One day you'll lose

En 2´er på vej!

Bogen foregår i New York, med hovedpersonen Susan Rivers. En smuk og velhavende pige, som næsten har det hele. Næsten. Hun har i hvert fald en bedste veninde, som har det hele, tror hun da. Susan er meget uheldig, med kærlighed, og har tit kriser. Men det er ikke det eneste hun får problemer med, alt ramler sammen, og hvordan håndterer hun det? Læs med.

19Likes
6Kommentarer
5186Visninger
AA

17. Kapitel 16

Kapitel 16 Den sidste 

Bethany boede på Park Avenue, så der var ikke så langt igen, fra hendes lejlighed til min egen. Det var desværre bare ikke dér jeg skulle hen. Hvad var det jeg var ved at rode mig ud i? Jeg kunne sagtens lade være, men alligevel fortsatte jeg. Mine behov, lå på at jeg bare blev nødt til at høre hele sandheden fra Charlie. Selvfølgelig havde han gjort noget utilgiveligt overfor Bethany, men jeg var jo stadigvæk ikke sikker på, at han snød mig. Min tankegang var blind. Den måtte bare føle sig frem til, hvad der var rigtigt og forkert. 
Det var helt sikkert forkert, at tage hen til ham.
Jeg gik med hovedet ned i jorden. Jeg så slet ikke op. Det var måske dumt for, der var så større risiko for at jeg ville klodse rundt og støde ind i alle mulige. Det skete kun to gange. 
Den ene gang var det en ældre dame, som slog mig med sin paraply. “Se dig for, og spis noget mere pigebarn!” Forestil jer lyden en tavle i et klasselokale, og at der er en som river sine negle hele veje ned af den. Sådan lød hendes stemme. Jeg tog det dog som en kompliment, at jeg skulle spise noget mere, for jeg havde ikke levet så sundt siden jeg mødte Charlie.
 Den anden gang, var det en lille pige som begyndte at græde og løb hen til sin mor.
 Jeg kiggede op igen. Hele tiden, var jeg klodset eller uheldig. Uheldig i hvert fald! Selvom jeg troede, jeg ikke kunne blive mere fortvivlet, begyndte mine tanker bare at forværre alt. Det blev til, at jeg måske slet ikke skulle have været født, men min dødfødte bror, skulle leve i stedet for mig. At jeg var så uheldig, var et tegn på, at den teori var sand. 
Mine tanker blev afbrudt af en masse duer som fløj oppe over mig. Det skulle da lige passe, at jeg fik fugleklatter i håret. Jeg skyndte mig, at søge dækning. Der kunne jeg godt have brugt den ældre dames paraply. Bare for en sikkerheds skyld. 

