Fifty Shades Of Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2018
  • Opdateret: 17 mar. 2018
  • Status: Igang
Kontormusen Victoria Sands på 20 år, står pludselig over for en ret krævende og intimiderende opgave, da hun i et svageligt øjeblik takker ja til at hjælpe hendes sambo i en lille krise, da hendes sambo pludseligt har lagt sig syg. Det skal vise sig, at opgaven ikke ligefrem bliver det største problem for Victoria, eftersom mange bække små kan gøre en stor å, og særligt da Victoria står over for Mr Bieber, der ejer "Bieber Enterprises" i Vancouver, går det langsomt op for hende, at denne Mr Bieber ser helt anderledes på livet end de fleste.

56Likes
67Kommentarer
20345Visninger
AA

9. "A coincidence?"


Oscar Sands isenkræmmer, 99-43 Powell St, Vancouver, BC V6A, Canada. Lørdag d. 13/2-2016, kl. 11:06

Nok var jeg ikke fastansat her og jeg tjente ikke alverdens, eftersom det mest var for min fars skyld det her, og det var til trods for, at jeg kunne bede ham om hjælp, men jeg nægtede at give op! 

Så her stod jeg flere hylder væk for at få denne skide tingest til at virke. Ja, hvad kaldte man sådan en tingest til at sætte prismærker på varerne? - En prismærkepåsætter? 

Whatever! Den irriterede mig i alt fald i øjeblikket.

"Ding ding ding!", ringede dørklokken endnu engang henne fra butiksdøren, hver gang en kunde gik ind eller ud af den. Ja, den ringen var til at blive bims i låget af, men hvad gjorde man ikke for sin gamle far? Nogen gange kunne det undre mig, at den klokke ikke drev min far til vanvid, men han påstod altså at i de mange år han havde stået i butik, så var den ringende klokke noget, som var en del af hans liv. Han ville af gamle minder ikke udskifte den gamle klokke, som havde været hans egen morfars butiksklokke. Det var et minde og arvestykke, og på grund af den, så valgte min far helt med vilje ikke at udskifte den med en elektronisk klokke.

Yup! Min far var sin helt egen, men okay det havde jeg vidst også arvet fra ham..

Endelig fik jeg prispåsætteren eller what ever den hed sådan en tingest, til at virke, så jeg atter kunne stå og proppe prismærker på 8,85 dollars på alle de spoler fiskesnører. Der var bare alt muligt underligt grej i min fars isenkræmmer, men underligt nok kunne det alt sammen bruges.

"Undskyld, De har vel ikke reb og karabinhager til salg her i butikken?"

"De skal måske ud og klatre eller noget?"

"Tja, det kan man vidst godt sige?"

Kunden der tydeligvis havde spurgt min far om disse mærkværdige ting, kom ikke bag på mig, eftersom der fandtes mange mærkelige ting og himstregimser, men det var mere "kundens stemme", der kom bag på mig, og jeg skulle ærligt også lige være på den sikre side.

Så jeg stoppede min prismærkepåsætning et øjeblik og trådte i langsomme skridt ned ad mellemgangen mellem reolerne, der var fyldt op med varer.

"Det er måske underordnet hvilken rebtype det er mr?"

"Nej, det skal helst være tyk nylon og gerne i sort, lilla eller rød.. Er det noget i har her?"

Stemmerne fra kunden og min far blev mere tydelige, da jeg nåede for enden af den ene reolrække og jeg spejdede hen mod kassen, hvor min far stod bag med et smil.

Kunden, der stod i et par slidte halvstramme jeans og med en sort hoodie og hætten over sig, afslørede tydeligvis en ung knægt, som jeg selvfølgelig ikke kunne se ansigtet på, eftersom han stod med ryggen til, men hans stemme var så slående med en vis Justin Bieber.

Jeg spejdede med blikket rundt i butikken for at kunne få øje på Sam, men nej... Sam var her ikke! Så kunden havde vel bare en lignende stemme som Justin, uden at være ham.

Jeg vendte mig omkring og gik tilbage til mine "opgaver".

"Jo, det skulle jeg da mene, at vi har.. Eh Vixen?!", hørte jeg flygtigt min far svare kunden, og han kaldte tydeligvis efter mig med hans "Vixen". Ja, det var hvad min far kaldte mig til tider, og det generede mig såmænd heller ikke.

"Ja far?!", svarede jeg højt i det jeg stoppede op midt i gangen.

"Kan du lige hjælpe kunden her?!", spurgte min far højt, så jeg sukkede svagt og lagde prispåsætteren et random sted blandt stabler af linjerede notesblokke.

