One day you'll lose

En 2´er på vej!

Bogen foregår i New York, med hovedpersonen Susan Rivers. En smuk og velhavende pige, som næsten har det hele. Næsten. Hun har i hvert fald en bedste veninde, som har det hele, tror hun da. Susan er meget uheldig, med kærlighed, og har tit kriser. Men det er ikke det eneste hun får problemer med, alt ramler sammen, og hvordan håndterer hun det? Læs med.

19Likes
6Kommentarer
5144Visninger
AA

5. Kapitel 4

Kapitel 4 Den dag jeg fik en rigtig date 

Efter en fredelig Thanksgiving, blev det tid til at vende tilbage til det gamle. Frygtelige dates, samt frygtelige veninder. Jeg følte, at jeg havde levet mit liv på en løgn. Et kendt udtryk at bruge. Ikke hele livet, men i hvert fald siden jeg blev teenager. jeg havde ikke snakket med Liza siden Bethanys fest. jeg var ellers ikke en af de piger der bar nag, men oprigtigt følte jeg mig svigtet.
Det havde været en dårlig uge, efter festen havde jeg mistet min jakke. jeg havde værdifulde ting i den jakke. Mit id, pung, kreditkort. Alle de vigtige ting. Jeg havde stadigvæk ikke fundet den, og selvom Liza havde fortalt Charlie sandheden, havde han heller ikke kontaktet mig. Lige nu kunne Liza sidde inde på The times og have en fest med at skrive. Og jeg kunne sidde her og være intetanende om min fremtid. Sikke en uge det havde været. Jeg havde brugt det meste af min tid på at tude og spekulere. jeg havde kun lige været ude på tagterrassen når jeg skulle have luft, ellers havde jeg ikke været ude for en dør. Stanley havde gjort alt for mig. Han var min bedste ven her for tiden. Tænk at sidde og snakke om fyre og veninder med en 53- årig mand. Det virkede altså meget normalt for mig, hehe… Mine forældre havde været ude at rejse, så det havde bare været mig og ham. Igen, sikke en uge! 
Jeg lå i min seng med dyne omkring mig. Det var koldt udenfor. November var snart forbi, også ville vi gå ind i min absolutte yndlings måned. December! Den hyggeligeste måned nogensinde. Jeg plejede altid, at bruge de fleste af decemberdagene sammen med Liza på en café. Det måtte vel blive Stanley denne gang. Det var ikke gået op for mig, at han havde åbnet vinduet til mit værelse. Måske var det derfor jeg frøs så meget. Dumt spørgsmål, det VAR derfor. Det irriterede mig, jeg lukkede det igen. Bagefter gik jeg ud på mit badeværelse. Jeg turde næsten ikke at tænde lyset. Jeg havde godt en idé om at jeg ikke så særligt godt ud. Efter seks dage uden makeup, og hvor jeg ikke rigtigt havde været i bad, kunne jeg vel kun forvente det værste. Det var altså muligt at lade være med at, gå i bad for så lang tid. Måske var det derfor Stanley havde åbnet vinduet, han måtte have syntes at jeg stank! Jeg var ved at græde, bare af flovhed Jeg tændte lyset med halvlukkede øjne. Jeg åbnede dem lidt mere, og fik et chok. Selvom jeg havde regnet med det, kom det nok bag på mig, at det var så slemt. jeg slukkede lyset og hoppede dovent ind i min seng igen. Jeg prøvede at lande på maven, men endte i stedet, halvt på sengen og halvt på gulvet. Det gjorde lige så ondt som det lød. Min mobil røg med i faldet, selvfølgelig med skærmen vendt i mod gulvet. jeg krydsede fingre for at den ikke var smadret, inden jeg samlede den op. Det var den ikke, faktisk heller ingen ridser. Eller ingen nye. I stedet dukkede der bare en besked op. Faktisk lige i dét jeg samlede den op. Ej okay jeg overdrev der, jeg ville bare gerne have at det skulle lyde filmagtigt. Jeg sad først og tjekkede mig i spejlet igen, bare på mobilen, og bagefter dukkede den op. Der stod ukendt nummer? Beskeden sagde: Hej Susan. Jeg håber i hvert fald, at det er dig. Eller dit rigtige nummer. Det er Charlie her. Jeg har virkeligt gerne ville kontakte dig, men jeg tabte min mobil til Bethanys fest, så har ikke kunnet få fat på dig før nu. Har først fået en mobil nu. Nå, men selvom det er lidt kikset, vil jeg gerne inviterer dig ud på en date, håber du vil. Hilsen Charlie.