Det tog et par timer, at komme ned til Charlies lejlighed. Jeg havde aldrig gået helt derned før. Imens jeg gik, beundrede jeg alle de mennesker jeg kom forbi. Alle sammen forskellige typer. Små, høje, tykke, tynde, og videre. Der var simpelhent ikke én eneste som lignede den anden. Folk var forskellige, og havde helt sikkert også forskellige problemer. Det kunne være problmer, med den nye kæreste, eller måske nogle som kunne sammenlignes med mine. Det var ikke noget jeg ønskede for nogen, men på en måde håbede jeg lidt på, at der var nogen, som havde oplevet noget lignende, og det viste sig, at deres forhold, stadigvæk kunne holde bagefter. At ønske var bare så langt væk fra virkeligheden. 
Pludselig var jeg der. Tiden var gået, jeg var gået og tiden var inde. 
Jeg stod foran indgangen til hans lejlighed. Jeg fik kolde fødder. Han anede jo ikke, at jeg vidste hvad der var sket, så hvis jeg bare prøvede på, at opføre mig normalt. Jeg bankede på. 
Der kom han og åbnede. Med sit altid perfekte smil. Han smilede altid først, da han så det var mig. Før han så det, var det bare et halvt smil han lavede. Han tog altid min jakke, og det kunne more ham, på grund af hændelsen på vores første date. 
“Hvor er det dejligt at se dig, Sus, men altså vil du noget specielt?”
Jeg bed tænderne sammen.
“Øh..”
Jeg kunne ikke. 
“Altså, faktisk så..”
Jeg blev afbrudt af en kæmpe klump i halsen, som jeg vitterligt, skulle sluge. 
“Jaer”?
han lignede et spørgsmålstegn, men smilte stadig. 
“Charlie, du bliver nødt til at fortælle mig, imens du kigger mig dybt i øjnene, at du elsker mig, oprigtigt!”
han så forundret ud. Drejede hovedet på skrå:
“Hvorfor?”
“Gør det nu bare!”
Jeg havde mistet min tålmodighed for længe siden. Han kom tættere på mig. Åbnede øjnene så meget som han kunne. Uden at blinke: “Jeg elsker dig Susan, oprigtigt”. 
Hvis han løj dér, ville det gøre ham til den bedste løgner i verden! Ingen havde nogensinde kigget mig så dybt i øjnene før. 
“Så du snyder mig ikke?”
Jeg kunne mærke, på ham at han blev lidt små-irriteret over det spørgsmål.
“Snyde dig? Susan, Jeg ved godt, at der er sket en masse i din familie lige nu, men hvorfor har du pludselig mistet din tiltro til mig?”
Jeg havde ikke lyst til, at svare ham. Så jeg lod vær. Lige til at starte med. Jeg vendte mig om og pillede ved mine negle, det var en god distraktion. Det fik jeg ikke lov til længe. Han rev fat i min skulder og vendte mig imod ham igen. 
“Svar mig Susan!”
Jeg kunne ikke mere. Jeg mistede kontrollen over mig selv. Jeg endte med at give ham en lussing, ikke en mild en. Jeg slog ud efter ham så hårdt jeg kunne. lyden det lavede, var så højt, at jeg hørte det flere minutter i mit hoved bagefter. 
“Jeg ved, at du har truet Bethany, taget hendes penge og sikkert snydt en masse andre piger også! Og hvis du ikke er ærlig overfor mig, ringer jeg til politiet!”
Jeg rystede af vrede. Han holdte hånden til sin kind. Han gik hen imod sit komfur. Under det var der tre skuffer. Han lænede sin anden hånd op ad den tomme plads ved siden af komfuret. 
“Du ringer ikke til politiet!” 
Han åbnede den øverste skuffe og trak en kniv op. Den samme kniv som Dylan havde beskrevet i Bethanys voldtægtshistorie. Han kom tættere på mig, holdte kniven imod mig. Låste sin hoveddør. Lukkede alle vinduer, spærrede alt af. 
Der dukkede monstret op. Det monster jeg ikke selv havde oplevet endnu. 
"Sæt dig ned Susan!"
Jeg gjorde i min frygt hvad han sagde og satte mig på en stol, ved hans spisebord. Jeg rystede ikke af vrede, jeg skælvede af frygt i stedet for! 
"Har du en god hukommelse Susan? Husker du denne fyr? En fyr du gik i klasse med i folkeskolen. Han var buttet og havde ikke særligt mange venner. Hans forældre havde ikke nogle penge, så hans tøj var heller ikke det fedeste. Den eneste grund til, at han lige havde råd og kunne gå på den skole, var på grund af hans intelligens. Samtidig med at han fik støtte i betaling. Han blev især lagt mærke til, af din anden klassekammerat, Bethany. Hun kunne godt lide, at gøre folk opmærksomme på hans vægt, og især hans tøj. Han duftede nok heller ikke så godt, så det valgte hun også at tage med".
Jeg afbrudte ham.
"Men det er jo Christopher du snakker om?"
Han kiggede på mig som om jeg var dum.
"Christopher var min bror. Han sugede til sig hvad Bethany sagde og en dag gik det ikke mere. Jeg husker ham komme hjem en dag, helt grædefærdig. Han snakkede om, at han ville slå denne her pige ihjel. Bethany, hun var en rigtig tæve, sagde han. Han havde aldrig snakket grimt om nogen mennesker før det. Så der flød bægeret virkelig over. I stedet for at slå hende ihjel. Slog hun ham ihjel, med sine ord. For dagen efter kom han ikke hjem. Nej han var blevet fundet død i jeres gymnastiksal. Han havde hængt sig selv!"

