One day you'll lose

En 2´er på vej!

Bogen foregår i New York, med hovedpersonen Susan Rivers. En smuk og velhavende pige, som næsten har det hele. Næsten. Hun har i hvert fald en bedste veninde, som har det hele, tror hun da. Susan er meget uheldig, med kærlighed, og har tit kriser. Men det er ikke det eneste hun får problemer med, alt ramler sammen, og hvordan håndterer hun det? Læs med.

19Likes
6Kommentarer
5139Visninger
AA

13. Kapitel 12

 

Kapitel 12 Den lange dag: jeg brød sammen

Rummet var okay stort, det var måske halvt så stort som mit walk-in closet. Og det var altså rimeligt stort. Der lå en masse lagener, som dækkede over stole og borde. Man kunne se formen indeunder dem. Jeg tog min mobil op fra lommen og lyste. Jeg var ikke typen som lige tilfældigvis gik rundt med en lommelygte. Det var altså også meget film-cliché-agtigt. Så blev der pludselig mørkt, og de trak tilfældigvis en lommelygte op fra deres taske, selvom den ikke var der før. Nej det var meget mere realistisk for mig, at bruge lyset fra min mobil.

For enden af lokalet lå der madrester, min mor havde altså ikke slettet sporerne, hvis hun allerede var væk. Det antog jeg hun var. Der var ikke tegn på hende nogle steder. Jeg prøvede at løfte lagenerne, alle de steder de dækkede over. En masse stole, med en masse papirer på, dukkede op. Jeg kiggede papirerne i gennem. Det lignede meget kærlighedsbeskeder og breve. Nogle papirer var gamle regninger, alt andet var kærlighedsbreve og billeder fra da min mor var ung.

“Kære AB, jeg er ked af det. Jeg tænker på dig hver aften, hver gang jeg går forbi dig i spisestuen, serverer din mad for dig, og når jeg ser din smukke datter. Godt nok er hun kun 5 år, men man kan se, dit ansigt i hendes ansigt. Jeg elsker dig, og jeg ved ikke om det går længere, at jeg arbejder for dig. Måske kunne jeg komme til, at gøre noget som jeg ville fortryde. Din mand ville slå mig ihjel, men selv den tanke slår mig ikke ud. Jeg vil kæmpe for dig Anna, for evigt!

Din Fred”

Jeg kiggede længe på “Din Fred”. Det her brev var næsten seksten år gammelt. Hvordan kunne deres affære starte igen, efter så mange år. Og ville Stanley gerne have at jeg skulle se det her. Jeg spurgte ham bare hvor mor var, han svarede bare, det finder du ud af i kælderen i din bygning. Hun havde helt sikkert været her, efter hun forsvandt. Det måtte bare have været efter politieftersøgningen, Hvor havde hun så været i mens, alt blev jo ransaget, også alle bygninger i nærheden. Fred Stanley havde meget mere at forklare mig.

Jeg kom til at tænke på den gang, vi stødte ind i hinanden og kyssede. Ikke med vilje. Mine tanker gik på, om han nød det. Han beskrev mig i brevet som om at jeg lignede min smukke mor. Ad. Hvorfor skulle jeg altid tænke på sådan nogle syge ting.

Jeg ledte videre, efter ting som kunne hjælpe mig med at finde min mor nu. Charlie vidste ikke rigtigt hvad han skulle gøre, det viste hans kropssprog da. Han så meget forvirret ud. Jeg tror gerne han ville hjælpe mig, men det her var bare en stor mundfuld, for os begge to.

Alle de andre breve som lå der, var omtrent lige så gamle som det andet, hvis ikke ældre! Det var som at lede efter en nål i en høstak.

Så slog det mig, måske skulle jeg ikke lede efter dér hvor nålen typisk ville ligge. Jeg skulle lede i et helt andet sted. Stadigvæk i kælderen. Men var det overhovedet i det her rum? Det måtte det næsten være. Jeg havde 2 procent strøm tilbage på min mobil, det var kritisk. Jeg blev nødt til at have lys, hvis jeg skulle finde ud af hvor min mor var. Det gik først op for mig, da min mobil gik død, at Charlie også havde sin med. Han tændte for blitzen på sin egen i stedet. Jeg følte mig stadigvæk tidspresset. Selvom han havde massere af strøm på sin mobil, kunne min mor være taget meget længere væk end Stanley havde ført mig til. Jeg gik frem og tilbage. Der var kun den bunke med alle kærlighedsbrevene som jeg havde tjekket i gennem. Jeg lyste på alle stolene for at se om der kunne være det mindste som stak ud af mængden.

