One day you'll lose

En 2´er på vej!

Bogen foregår i New York, med hovedpersonen Susan Rivers. En smuk og velhavende pige, som næsten har det hele. Næsten. Hun har i hvert fald en bedste veninde, som har det hele, tror hun da. Susan er meget uheldig, med kærlighed, og har tit kriser. Men det er ikke det eneste hun får problemer med, alt ramler sammen, og hvordan håndterer hun det? Læs med.

19Likes
6Kommentarer
5148Visninger
AA

9. Kapitel 8

Kapitel 8 Den nat til jul hvor min mor græd 

Et skuffende tøvejr udenfor. Jeg var lige kommet ud fra hospitalet, havde brugt hele min dag dér. Det var natten til juleaftensdag, og jeg havde ikke særligt meget lyst til at sidde med et forstuvet haleben. Det var ikke brækket, men forstuvet. Hvad var det for noget, jeg tænkte slet ikke, at det kunne lade sig gøre, men altså åbenbart. Liza gik, da klokken blev 23. Hun havde også siddet og gabt i, I alt fald en time. Hun havde også været sammen med mig hele dagen, så jeg gav hende lov til at gå. Det var bare Charlie og jeg. Charlie som jeg ikke anede hvor stærke mine følelser var for. Vi havde været sammen i en måned, og det var gået meget stærkt. Vi havde ikke sagt "jeg elsker dig" til hinanden endnu. Han ventede nok på det rette tidspunkt, og jeg ventede på et tegn om at det var den rigtige for mig. Han var så sød. Venlig, godt opdraget, behandlede mig altid godt. Desuden fyldte hans arbejde heller ikke så meget lige nu, men det ville det komme til, hvis aftalen med The New York Times, gik som den skulle. Jeg nød at have ham ved min side imens, vi sad og ventede på at komme ind og blive tjekket på. Vi ventede godt nok i mange timer, og først ville de indlægge mig. De havde fundet en seng til mig, så jeg kunne overnatte. Det havde jeg bare ikke lyst til. Selvom han sad ved min side og holdte mig i hånden. Derfor tog vi hjem omkring klokken 1. Jeg var simpelhent så træt. Da vi kom hjem, kom min mor bekymret hen til mig. Jeg havde glemt alt om at fortælle hende hvad der var sket.
Jeg havde fået et par krykker som jeg kunne låne, så det faldt nok mistænksomt ind. 
"Susanna Aleida Rivers, hvad har du dog lavet".
Jeg tog hånden op til hovedet, kørte den hen over mit øje. Jeg var så træt, at jeg bare kunne falde om på gulvet og sove. Jeg svarede min mor med et kort “jeg faldt”. Gik op ad trapperne. Stanley tog krykkerne, eller ikke rigtigt. Jeg smed dem i hovedet på ham. Ikke med vilje, jeg var bare ret gnaven når jeg var træt. 
Jeg vågnede op med stærke smerter i løbet af natten. Lægen havde givet mig smertestillende, men de hjalp bare ikke. Da jeg så at klokken var 5 om morgenen, og opdagede at jeg kun havde fået omkring fire timers søvn, havde jeg lyst til at græde. Jeg kunne bare ikke falde i søvn igen. Det var juleaftensdag og jeg ville tilbringe den med at være gnaven og træt. Ingen gad at være i nærheden af sådan et menneske. 
Jeg tog joggingbukser på og skammede mig. Jeg hadede joggingbukser, og kunne aldrig finde på at gå med det i offentligheden. Det var bare det eneste jeg følte var lidt behageligt for mit haleben. Det lød plat, men det var sandt nok. Jeg prøvede at hinke over til stikkontakten, så jeg kunne få tændt noget lys på mit værelse. Jeg skulle se hvor mine krykker lå. Hvert hink, gjorde meget ondt. en ubeskrivelig smertefuld oplevelse, gik jeg igennem med at hinke. Krykkerne, stod lige ude foran min dør. Jeg stillede mig foran trapperne til nedenunder. Hvordan skulle jeg nogensinde komme ned; var min tanke. Ikke nok med, at det var minus en million grader indenfor, anede jeg ikke hvordan jeg skulle komme nedenunder. Det ville være for risikabelt at hinke ned, og sikkert også dobbelt så smertefuldt. Jeg måtte ty til alternative metoder. Jeg kastede mine krykker ned ad trappen, hinkede ind på mit værelse igen og tog en pude. Hinkede ud igen, tog puden med. Satte mig på det øverste trin (på puden selvfølgelig. Greb fat om gelænderet og kørte stille og roligt ned ad trappen. Holdt rigtig godt fast. Det gik rent faktisk okay, hele turen ned. Jeg havde da forberedt mig selv på at falde et par gange, eller noget lignende. Da jeg endelig var nedenunder, fik fat på krykkerne igen, haltede jeg ind i elevatoren. De plejede at spille hyggelig musik derinde. Den dag var det julejingles. Jeg satte mig ned i elevatoren, da turen tog lidt tid. Jeg boede jo på penthouse etagen. Hvilket var dejligt. Skøn udsigt over manhattan, jeg klagede ikke. Jeg anede faktisk ikke rigtigt hvad det var jeg ville så tidligt om morgenen. Jeg havde ikke engang fjernet min makeup fra dagen før. Sådan noget plejede jeg altid, at tænke på. Denne her gang var det bare ligegyldigt. Måske var der fremgang i min forandring. Jeg var ikke så selvisk som jeg plejede at være, hvilket var et godt tegn. 