Jeg smed min mobil ned på jorden (den smadrede helt sikkert dér) jeg hoppede og dansede. Stanley kom ind på mit værelse, og jeg endte akavet nok med at kysse ham på munden af glæde. Et lille bitte chokeret udtryk dannede sig i hans ansigt. Jeg forstod ham godt, jeg kunne have brækket mig bagefter. Altså ikke fordi det var værre end de dates jeg havde været på, mere fordi, at han var 30 år ældre end mig. I stedet for at kommentere på det skreg jeg bare “JEG SKAL PÅ EN DATE, EN RIGTIG DATE!” Men som om det ikke gjorde den akavede situation værre. 
“Du skal ikke på date med mig” 
Mine øjne blev et par gange større da Stanley sagde det. 
“Ad nej selvfølgelig skal jeg ikke det, kysset var bare af ren glæde. Men lad os aldrig snakke om det her igen. nogensinde. aldrig, okay?”
Stanley nikkede enigt. 
jeg tog mig lettet til hjertet. Jeg begyndte at hoppe og danse igen. Så slog det mig, at jeg ikke havde svaret ham. Jeg gik i panik. Hvad hvis der stod “set” i hans beskeder, som om jeg ikke var interesseret? Jeg skyndte mig at samle min mobil op, som faktisk kunne holde til rigtig mange ting. Jeg ville ikke virke desperat i mit svar. Det blev til et: Vi kan da finde ud af en dato. 
men virkede det for desperat? Jeg var meget nervøs. Jeg havde ikke haft en flot og normal date i meget lang tid. han var hurtig på tasterne. Han svarede allerede “Hvad med i aften?”.
Jeg vendte mig imod spejlet, gik i panik. Klokken var 4 om eftermiddagen. Jeg lignede lort. Jeg svarede ham: måske klokken 7
den var han helt med på.
Så jeg havde tre timer til at gøre mig klar. Det ville nok være fint. Vi havde aftalt at mødes hos ham. Han boede helt nede på 14. gade, det var vel fint nok. Afstanden ville bare være lidt stor, hvis vi altid skulle ses hos ham. Der blev ved med at komme negative og nervøse tanker ind i mit hoved. Hvorfor kunne jeg ikke bare tænke positivt som et normalt menneske? Lige meget, jeg havde ikke engang tid til at tænke
Jeg startede med et dejligt og forfriskende bad. Hvor jeg kunne skylle de negative tanker ud, og få de positive ind. Jeg havde godt nok haft brug for det bad. Bagefter så jeg på klokken og blev stresset. DEN VAR ALLEREDE 5! Jeg havde været i bad i en time! Jeg løb frem og tilbage, jeg blev nødt til at starte med at finde en kjole, makeuppen kunne jeg klare bagefter, men det var bare det der med tøjet jeg var værst til. Jeg åbnede døren til mit walk-in closet, smed kjoler frem og tilbage. Det var som om jeg var med i en film eller sådan noget. Jeg blev ved med at kigge på klokken og så hvor hurtigt tiden gik. 
ENDELIG fandt jeg en kjole. En sort kjole med rødligt skær, kort og simpel. Lige til en første date, med en ordentlig fyr. Der var altså bare lige et lille problem.. Jeg kunne ikke klemme mig ned i den. Jeg havde ikke levet så sundt på det sidste, og det fik altså konsekvenser for min krop. Eller mest for min numse. hehe. Jeg stod og kæmpede mig ned i den. Trak røven ind, nej det var umuligt. Til sidst måtte jeg klemme mig ned i den fra siden af. Det gik lige præcis. Men det var altså meget tæt på. Klokken var blevet seks og jeg måtte skynde mig med makeuppen! Jeg skulle i hvert fald køre en halv time før. Det lå lidt langt væk fra mig og New York havde nok den værste trafik. 
