One day you'll lose

En 2´er på vej!

Bogen foregår i New York, med hovedpersonen Susan Rivers. En smuk og velhavende pige, som næsten har det hele. Næsten. Hun har i hvert fald en bedste veninde, som har det hele, tror hun da. Susan er meget uheldig, med kærlighed, og har tit kriser. Men det er ikke det eneste hun får problemer med, alt ramler sammen, og hvordan håndterer hun det? Læs med.

19Likes
6Kommentarer
5151Visninger
AA

8. Kapitel 7

Kapitel 7 Den dag jeg mistede min værdighed 

Det havde været en god aften. Charlie og jeg havde spist sushi i hans lejlighed. Det var snart jul og vi kunne se frem til en masse ting. Alt virkede bare til at være perfekt i mellem os. Stemningen, romancen.. jeg kunne blive ved. Dog havde jeg haft mange andre tanker i hovedet end ham. Som da jeg forleden løb ind i Bethany og fandt ud af at hun var gravid, men stadigvæk ikke vidste hvem faderen var. Jeg havde godt lavet en forskruet tanke om at det kunne være Charlie, da han lød så mærkelig i telefonen da jeg fortalte hvad der var sket. Men måske var han bare ikke så interesseret og de kendte ikke hinanden så godt. Det var den håbefulde teori. Men jeg skulle stadig til bunds i det. Det kom mig sikkert ikke ved, men jeg havde det med at være vild med at blande mig i ting som ikke havde noget med mig at gøre. For så var jeg ikke ofret men i stedet tilskuer. En fantastisk og sikkert syg følelse. 
Jeg var lige kommet hjem fra Charlie, da jeg lagde mig i sofaen og kiggede op i loftet. Jeg lå bare og tænkte, tænkte på hvor heldig jeg selv var. Jeg havde måske fundet den rette. Men nu skulle jeg passe på, jeg havde knapt kendt ham i en måned. Jeg var bare så glad, jeg var ikke den bedste til at falde til ro igen, efter gode ting skete for mig. 
Pludselig dukkede en lyd op. En banken. Jeg kunne høre en banken i væggen ved trappen. Hvad kunne det være, det bankede i den ene side og så i den anden side. Var min mor igang med at renovere? Eller lavede hun noget helt andet. Min far var ikke hjemme så det ville ikke kunne lade sig gøre. Han var på arbejde. En stor forretningsmand som tog alt seriøst. 
Jeg kunne stadigvæk undre mig over hvorfor de nogensinde havde fundet sammen. Min mor plejede at svare på mit spørgsmål, med et simpelt "din far var hip dengang" tænk at de ord kom ud af min mors mund. Min mor med sine Chanel uniformer. Hun var en dame som klædte sig fint på, når min far bad hende om det. Ellers var hun til skøre farver og gik ikke så meget op i de mærker, og kvalitetsvarer som min far gjorde. Chanel uniformerne var nogle hun havde arvet fra sin egen mor. 
Jeg gik op ad trappen. Jeg følte mig nysgerrig, en dårlig følelse engang i mellem. Jeg kaldte på min mor "er du okay?" 
Hun svarede fjernt "ja, skat!"
Jeg lod det ligge og ville i stedet grave videre i Bethanys sag. Hvem var faderen til hendes barn, var mit evige spørgsmål. Jeg tog et par solbriller på, selvom det var minusgrader udenfor. Jeg ville helst ikke blive genkendt. Jeg kunne spore Bethanys mobil på en applikation. Det var intet problem at finde hende. 
Applikationen, sagde at hun sad på en Café. Jeg ringede til Liza. Det her var ligesom highschool. Vi lavede sådan noget hele tiden, for at få spænding ind. Og der var ikke nogen mere spændende person end Bethany dengang. Liza var på, hun var ikke sammen med Dylan. Hun fortalte at han havde virket fjern på det sidste, og havde undgået hende på en måde. De havde omtrent kendt hinanden, lige så længe som Charlie og jeg. Inden vi tog afsted, tænkte jeg over om det var i orden. Var vi blevet for gamle til at udspionere og blande os i andres problemer? jeg mener, virkelig? Liza vendte hovedet og sagde "man bliver aldrig for gammel til at have det sjovt." 
Inderst inde fandt jeg det faktisk ikke sjovt at Bethany var ked af hvem barnet til hendes far var. Måske var det virkelig Liza der var noget galt med. Hun nød på en måde, når folk led og havde det dårligt. Måske var hun den virkelige slange?
Efter hun havde snydt alle de drenge som rent faktisk ville have mig, havde jeg ændret mit syn på hende. Jeg savnede et sandt venskab, men det havde vi måske aldrig haft? Det kunne jeg aldrig vide. Jeg arrangerede også kun det her for at få ordentligt liv i vores venskab igen. 
