One day you'll lose

En 2´er på vej!

Bogen foregår i New York, med hovedpersonen Susan Rivers. En smuk og velhavende pige, som næsten har det hele. Næsten. Hun har i hvert fald en bedste veninde, som har det hele, tror hun da. Susan er meget uheldig, med kærlighed, og har tit kriser. Men det er ikke det eneste hun får problemer med, alt ramler sammen, og hvordan håndterer hun det? Læs med.

19Likes
6Kommentarer
5170Visninger
AA

4. Kapitel 3

Kapitel 3 Den dag Liza havde en plan

Jeg havde tænkt længe over, hvad pokker jeg lige skulle sige til Liza, efter at fyren fortalte mig hvad der var sket. Han havde skrevet til mig, eller ikke mig, men en eller anden person. Men spørgsmålet var, hvorfor ville Liza ikke have, at han skrev med mig? Altså jeg tænkte bare, at hun måske kunne unde mig noget. jeg havde ikke snakket med hende endnu, det var ligesom altid hende som snakkede for os begge to. Vi plejede at stå sammen om alle ting, men måske ikke længere. Jeg kunne i hvert fald ikke komme i tanke om, at jeg skulle have generet hende. Jeg havde lagt en lille plan. Jeg var ikke et menneske som direkte snakkede til folk, mere et menneske som gemte sig bag sin bedste veninde. Så jeg havde lagt en plan, der passede efter min væremåde. Eller måske ikke helt præcist. 
Liza og jeg skulle begge to til fest på en tagterrasse en aften, og der havde jeg planlagt det hele. Det var ikke en Einsteinplan, men den fungerede. Det var simpelt. Jeg ville gøre hende usikker. Pine hende. Langsomt få hende til at fortælle mig sandheden. Det ville sikkert være mere oplagt, at være direkte og bare spørge, men hvorfor det når det kunne være meget sjovere. 
Personen som holdte festen, var Lizas og min fællesveninde. Hun hed Bethany. Bethany var Liza gange ti. Meget mere perfekt og meget mere populær. Hun holdte altid de mest omtalte fester, og for selv at blive omtalt, skulle man blive inviteret. det var vel egentlig på grund af Liza at jeg blev inviteret til de fester.
jeg blev ved med at komme på grunde til ikke at skulle udføre min plan. Men man kunne altså heller ikke komme igennem livet, ved bare at være flink og rar hele tiden. jeg kom til en konklusion. JEG VILLE UDFØRE MIN PLAN!
Jeg havde som altid planlagt noget at skulle have på. Jeg valgte bare at droppe det i sidste øjeblik, da jeg opdagede at der var sale i Macy`s, det ville jeg ikke gå glip af.
Jeg endte med at finde en lækkert blomster mønstret Dolce Gabbana kjole med kæmpe kavalergang, lige mig. Nu var det bare til skoene. Det måtte blive et par klassiske Jimmy Choo til! jeg var klar. Og så alligevel ikke, min underbevidsthed blev ved med at fortælle mig hvad jeg skulle gøre og ikke skulle gøre. Jeg var måske for usikker til det her. “STOP SÅ!” Råbte jeg i lobbyen til min lejlighed. Alle de snobbede mennesker sendte alle deres tanker i gennem deres ansigtsudtryk. Jeg havde lyst til at give dem min mellemfinger i hovedet.
Jeg skrev til Liza for at være sikker på om vi skulle følges. Det behøvede jeg egentlig ikke, men vi kom altid som en pakke. En pakke som ikke kunne skilles. Hun svarede ikke på min besked? Hun havde vel ikke fattet mistanke. Det var i går jeg havde mødt fyren, men fordi det var sent var jeg bare gået i seng. Det var dog ikke blevet til meget søvn. Og hele dagen i dag, havde jeg brugt på at tænke over hvad jeg skulle gøre. Nå lige meget med det, nu skulle jeg videre og i gang.