Det var absolut forfærdeligt! Jeg huskede godt Christopher. Jeg huskede også da han døde. Det var ikke noget jeg havde tænkt over for nyligt, vi var kun lige blevet 15 år gamle dengang. Det mærkede mig og min klasse bagefter, selv Bethany. Vi var ikke i skole i flere dage, fik samlede psykologtimer. En dag kom jeg og de andre bare videre. Ikke helt videre, men til det punkt hvor vi ikke nævnte ham, men stadigvæk godt kunne have ham i vores tanker. Hvis jeg dog bare vidste hvad han havde været udsat for.
 Jeg var veninder med Bethany på det tidspunkt, jeg mobbede dog ikke andre mennesker. Hvordan kunne jeg have overset det.
Charlie stod der, med tåre i øjnene. Han forklarede videre:
"Siden den dag svor jeg på, at jeg ville hævne mig på Bethany. Det gjorde jeg, fik hendes penge og ødelagde noget inde i hende forevigt. Hun vil altid kunne huske hvad hun har været udsat for, ligesom hvad jeg altid kan huske!"
Charlie var ikke ond. Han var bare ulykkelig! Jeg fik medlidenhed med ham. Igen, selvom han selv havde gjort noget dumt. Jeg var ligeglad. Ingen fortjente noget af det der var sket, men alligevel kunne man heller ikke lave om på det. 
Han efterlod mig med så mange spørgsmål. Der var nu bare et som fyldte mere end de andre:
"Er dine følelser for mig så ægte?"
Han skulle først til at svare lidt efter:
"Je.."
Han blev afbrudt. Der blev banket hårdt på hans dør, samtidig med nogle bekendte stemmer kaldte på mig. 
"SUSAN! KOM UD DERFRA NU!"
Det lød som Bethany og Liza på samme tid. Jeg kunne også høre en mande stemme, det måtte være Dylan.
"VI HAR TILKALDT POLITIET SOM ER PÅ VEJ!"
Jeg kiggede forskræmt over på Charlie.
"Har du tilkaldt politiet?!"
Han rettede igen kniven imod mig. Jeg rystede på hovedet og begyndte at græde. Han kom tættere på. Jeg frygtede hvad han ville gøre. Jeg sad stadigvæk ned på stolen. Der var ikke nogen ting jeg kunne gøre! Han rettede kniven imod mit lår. Lidt efter sad den i låret. Jeg begyndte at skrige! Jeg havde aldrig mærket så stærk en smerte før! Min gråd blev hysterisk. Det blev endnu mere smertefuldt, da han drejede kniven rundt nede i mit lår og stak den op igen! 
"STOP CHARLIE! STOP! Jeg beder dig!"
I det samme blev døren til hans lejlighed sparket op. En gruppe på 6 politimænd indtrådte hans lejlighed.
"Læg kniven fra dig, lad frøken Rivers gå og vi skyder ikke".
Han kiggede ned på mig, han vidste ikke hvad han skulle gøre.
"Læg kniven fra dig Charlie, jeg beder dig! Gør som de siger og der vil ikke ske noget slemt." Han vendte sig om og kiggede over på dem.
"Læg nu kniven fra dig Charlie!"
Han blev ved med at beholde den i hånden!
"Kom nu Charlie, hvis du elsker mig, så smider du kniven nu!"
Igen så han dybt ind i mine øjne. Jeg kunne se endnu en tåre glide ned af hans kind. Han stod så tæt på, at jeg sagtens ville have kunne nået ham og tørre den væk. Jeg hviskede fortvivlet:
"Du elsker mig da, ikke?"
Han nikkede forsigtigt med hovedet og jeg rakte min hånd i mod kniven. Han nåede ikke at give mig den helt, før den ene politimand mistede tålmodigheden, og skød.

 

 

 


Tak, fordi i læste med i denne bog. Jeg håber i nød handlingen, for i slipper ikke for at se mere til den. Der er en 2ér på vej, og det siger jo også lidt sig selv, når nu den slutter så åbent. 

- Victor Germann

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...