Vi tog afsted. Klædte os næsten ud som spioner, morede os med at snige os frem, med stilletter der matchede vores helt sorte tøj. Med solbrillerne oven på til at fuldende vores accessories. Vi var ikke engang tæt på Bethanys mobil, men det var sjovt at lade som om vi var virkelige spioner, ligesom i totally spies. Min yndlings serie da jeg var yngre. Jeg drømte dengang om at bo i Beverly Hills ligesom dem. Det skete aldrig, og jeg vænnede mig med tiden til at blive glad for New York. 
Da vi kom til den gade Bethany sad på, blev vi helt stille. Med vores solbriller og "camouflerede" tøj gik vi ind på caféen. Jeg fik med det samme øje på Bethany. Det var ikke svært at få øje på brunetten med det lange krøllede hår. Prada tasken og Louboutin skoene. Jeg havde bare nogle plain Chanel sko på. Det samme havde Liza vel. Vi købte dem begge to matchende, dengang vi var i Paris for første gang. Der blev shoppet mere end der blev oplevet ting. Liza holdte sit menu kort op over sit hoved, så man kunne ikke se om der sad nogen overfor Bethany.
Det gjorde der ikke. Men det lignede hun sad og ventede på nogen. Hun havde en lille kop, sikkert med en Latte i. Vi satte os i et hjørne så vi lige kunne holde øje med hende. Døren til Caféen gik op. Og en mand kom ind. En ung mand i starten af tyverne. Jeg syntes at have set ansigtet før. Det samme med Liza. Hendes mund åbnede sig på det højeste. Jeg sad og beundrede hvor meget hendes mund kunne åbne. Hun måtte give nogle gode nogen.. Ad! Tænk, jeg sad og tænkte på det. Jeg kiggede ned på manden igen. Han satte sig ved Bethany. 
Det var Dylan.
Hvad lavede han med hende. Liza skulle til at rejse sig op, men jeg fandt i stedet på en idé. Jeg tog min mobil og lagde oppe ved skranken. Det var der Bethany sad, altså tæt på den. Jeg spurgte tjeneren om jeg kunne oplade min mobil. Jeg satte den til opladning og til at optage. Bethany var så fokuseret på Dylan at hun ikke opdagede mig. Jeg skyndte mig op til Liza igen. Hun så meget utålmodig ud. Klart. Hvad lavede hendes "kæreste" med den person hun hadede allermest i hele verden.
Der slog det mig. Tænk at det ikke gjorde det med det samme, da han trådte ind. Han måtte være faderen til barnet. Eller hvad? jeg kunne da ikke være helt gal på den. Efter et par minutter var gået, rejste Bethany sig op. Hun tog sin taske med og gik. Dylan blev siddende. Hvorfor? tjeneren kom med hans kop kaffe. Nååå. Kunne han ikke tage den to-go så jeg kunne få min mobil og høre deres samtale. I det samme, kunne jeg høre en lyd. En rimelig høj lyd. Den kom fra min mobil, som jeg helt bestemt ikke havde taget på lydløs. Det var den lyd som kom, efter man havde lavet en lydoptagelse. Dylan reagerede med det samme hen på skranken. Liza dukkede hovedet ned under bordet og lod som om hun skulle samle noget op. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Men han kiggede i hvert fald op på mig, efter han havde kigget hen på skranken. Han rejste sig fra sit bord og gik op i mod vores. Jeg var ved at få et panikanfald. Jeg rejste mig fra bordet, hev Liza i håret og skulle til at løbe afsted, da jeg gled i noget kaffe som en eller anden ældre dame havde spildt på gulvet. Jeg faldt direkte ned på mit haleben. Det gjorde så ondt, at jeg kunne græde. I stedet for at gå op imod Liza kom Dylan ned imod mig for at hjælpe mig op. Jeg havde både ondt indvendigt og udvendigt. Smerterne var helt sikkert også karma. Ja, jeg troede på dårlig karma.
"Jeg tror måske vi skal få dig på hospitalet. Gør det meget ondt?"
Jeg kiggede på ham, som om hans spørgsmål var ualmindeligt dumt.
Jeg kaldte på Liza, fik hende diskret til at tage min mobil til mig. Lod Dylan bære mig ud.
Først prajede Dylan en taxa til os. Eller skal vi ikke bare sige, at han prøvede på det. Imens han havde mig i armene, stod Liza ved siden af og nedstirrede ham. Det var mærkeligt. Jeg havde voldsomme smerter i mit haleben, og ville egentlig bare gerne være på et hospital, ligge i en seng, have smerterne der. I stedet for i armene på min bedste venindes kæreste. Som vi lige havde udspioneret. jeg følte at det her var det pinligeste øjeblik i mit liv. Selv ud af alle de andre pinlige øjeblikke. Dylan kunne bare ikke få fat i en taxa, jeg blev desperat. 