Da jeg havde færdiggjort makeuppen, råbte jeg til Stanley, at han skulle skaffe bilen med det samme. Jeg følte meget stres. Jeg ville bare gerne have at alt skulle være perfekt. Jeg havde fundet en lidt gammel trench coat frem, så jeg kunne holde varmen lidt. Det måtte blive de klassiske Louboutin stiletter til. En rød Saint Laurent taske til at fuldende looket. 
Jeg skyndte mig ud til elevatoren. Stanley stod allerede dernede med bilen, så nu måtte intet altså gå galt. Jeg lukkede øjnene og tænkte på Liza. Jeg anede ikke lige hvorfor hende, måske fordi hun havde fyldt så meget på det sidste? 
Elevatoren åbnede, og jeg blev mødt af en masse mennesker som skulle ind. Da den sidste steg ud, var jeg fanget. Der var altså langt flere i den elevator, end der burde. Jeg tog hånden til panden og orkede ikke engang at prøve mere. Jeg var meget tæt på at give op. Jeg kiggede på klokken og så at den var 20 minutter i 7. Jeg blev nødt til at skrive til Charlie, at jeg var forsinket. Hvor var det kikset. Bare han kunne forstå det. 
Elevator turen havde taget mere tid end jeg lige havde forventet. Det tog alle de mennesker noget tid at komme på plads. Det irriterede mig virkelig meget, for der var også en som valgte at lufte sin gas derinde. Det var sikkert ham den ældre herre foran mig. Det lugtede så dårligt at jeg fik tåre i øjnene, hvilket ikke var godt, for min mascara var ikke vandfast. Jeg måtte bare tørre det af med et lommetørklæde. 
da jeg endelig var ude af bygningen, så jeg en utålmodig Stanley som kiggede en lille smule anstrengt på mig. Jeg sendte ham et dræberblik og steg halvt ind i bilen. Da jeg endelig sad ned og troede, at der ikke kunne ske mere, hørte jeg en lyd. En dårlig lyd. Det lød lidt som en knast nød. Hvis bare det var det. Min kjole var revnet bag i. Jeg vidste godt at jeg havde taget lidt på i bagen, men ikke SÅ meget! Det var lige over numsen den var revnet. Jeg følte mig lidt fortabt. Men der var virkelig ikke tid til, at gå tilbage og skifte. Jeg måtte bare lukke min trenchcoat sammen og gå rundt i den hele aftenen. Helt ærligt, hvorfor mig? Jeg forstod at folk kunne være så uheldige på film, men ikke mig. Hvorfor havde jeg været så uheldig den dag? 
Jeg kunne høre Stanley sidde og grine oppe foran. Jeg lukkede den lille skærm for, så jeg ikke ville blive endnu mere vred. Nu var der kun en date jeg skulle fokusere på. Nu kunne jeg bare sidde og få noget ro, vente på at jeg var der, og håbe på det bedste. Jeg kunne håbe på, at Charlies personlighed var lige så skøn som hans udseende. Jeg orkede virkelig ikke flere dates som gik i vasken. Der var snart ikke mere plads i den vask altså! 
Efter der var gået noget tid, havde jeg ikke tænkt over hvor stærkt tiden var gået, jeg var på destinationen. Stanley steg ud af bilen og åbnede døren ind til mig. Jeg steg ud. Det væltede ned. Det regnede overalt. Jeg havde slet ikke lagt mærke til noget, da jeg havde mørkbelagte ruder. Jeg skyndte mig ind i hans lejlighed. For engangs skyld skete der ikke noget pinligt for mig. Mit hår var kun blevet lidt vådt, og min mascara sad stadigvæk, som den skulle. Jeg fik øje på en lille sød elevator. Den var ikke engang halvt så stor som min, men jeg kunne lide den. Jeg steg ind og trykkede på 11. etage. Det var der Charlie boede, det gav vel lidt sig selv. Altså hvorfor skulle jeg trykke på andre etager. Jeg kunne mærke en masse sommerfugle i maven. Det var også som om, at denne her elevator kørte helt vildt langsomt. Gad vide om jeg havde taget på? Måske var jeg for tung. Jeg kiggede på det lille spejl i elevatoren og følte mig lidt bredere end jeg egentlig var. Nå. Skidt pyt. "Ding". Elevatoren åbnede, og jeg kom ikke direkte ind i hans lejlighed. Der var to overfor hinanden. Han var ikke underklasse men middelklasse, hvilket passede mig fint. Jeg så hans efternavn "Monroe" og bankede på. Lidt efter kunne jeg se et øje igennem hans dørspion. Han låste op og tog imod mig. Jeg gik ind. Det var en rigtig fin lejlighed, han havde sat stearinlys op et par steder. Dæmpet lyset. Han var måske en rigtig romantiker. 