da jeg kom udenfor, lagde jeg bestemt mærke til at vejret var i november-mode. Det blæste og bladene havde faldet til jorden. Rigtig overgangsvejr. Det var ikke fordi jeg havde noget imod november, jeg elskede at glæde mig til december, så det var vel bare det jeg brugte november til. Jeg havde i nogle minutter bare stået og kigget på vejret og mærke det. Jeg havde slet ikke lagt mærke til at min chauffør Stanley var kommet. En typisk Manhattan-  fyr i halvtredserne, som gjorde hvad jeg bad ham om. han var ikke bare min chauffør men også min butler. trist nok den eneste fyr jeg brød mig om i mit liv.  
"Nå Frøken Rivers hvor hen?”
“Lad vær med at spille så formel Stanley og kør mig ud til bethanys lejlighed” 
Stanley startede næsten altid turen op med at lyde formel og kalde mig “frøken” hvilket jeg hadede. Bare ordet frøken irriterede mig. Det mindede mig om at jeg endnu ikke var gift. Selvom jeg kun var 22, var det stadigvæk frustrerende. Det mindede mig egentlig også om, at jeg ikke gik på college. Jeg følte ligesom bare, at jeg ikke fik noget ud af mit liv, og bare spildte tiden. Jeg kunne ikke lide at spilde tiden, men jeg havde jo ikke rigtigt noget valg nu. Hvis jeg tog på college efter sommerferien året efter, ville jeg først være færdig når jeg var 28. Det ville ikke ske, jeg ville finde noget andet at lave, uden at bekymre mig om hvad konsekvenserne ville være.
Da vi var fremme ved Bethanys lejlighed, kunne jeg mærke at jeg rystede. For det første, havde jeg ikke set mine gamle venner siden, de ligesom ikke var mine gamle venner. Alle sammen gik på college, også Bethany. Men alle sammen var hjemme på grund af, at det snart var Thanksgiving. Jeg kunne allerede mærke, at der ville ske noget den dag, som helst ikke skulle ske. 
Da jeg kom op på tagterrassen, kunne jeg se en masse mennesker som jeg ikke havde set før. Tykke, tynde, høje, lave. Alle sammen forskellige. Det var nok Bethanys venner fra collage. Der var bare noget som undrede mig, Bethany plejede ikke at være så sød ved de mennesker som så sådan ud. Ikke for at lyde dømmende, men det gjorde hun altså ikke. Jeg kunne genkende et offer hver gang jeg så et. Og hun havde mange i skolen. Det kunne være at hun havde forandret sig, jeg tænkte ikke at det var muligt, men måske? Det var også gået op for mig, at jeg var taget ALENE til festen. Jeg fik et mindre angstanfald inden i. Hvis der var noget man absolut ikke skulle gøre i denne her verden, så var det at dukke alene op til en fest. Det var nummer et på forbudt listen. En grim liste. Jeg kiggede rundt omkring for, at se om der rent faktisk var nogen som jeg kendte til denne her fest. Ikke rigtigt, så skulle de i hvert fald have forandret sig meget. Og dér var hun, dronningen af ondskab. Bethany Hill. Arving af Hill Industries, et af de største kørende firmaer i New York. Hendes far solgte og opkøbte en masse ting. De var klart rigere end mine forældre var. 
"Susaaan, godt at se dig! Men hvor er din bedre halvdel Liza? I plejer at følges til alt?"
Jeg kunne ikke lade være med, at smile akavet til hende.
"Godt spørgsmål, hun har ikke svaret på nogle af mine 33 beskeder".
Jeg lød helt klart desperat dér. Men det var sandheden, jeg havde i bilen siddet og talt hvor mange beskeder jeg havde sendt til hende. Måske var det i virkeligheden mig som var psykopat? Bethany kiggede på mig som om jeg var en hjemløs der tiggede hende om penge. Et fjernt smil som så afskyende på mig. 
"Det skal nok gå Susan, måske er hun død, hvad ved jeg".
Hun gik bare efter hun sagde det der. Sådan totalt koldt og som om det ville være ligegyldigt. Ondskabens dronning havde ikke forandret sig, så det havde alle andre vel heller ikke. 