“RING TIL STANLEY, MIN CHAUFFØR I STEDET FOR!”
Han kiggede forskræmt på mig, tog til handling bagefter. Liza fandt nummeret på min mobil. Ja den holdte hun stadigvæk, efter vores forsøg på at udspionere og optage Bethany og Dylans samtale. Jeg havde ikke noget plads på min mobil, hvilket normalt betød at jeg købte en ny. Men det var ikke lige det, som kom i tankerne på mig. 
Liza ringede til Stanley, Han kom os til undsætning, hurtigere end nogensinde før. NEJ. Sarkasmen skyldes smerterne. Der var kø i hele New York, myldretiden. Den eksisterede nærmest hele tiden, men det var som regel om morgenen og om eftermiddagen det var værst. Det var eftermiddag, 15.03 var klokken. efter et kvarter, kunne Dylan ikke have mig i sine arme mere. Han tabte mig næsten. Jeg kom til at føle mig overvægtig, hvilket ikke ligefrem gjorde situationen bedre. 
Personalet fra caféen kom ud med en pude jeg kunne sætte mig på. En var bare ikke nok, jeg blev krævende og det blev til otte puder. Fordelt sådan, at to ved numsen, og resten for at give ligevægt til kroppen. De havde lagt mig på en sofa indenfor. Jeg kiggede op i loftet og skammede mig. Kunne man godt fortryde et uheld? For så ville jeg da fortryde det her. Imens jeg lå og skammede mig, gik Dylan og Liza, til det vi alle havde ventet på. At får svar på vores spørgsmål. Hvorfor mødtes han med Bethany.
“Hvorfor gjorde du?”
Spurgte Liza.
“Jeg ved ikke om jeg må involvere dig, og jeg ved da heller ikke om jeg har kendt dig lang tid nok til at dele det med dig”.
Det havde han sikkert heller ikke.
Liza ventede stadigvæk på, at han ville komme til sagen. han fortsatte:
“Men nu stoler jeg på dig, Liza. Bethany er gravid”.
Liza rullede med øjnene, det her var efterhånden gamle nyheder. 
“Hvem er faren?”
Spørgsmålet væltede bare ud ad min mund. 
Han kiggede forskrækkende på mig. Jeg svarede ham med et akavet smil. Lagde hovedet stille ned bagefter. Dylan svarede:
“Det har jeg ingen idé om. Hun kunne ikke nå at være her i særligt lang tid, så hun gik lige inden, jeres mobil bippede og afslørede jer”
Liza kiggede med det samme på mig. Hun undskyldte overfor Dylan. Det vi stadigvæk undrede os over, var hvordan Bethany og Dylan havde forbindelse til hinanden. Han svarede på spørgsmål:
“Nåå, det troede jeg godt i vidste, Bethany er min kusine. Vi har altid haft et tæt forhold til hinanden, Næsten søster og bror agtigt.”
Liza åndede lettet op. Det forstod jeg godt, i New York, kunne man sjældent stole på hinanden, Hvis man virkelig kunne stole på Dylan, havde hun gjort et scoop. Han havde både mange penge, udseendet, personligheden. osv. Åh gud, nej, det kunne ikke være rigtigt, jeg kunne da vel ikke være interesseret i ham? Hvorfor tænkte jeg så godt om Dylan, samtidig med at jeg lige havde fået en sød kæreste som jeg knapt nok tænkte på. jeg gav mig selv et lille slag i hovedet, Jeg lå alligevel halvt under bordet, så de andre kunne nok ikke se det. 
I det samme, kom Charlie ind ad døren. Han så bekymret ud. Han kom hen til de ansigter han kunne genkende (det vil sige Lizas, han kunne jo ikke se mig fordi som nævnt før mit hoved var halvt under bordet). Jo tættere han kom på vores bord, kunne han få øje på mig. Jeg prøvede på at sætte mig op, men det føltes som om, der stod en kæmpe mand med en hammer og bare slog løs på mig. 
“Godt du er okay, Jeg løb fra min lejlighed så snart jeg kunne” Han lød forpustet. Charlie arbejde hjemmefra, han ville gerne være forfatter, så han kom med en masse idéer, og havde samarbejdet med Liza omkring at få en af hans historier i The New York Times. 
Han prøvede på at løfte mig op, men det gjorde mere ondt, end da Dylan gjorde det. Jeg skreg næsten i smerte. Dylan prøvede at løfte mig op i stedet, straks kunne jeg ikke mærke smerterne mere. Der var noget helt galt. Da vi igen, var på vej ud, fik jeg øje på Stanley. Han rullede vinduet ned, og spurgte om jeg havde mange smerter. Jeg sendte ham et dræberblik, der sagde spar to, og så var vi altså bare på vej til hospitalet. Dylan tog ikke med, fordi han skulle videre. Men Liza gjorde, hun overraskede mig positivt, og måske ville vi få vores venskab tilbage. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...