"Skal jeg ikke tage din jakke for dig"
Spurgte han.
"Eh, puh, jeg fryser sådan".
Svarede jeg nervøst. 
Jeg frøs ikke. Der var nok mindst 30 grader derinde. Hvem skruer overhovedet så meget op for varmen? Jeg kunne bare ikke tage min jakke af, det ville nok ødelægge min chance denne her gang. 
Han tog en stol ud fra hans spisebord, så jeg kunne sætte mig. Jeg følte at han var en ægte gentleman, ikke bare en eller anden klammo som prøvede for hårdt. Jeg satte mig og kunne høre endnu en sprække i min kjole. Jeg hostede falsk for at han ikke ville spørge ind til det. Inden han skulle sætte sig overfor mig, havde han købt en rosé vin vi kunne drikke af. Det var en af de lidt billigere, men den egnede sig alligevel. Til middag havde han bestilt kartofler og mørbrad. En rigtig lækker saftig mørbrad. De sidste par dage havde bestået af junkfood.. Det var lækkert, at få noget rigtigt indebords. Da vi begyndte at spise, anede jeg ikke hvad vi skulle snakke om. Det var så akavet. Måske var han alligevel ikke god for mig. Det var som om at jeg fik et panisk anfald. Samtidig med at jeg svedte så meget! Jeg rejste mig forsigtigt og gjorde tegn til at jeg skulle på toilettet. Jeg blev nødt til at tørre noget af sveden af. Få noget koldt vand. Det hjalp bare ikke! Jeg gik ud og satte mig igen, og måtte bide det i mig. Men jeg kunne ikke mere, jeg ville ikke være falsk overfor ham, når jeg lige så godt kunne vise den ægte side.
"Charlie!"
Han reagerede lidt voldsomt. Ligesom at jeg fik det råbt lidt voldsomt.
"Charlie, hør. Jeg vil rigtig gerne have at vi to får en chance for at lære hinanden ordentligt at kende. For ærligt du virker perfekt. Måske lidt for perfekt til mig. Jeg mener, jeg sveder virkelig meget lige nu. Altså jeg har lyst til at tage min jakke af, men min kjole er revnet bag i, fordi jeg de sidste par dage har levet af junkfood, og i min seng. Jeg er måske lidt klodset og uheldig nogle gange. Og jeg er slet ikke så formel som folk tror! Jeg ville bare gerne være ærlig med dig".
Det føltes så godt, at få ud! 
Jeg ventede bare på at han ville svare. Han pustede ud, og så rigtig lettet ud.
Han svarede: "er du godt klar over hvor lettet jeg er? Meget! Jeg er overhovedet heller ikke formel, eller en gentleman. Jeg igang med at blive forfatter, og arbejder mest fra hjemmet. Lige nu lever jeg af mine forældres indkomst, men prøver ihærdigt at blive hyret et sted til at skrive."
Jeg fik lyst til at kysse ham, jeg var virkeligt lettet. Ingen var måske så perfekte som jeg gik rundt og troede alligevel.
Jeg rakte mit hoved ind over bordet. Og vi kyssede. 
Efter det kys, stoppede vi ikke. Der VAR virkelig kemi imellem os. Det var så godt! Efter det, var det som om vi mødte hinanden på ny, og fik en bedre start. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...