"Ja far!", svarede jeg højt, eftersom jeg selvfølgelig gerne ville hjælpe min far, nu hvor han dårligt kunne gå rundt, og netop til hans fordel, havde han en høj taburet med hjul under, som han kunne sidde og aflaste sit dårlige ben med, når der ikke var nogen kunder, som han skulle stå og betjene bag kassen.

Jeg begav mig tilbage mod min far og kunden forrest i butikken og kunden vendte sig omkring med et smørret smil, så jeg tog mig gispende til brystet over, at mine mistanker havde været rigtige. Det var jo Justin! I egen høje person, men pokkers almindeligt klædt med sort hoodie, jeans med huller ved knæene og hvide Jordans på fødderne, så han lignede en hver anden fyr fra gaden af. Han så slet ikke velhavende ud!

"Hey Vixen!", udbrød han tydeligvis med sarkasme over min fars kælenavn til mig, så jeg smilede sarkastisk, mens Justin nærmede sig med langsomme og velovervejede skridt med hans drilske og smørrede smil.

"Er vi nu på fornavne eller hvad?", spurgte jeg lavt, mens jeg skulede hen mod min far, der stod og kiggede i nogle varesedler bag kassen, og jeg så igen på Justin, der smilede drilsk med et løftet øjenbryn.

"Hvorfor ikke? Det kunne da være meget spændende synes du ikke Vixen, eller foretrækker du Victoria, eller hvad med Vicky?"

Jeg så målløs på ham med skuffen i gulvet, "Hvad med miss Sands?", spurgte jeg sarkastisk og vendte mig med ryggen til ham og valgte at ignorere ham. Ja, han var da seriøst ikke til at blive klog på.

"Hov? Sagde jeg noget forkert?"

Jeg begyndte igen at sætte priserne på de mange spoler fiskesnører.

"Victoria?"

Jeg vendte mig straks mod ham og bemærkede hurtigt, at han var gået efter mig, for han stod en halv meter fra mig foran knagerne med de mange slags karabinhager i forskellige størrelser og udformninger, alt afhængigt hvad de skulle bruges til.

"Ærligt talt, hvad laver De her mr Bie..." "Justin..", afbrød han mig med et drilsk smil, så jeg bare så målløs på ham og rystede opgivende på hovedet, for at koncentrere mig om de mange spoler fiskesnører.

"De svarede ikke på mit spørgsmål mr Bieber?", spurgte jeg lettere irriteret, mens jeg nærmest hamrede priserne på skift på de mange spoler.

"Og du lovede at hjælpe mig med kundebetjeningen Victoria?"

Jeg vendte mig straks omkring med et sarkastisk stramt smil til ham og pegede lettere forbi ham, "Hvis De kigger lige bag dem, så kan De ikke undgå at se en allerhelvedes masser af karabinhager i alskens størrelser, farver og formål, men eftersom De skulle bruge tyk nylonsnor, så skal De sikkert ud og klatre i bjerge eller noget! Så vil jeg anbefale dem, at de vælger de store karabinhager med mest bæreevne og ikke de små, der ville fungere glimrende til deres nøglebundt!", forklarede jeg med et stramt smil, så Justin bare stod og sendte mig et smørret grin og han så sig tilbage på væggen med de mange karabinhager, og så atter tilbage på mig.

"Du forstår at sælge! Hvor meget vejer du da?"

Spurgte . han . lige . om . det?

Jeg stod ærligt med skuffen i gulvet!

"Det er da ikke mig, der skal klatre, men dem.. Er det så ikke ret underordnet med min væ..." "Hvad vejer du Victoria?", afbrød han mig igen.

At han vovede?

Jeg trådte tættere på ham og så ham indgående op i øjnene, "Ved De ik..." "Justin..", afbrød han mig igen med et smørret smil, så jeg sukkede opgivende og kunne alligevel ikke holde mit lille grin væk.

Jeg rystede opgivende på hovedet, "Du er uforbederlig.. Det ved du godt, ikke?", udbrød jeg lavt med et lille fnis.

Justin stod bare med hans smørrede og luskede smil og trak på skuldrene, "Så hvad vejer du?", spurgte han igen, så jeg så opgivende op på ham.

"Hvis jeg svarer, lover du så at droppe dine luskede bagtanker?", spurgte jeg ærligt, så Justin så tænkende ud med hans evindelige luskede smil.

"Hmm, jeg kan prøve, men jeg kan ikke love noget..", svarede han med et smørret smil, så jeg rystede med et kort fnis på hovedet.

"Altså, hvad vedkommer min vægt dig? Det er altså et ret personligt og ikke mindst underligt spørgsmål, at k.." "Det er da et ret simpelt spørgsmål.. Hvor svært kan det være at svare på?", afbrød han mig igen.

Han blev jo ved?