Jeg kiggede mig rundt omkring, indtil jeg kunne høre elevatoren sige "bling" eller hvad den nu sagde. Det betød da at nogen var på vej til festen. 
"LIZA"
Råbte jeg da jeg kun kunne se hende. Men da jeg bagefter så hende med fyren, som holdte hende i hånden, holdte jeg mig for munden og gemte mig lidt. Jeg blev lidt forvirret. Endnu mere, da jeg lagde mærke til hvem fyren var. Det var ham som havde skrevet til mig, eller ikke til mig, men til et andet nummer. Hvad var hans navn overhovedet? Lige meget. Der ville nok ikke gå så lang tid før hun introducerede mig for ham. Jeg gik hen imod hende, i samme øjeblik drejede hun væk. Mine tanker forværrede sig, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvis nu fyren også var en psykopat og havde fortalt hende noget grimt om mig. Jeg ville egentlig gerne bare have en forklaring nu! Og fyrens nummer, han var ret flot.. 
I stedet for at holde mig, til en måske kompliceret plan, valgte jeg at opgive den og gå direkte til sagen. Jeg var oprevet. Jeg følte ikke at jeg havde fortjent, hvordan hun opførte sig overfor mig. 
"Undskyld, må jeg lige låne Elizabeth". Ja hendes rigtige navn var Elizabeth, hun vidste at når jeg kaldte hende, hendes rigtige navn, var der noget galt.
"Ja selvfølgelig".
Liza kiggede besynderligt på mig. Jeg sendte hende et flabet blik tilbage.
"Hør Liza, jeg er træt af ikke at kende til sandheden. Jeg ved godt at du er perfekt, men ham fyren du går rundt med nu, har fortalt mig at han spurgte dig om mit nummer, men du gav ham det forkerte. For jeg har ikke fået nogen besked fra ham, som han sagde han havde sendt." Jeg kunne sagtens høre mig selv. Desperat. Hun så ud som om, hun ikke vidste hvad hun skulle sige.
"Susan. Ærligt. Jeg gav ham et forkert nummer, fordi jeg ikke troede han var din type? Jeg mener, du er jo kun sammen med lidt ældre fyre, nørdede fyre, overvægtige fyre.."
Jeg kunne mærke en vrede inden i mig, som jeg ikke havde mærket før.
"STOP!"
Ups. Jeg råbte måske lidt højt. Jeg hev hende i armen så hun blev trukket med mig. Jeg ville ikke give hende en flad foran så mange mennesker. 
"Du ved udemærket godt hvilken type jeg har Liza, du må være syg i hovedet for at tænke det andet". 
Det blev ikke til en lussing. Endnu.. 
"Okay, okay! Jeg gav ham det forkerte nummer, fordi alle fyrene vil have dig!"
Jeg kunne ikke lade være med at grine, af det hun lige sagde.
"Hvad? Det er dig de vil have? Jeg er altid valg nummer to, eller slet ikke et valg!"
Jeg prøvede at tie stille, så hun fik en chance for at forklare:
"Nej, sådan har det aldrig været. Det har jeg bare bildt dig ind. Stort set alle fyrene vi nogensinde har mødt sammen har villet have dig. De har først bare brugt mig, så jeg kunne give dit nummer til dem. Men, fordi jeg har været sådan en mær, har jeg givet det forkerte nummer, eller.. måske sagt at du var til piger".
Jeg følte ærligt talt at jeg var ved at eksplodere. Jeg mener, jeg var da glad for at få sandheden. Men jeg var ikke så glad ved sandheden. Jeg gav hende ikke en lussing, men skubbede i stedet ud af det toilet vi var endt på. 
Uden at tøve sagde jeg "gå op til ham fyren, skaf mig hans rigtige nummer og forklar ham det hele!" 
Hun kiggede forskræmt på mig. Jeg var så vred! Jeg blev nødt til at forlade festen, efter at jeg havde stået og vidnet til, at Liza fortalte fyren sandheden og skaffede mig hans nummer. Han hed Charlie. Navnet var næsten lige så charmerende som ham. 
Bethany var ikke så glad for når folk gik tidligt fra hendes fester, så hende skulle jeg nok få en besked fra snart.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...