Dér!

Der lå det. Er lille brev under foden på en stol, som var en lille smule i stykker. Jeg sparkede stolen utålmodigt væk og samlede brevet op. Her var svaret på hvor min mor var. Det måtte det være. Jeg åbnede forsigtigt konvolutten, den skulle nødigt ødelægge brevet hvis jeg rev den over. Jeg kiggede på seddelen og fik mit svar

"Fred, jeg er ved Bryant park, kom hurtigst muligt".

Jeg krøllede det sammen og skyndte mig ud ad rummet. Charlie fulgte efter mig.

Da vi kom helt ud af bygningen, blev jeg nødt til at gå alene. Jeg ville møde min mor, og jeg havde ikke lyst til at han skulle udsættes for noget. Det var måske ikke det sundeste for vores forhold. Han forstod, men havde så meget lyst til, at følge efter mig og hjælpe.

Jeg prajede en taxa. Det var min nye transport..

Taxachaufføren var igen den samme. Hvorfor mig. Hvorfor mig?!

Jeg snakkede ikke med ham under hele turen. Jeg var vred og og ked af det og meget flov. Jeg blev bare endnu mere flov over, at jeg havde været sammen med ham, end sidste gang. Ups. Jeg havde Charlie nu og var heldig, med kærlighed da, jeg var stadigvæk rigtig klodset. Den eneste samtale taxachaufføren og jeg førte var:

"Hvor skal du hen Susan?"

"Bryant Park, ingen spørgsmål!"

Da vi ankom, gik det så stærkt med at komme ud, at jeg næsten glemte at betale ham.

Endelig.

Jeg var så tæt på min mor! Jeg vidste ikke hvad Fred Stanley og min mor havde sammen med Bryant park. Det var sikkert et træ eller sådan noget, hvor de havde skåret deres initialer ind i. Det ville ikke undre mig.

Det var det ikke. I stedet for, var det en bænk. Jeg kunne se en dame med en sort jakke på. Hun havde solbriller og sort hat på. Meget flugt-agtigt-tøj. Jeg kunne genkende min mor!

Jeg løb derhen.

Hun tog solbrillerne af og så fortvivlet ud.

"Du er ikke Fred!"

Jeg stoppede brat op.

Jeg havde godt nok ikke noget make up på, men kunne min egen mor ikke genkende mig. Hun havde endda taget solbrillerne af.

"Mor, det er mig Susan. Din datter, din eneste datter".

Hun så undrende på mig.

"Nej, jeg har ikke nogen datter, jeg dødfødte engang et barn, men det var en dreng!"

Jeg holdte mig for munden, kunne mærke tårerne glide ned fra øjnene til kinderne, til de landede på bænken. Min mor lignede en der tænkte:

"Jo! Susan! Det er dig, du er min datter!"

Hun rakte armene ud efter mig, omfavnede min krop. Der var noget helt galt.

Min mor var 54 år gammel. Hun havde godt nok haft nogle lægebesøg som hun ikke fortalte mig om, som jeg ikke tænkte over før dér. Jeg havde da heller ikke været den bedste til, at opsøge hende derhjemme heller. Så det kunne også godt være, at hun gerne ville fortælle om dem, men antog at jeg måske ikke havde tid? Hun måtte have alzheimers eller sådan noget. Det var ikke normalt at glemme sin datter, men huske sin fortid så meget. Jeg havde slet ikke tænkt over de lægebesøg, hvordan kunne jeg heller ikke tænke over de lyde hun havde lavet derhjemme. Jeg burde have regnet ud, at noget var helt galt inden hun forsvandt.

Det var måske også derfor, hun forsvandt? Hun glemte min far men huskede Stanley. Det begyndte langsomt at give mening for mig. Og jo mere jeg fandt ud af, jo mere knust blev jeg.

Jeg faldt ned på knæ foran min mor. Grædefærdig. Jeg var ikke i stand til at sige noget som helst. Hun blev ved med at omfavne mig. Hun lagde mit hoved ind til sit skød. Dér kunne jeg ligge og ikke ane hvad jeg skulle gøre. Jeg var så fortvivlet!

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...