"Okay okay!", udbrød jeg og himlede med øjnene.

"Det gjorde du ikke lige!", udbrød han, så jeg rystede lettere forvirret på hovedet, "Hvad mener du?", spurgte jeg uforstående.

Justin sendte mig igen igen hans intimiderende blik, så jeg sukkede svagt frustreret over hvor meget hans humør hele tiden skiftede. Han var seriøst værre end en kvinde i overgangsalderen!

"Din vægt Victoria?"

Han drev mig til det glade vanvid med hans emneskift og humørskift!

"Sig mig, lider du af en psykose eller noget Justin?", spurgte jeg alvorligt med opspærret blik, og alt han gjorde var at lægge armene over kors, mens han fugtede på hans perfekte læber i et smørret smil.

"Du er godt nok fræk i replikken?"

Jeg grinte tørt et kort øjeblik og vendte mig omkring mod spolerne med fiskesnørerne, men et højt gisp røg ud af mig, da Justin pludseligt vendte mig omkring mod ham og han puffede mig op mod reolen bag mig, så enkelte dåser låseolie raslede på reolen til venstre for mig og flere røg skramlende ned på gulvet, hvor de trillede rundt nede på gulvet.

"J.. Justin?", gispede jeg i et lavt støn og betragtede ham lettere chokeret, mens han pustede sig op ad mig, så jeg mildest talt kunne mærke hans hjerte slå mod mig.

Justin smilede ikke, mens han så mig indgående i mine øjne med et mystisk køligt blik, "Ved du ikke, at man skal tale pænt Victoria?", spurgte han lavt med en hæs og ret intimiderende stemme, som ærligt sendte knap så stuerene tanker i hovedet på mig.

Jeg sukkede og lagde mine hænder på brystet af ham, men han greb hurtigt fat om mine håndled og tvang mine hænder væk fra ham, så et støn brød ud af min mund.

"Justin, hvad skal det her til for?", spurgte jeg ret uforstående og bed mig nervøst i underlæben. Han lænede sig faretruende tæt på mine læber, så jeg kunne mærke hans varme ånden, og det pirrede mig enormt!

Selvom han var ubehagelig, så fandt jeg også hans opførsel farlig og ret interessant..

Jeg følte at mit hjerte pludseligt sad frygteligt langt oppe i halsen på mig, mens vi stod voldsomt tæt på hinanden. Ja, han havde da allerede overtrådt min personlige og usynlige grænse her.

Hans kølige, mystiske og intimiderende blik så tæt på mig, havde en enorm effekt på mig, og hans perfekte læber, som han stod og fugtede dragede mig. Langsomt nærmede jeg mig de resterende cm mod hans læber, men han trak sig en smule bagud og så bare køligt på mig, "Din vægt?", spurgte han lavt og hæst, så jeg sank en klump, over at han ikke ville tage imod mine læber.

Men hvad havde jeg også regnet med? Det var da slet ikke muligt, at han kunne være interesseret i sådan en fattigrøv som jeg?

​"Eh.. eh... Syvoghalvtreds..", mumlede jeg fortumlet og fuldstændig omtåget af Justins "magt".

Justin smilede lusket med et bid i underlæben, "God pige..", svarede han lavt og han fjernede sig igen fra mig, som om intet var sket før og han vendte sig hen mod karabinhagerne.

Hvad . skete . der . lige?!

Jeg bed mig nevøst i underlæben, og følte mig fastfrosset til gulvet, mens jeg betragtede Justin stå og studere de mange karabinhager ud, til han greb fat i nogle neutrale, der tydeligvis havde bæreevne op til 120 kg, og han vendte sig atter omkring med et smørret smil, "For en sikkerheds skyld..", mumlede han med et smil.

"Nylonreb?", spurgte han kort, så jeg stadigt ret fortumlet over det der skete mellem os før, bare valgte at pege ned ad gangen mellem reolerne, "Tredje gang på højre hånd... Du kan ikke undgå at se alle rebene..", svarede jeg målløs med et akavet smil til ham.

Justin nikkede med et smørret smil, "Tak.. Jeg finder det Victoria.. Og jeg kan bare komme til dig, hvis jeg har brug for hjælp, ikke?", spurgte han med et skævt smil, så jeg blot nikkede stadigt chokeret efter det skete fra før.

Justin smilede skævt med et blink med øjet og han begav sig ned ad gangen med retningen for at finde nylonreb.

- Jeg var stadig i chok...

~

Ja, det var et ret kort kapitel, men de kan jo ikke være lige lange allesammen. ;)

Så må vi jo se om der kommer mere i morgen, men om ikke andet kommer der selvfølgelig snart mere.

Fortsat god aften herfra.

Ida.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...