun så undrende på mig.

"Javel, hvad er navnet miss?", spurgte hun køligt, så jeg sank en lille klump over, at sådan en skide receptionist kunne føle sig så højt hævet over sådan én som mig, bare fordi jeg ikke var klædt ligesom hende og de andre.

"Victoria Sands..", svarede jeg roligt, så hun nikkede med et stramt smil og gik hen til hendes computer igen og satte sig, så det virkede til at hun ringede igen.

"Ja, goddag mr Bieber.. De snakker med mrs Henson nede fra lobbyen af.. Jeg beklager, at må forstyrre dem, men der står en ung dame hernede og påstår, at hun havde en aftale med dem om et interview her klokken fjorten..", kunne jeg svagt høre receptionistens samtale, så jeg bed mig nervøst i underlæben over det her.

Stedet, receptionisten, mr Bieber - det hele, gjorde mig så pokkers nervøs, fordi jeg følte mig så malplaceret og uforberedt. Jeg havde aldrig nogensinde i mit liv interviewet nogen før, og så ligefrem en kæmpestor kanon indenfor marketing, firmaer, eller hvad pokker det nu var, som ham mr Bieber arbejdede med?

Jeg stod lænende op ad skranken, mens jeg stod og vrikkede ret nervøst med foden mod det flotte gulv, der vidst var hvidt granit eller noget, og jeg flyttede blikket op og rundt i den kæmpestore hall, eller kaldte man det en aula, eller hvad pokker kaldte man det?

Jeg bed mig endnu mere nervøst i læben og følte mine hænder svede. Min mave gjorde knuder og jeg hadede det her lige nu. Jeg havde så meget lyst til at smutte min vej igen og så undskylde over for Clare, at min fader havde ringet akut til mig om noget ret alvorligt og langt vigtigere end det her dumme interview.

Det her virkede slet ikke rigtigt for mig..

Jeg ville jo gøre mig fuldkommen til grin her - hvis ikke jeg allerede var?

Jeg valgte at vende mig omkring og tog de første skridt med retningen af udgangen, "Eh miss Sands?! Skulle De ikke op til mr Bieber?!"

Receptionistens kald efter mig, fik mig til at vende mig nervøst og tøvende omkring med et par meter fra skranken af, hvor receptionisten stod bag med et stramt smil, "Mr Bieber tager imod dem nu. Det er øverste sal, elevator tre eller fire, da de andre ikke fører helt op til den sal! God fornøjelse!", forklarede receptionisten med et stramt og køligt smil og vendte atter tilbage til hendes fortravlede arbejde.

Jeg sank en klump og følte næsten, at gulvet limede mig fast i øjeblikket. Jeg havde stadigt lyst til at smutte herfra, men nu ventede denne mr Bieber mig og forventede mit møde.

- Jeg tog en dyb indånding og begav mig med enormt tunge skridt hen mod de mange elevatorer...

~

Så blev første kapitel skudt i gang. Jeg ved godt, at den ligner meget den originale historie/ film, og det vil den også til dels komme til en gang imellem, men der vil komme andre scener for det meste, der er mine egne. Trods det, håber jeg, at I stadigt vil give historien en chance.

~

Ida.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...