Jeg måtte have faldet i søvn i elevatoren, da jeg pludselig blev forskrækket af, dens åbning. Jeg vågnede i et sæt, og blev lettet over, at jeg var den eneste som sad i elevatoren. Jeg rejste mig blidt op og tog krykkerne i hænderne. steg ud. Der stod ikke nogen receptionist endnu, det var altid først klokken 7.00 de mødte. Jeg havde lagt mærke til det, fra dengang jeg gik i skole. Aldrig spurgt, og heller ikke rigtigt snakket med dem. Der var dog lys. Dørmanden var der heller ikke endnu. Det var underligt at stå op før dem. Jeg åbnede sidedøren, som stod lige ved siden af svingdøren. Solen var ikke stået op endnu. Det føltes stadigvæk som nat for mig. Jeg gik alligevel. En krykke i mine to hænder. Det føltes underligt, forhåbentligt behøvede jeg ikke at vænne mig til det, hvis smerterne snart gik væk. Krykker var ikke ligefrem de bedste accessories.
Hvis det var en million minus grader indenfor, var det i hvert fald en billion minus grader udenfor. Det var alt i alt virkeligt koldt. Tøvejret havde forandret sig til sne i stedet for. Det gjorde det nemmere for mig, at komme i julestemning. Jeg havde næsten glemt, at det var december måned. Jeg hadede egentlig vinter, men elskede juletiden. Min mor elskede den også, hvert år blev der pyntet ti procent mere op, end året før det. Jeg forstod ikke hvordan det kunne lade sig gøre, vi væltede rundt i julepynt. Det var ikke den klassiske julepynt, mere et nyt tema hvert år.
Der var ikke ret mange mennesker at se udenfor, kun en masse biler. Myldretiden begyndte snart, men man kunne næsten ikke se forskel alligevel. Lige meget på hvilket tidspunkt om dagen, vrimlede det med biler. De dyttede ad hinanden, og havde ikke rigtigt nogen tålmodighed. Det blev man næsten nødt til. Man havde prøvet alt for at gøre den trafik bedre, men det lykkedes aldrig. Jeg kunne ikke rigtigt gå med krykkerne, da sneen allerede havde lagt sig. Jeg ville nødigt falde igen. Jeg anede ikke hvorfor jeg så godt kunne lide at bo her. Det var i alt fald ikke på grund af larmen, pladsen måske?Manhattan var en stor halvø. Det var nok heller ikke det. Jeg elskede at shoppe. Det var nu heller ikke det. Hvad så jeg egentlig her? Menneskerne måske? Selvom de kunne være lede, kunne jeg godt lide at spendere min tid med dem. Jeg havde bare et problem. Jeg havde en kæreste, ikke helt officielt, men tæt på. Samtidig havde jeg bare et godt øje, til min bedste venindes fyr. Det var derfor jeg ikke kunne finde ud af at tænke klart lige nu. Jeg tænkte hele tiden på hvad det var jeg så i Dylan. Det var forkert. Jeg havde lyst til at give mig selv en flad. 
Døren ind til lobbyen gik op. Ud kom min mor. 
"Susan, dig være så tidligt oppe giver altså ikke nogen mening, hvad sker der skat?"
Jeg havde ikke lyst til at kigge på hende, jeg ville sikkert begynde at græde. 
"Ikke noget, jeg havde bare en masse smerter". 
Mit svar. Det undrede mig også hvad hun lavede oppe så tidligt.
"Mor, hvorfor er du selv oppe så tidligt, jeg ved, at jeg ikke vækkede dig, så hvorfor?"
Der blev helt stille bagefter. Jeg kiggede på min mor med et undrende ansigtsudtryk. Der var lyst nok, til at jeg kunne se en lille tåre dukke op, glide ned ad kinden, indtil hun fjernede den. Hun kiggede på mig, som om hun skulle til at fortælle mig noget dårligt. En lille tåre fulgte lidt efter den anden. Jeg havde ikke nogle lommetørklæder på mig, hun tørrede den selv væk med ærmet fra sin morgenkåbe. 
"Susan.. Jeg elsker ikke din far mere!"
Inderst inde var jeg nok ikke chokeret. Det var sjældent jeg så dem sidde sammen, kysse og alt det forældre nu gjorde. Lige dér var jeg dog chokeret. Mine forældre havde været sammen i 26 år. Det var ikke lang tid nok, til at de nu skulle gå hvert til sit. Det lød som om de skulle.
"Susan.. du må ikke hade mig, men jeg har gjort noget dumt. Jeg kommer også til at betale for det nu.. Men.."
Hun blev ved med at græde og kunne næsten ikke snakke. Jeg havde slet ikke lyst til at tænke på, hvad hun havde gjort.
"Jeg flytter ud ad huset, og du bestemmer selv hvad du gør. Din far bliver boende her, imens kommer jeg til at bo hos min søster, bare midlertidigt."
Hendes søster var 11 år yngre end hende, jeg tvivlede på hun blev der længe. 
Jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle sige til min mor. Skulle jeg blive boende, eller tage med hende. Min mor var et fantastisk menneske med et godt hjerte. Det var min far vel også inde bag hans facade. 
Jeg var mundlam.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...