One day you'll lose

En 2´er på vej!

Bogen foregår i New York, med hovedpersonen Susan Rivers. En smuk og velhavende pige, som næsten har det hele. Næsten. Hun har i hvert fald en bedste veninde, som har det hele, tror hun da. Susan er meget uheldig, med kærlighed, og har tit kriser. Men det er ikke det eneste hun får problemer med, alt ramler sammen, og hvordan håndterer hun det? Læs med.

19Likes
6Kommentarer
5163Visninger
AA

12. Kapitel 11

Kapitel 11 Den lange dag: jeg fandt ud af min mors fejl  
I fem minutter, havde jeg bare siddet og stirret ud i luften. Stanley havde fortalt mig, hvad der var sket med min mor, det var ikke lette sager. Jeg var så chokeret! Frastødt. Han rakte sin hånd frem, for at tage den fat i min. 
“HOLD DIG VÆK FRA MIG! PAK DINE TING OG KOM ALDRIG I NÆRHEDEN AF MIN FAMILIE OG JEG IGEN!” Min vrede kunne ikke styres. Jeg vidste, at min mor var i live. Efter mit udbrud, faldt jeg ned på knæ, brød ud i gråd. På Black Tap. Personalet må have tænkt alt muligt om mig. Jeg kunne ikke kontrolleres. Jeg havde lyst til, at ødelægge alle møblerne herinde. Jeg havde faktisk bare lyst til at ødelægge alt. For alt havde været en løgn, lige siden jeg blev født! Jeg prøvede at tage fat i benet på en stol, så jeg kunne rejse mig op. Det føltes bare som om der var nogen som holdte mig nede. Jeg blev nødt til at blive siddende. 
En tjener kom hen til mig. 
“Kom du med her frøken”
sagde hun.
“KALD MIG IKKE DET IGEN!”
Jeg holdte mig for munden. Det var ikke meningen, at jeg skulle råbe ad hende. At blive kaldt frøken, mindede mig om Stanley, som jeg ikke ville have noget at gøre med. Det havde jeg bare ikke tid til at tænke på, jeg skulle finde min mor. Min mor som var tættere på end jeg havde regnet med.
Jeg blev nødt til at tage en taxa hjem igen. Det skulle jeg vel vænne mig til, nu hvor jeg i hvert fald ikke skulle snakke med Stanley mere. Den del ville jeg stadigvæk forklare senere. 
Jeg kunne ikke holde ud at vente på en taxa. Jeg besluttede mig bare for at løbe. Mit haleben var nogenlunde helet, det gjorde stadigvæk lidt ondt engang i mellem. Men jeg kunne sagtens løbe. Jeg tog mine alt for høje hæle af, og der løb jeg. Meget film agtigt. Det manglede bare regnen, Så ville det være en klassisk filmscene. 

Jeg fik øje på et bekendt ansigt på vejen. Jeg prøvede at undgå øjenkontakten. Jeg havde virkelig ikke tid til noget, og måske havde jeg heller ikke været den bedste kæreste. Han var sød og god ved mig. Tænkte sikkert meget på mig. Siden jeg så ham på den anden side ad vejen, havde jeg glemt at holde øjnene på min egen side. Jeg løb direkte ind i en bil som holdte. Det var ikke en parkeringsplads, men bare et spot som bilen havde valgt at holde på. Jeg knaldede knæene ind i og faldt dernæst ned på dem. Jeg vendte mig hurtigt om på ryggen, i fosterstilling. Det gjorde så ondt, da jeg skulle prøve at strække benene, at jeg næsten gav op. Jeg blev bare liggende dér, håbede på, at Charlie ikke havde set noget. Håbet blev til en skuffelse. da jeg kunne se ham bevæge sig hen imod mig. Jeg tog smerten i mig, og fortsatte, med at halte i stedet for at løbe. Hans chokerede ansigtsudtryk gav mig dårlig samvittighed. Jeg prøvede at løbe hurtigere. Det gik bare ikke, jeg havde alt for ondt lige dér. Hvorfor skulle jeg også slå mig hele tiden? Altså helt ærligt!
Han indhentede mig på vejen.
“Hvad foregår der Susan?”
Jeg stoppede op. 
“Jeg har ikke tid til at forklare det endnu, der sker bare så meget…”
Jeg blev afbrudt.
“Ja, åbenbart sker der for meget, til at du har tid til mig. Du har ikke svaret på én eneste besked, og heller ikke opkald. Jeg vil rigtig gerne vide hvad der går dig på!”
I stedet for at have så travlt forklarede jeg ham det hele. Alt fra da min mor forsvandt til, hvad Stanley havde fortalt mig. 
“Og grunden til, at min mor er forsvundet fortalte Stanley mig på Black Tap…”
Jeg kunne mærke en klump i halsen. Egentlig behøvede jeg ikke at forklare ham det. Jeg kunne bare droppe vores forhold, hvis han ikke havde tålmodighed med mig. Men han fortjente det. 
“Undskyld, jeg prøver igen.. Stanley fortalte mig, noget som ændrer alt. Hele min barndom har været en løgn, på grund af at min far, ikke er min rigtige far. Nu tænker du sikkert, hvorfor Stanley ved det. Han er nemlig min rigtige far. Lige siden, min far skuffede min mor første gang, har hun været sammen med Stanley. Hun mødte ham et par år før hun mødte min far. Dengang var de unge og havde det sjovt med hinanden, men senere hen fik de følelser for hinanden, og begyndte at have samleje. De var sammen længe, men besluttede sig for at blive venner, da de begge havde forskellige karriere-drømme. Min mor mødte så min far og fik et seriøst forhold til ham. Men en dag blev de meget uvenner og hun opsøgte så Stanley igen. Hun var min far utro, men fortrød med det samme, da min far friede til hende. Og da hun fandt ud af, at hun blev gravid med mig, stoppede deres affære helt. I stedet for ansatte hun ham som sin butler, så hun altid ville kunne se ham. Deres affære startede så igen, lige inden jul. Lige inden hun forsvandt.. Jeg aner ikke hvad jeg skal reagere på alt det her, min far ved det ikke engang. Han ved ikke engang, at han faktisk ikke er min far!”
Charlie lignede en, som ikke vidste hvad han skulle sige. Det gjorde han nok heller ikke, det var også en stor mundfuld for mig. Jeg havde ikke engang slugt den selv. Han rakte sin hånd mod min kind. Jeg lænede mig opad ham. Jeg kunne mærke en tåre dryppe ned fra mit øje, på min hånd. Han satte sig op igen. Jeg kiggede undrende på ham. Han spurgte:
“Hvor er din mor henne nu?”
Jeg var lige ved at glemme hende. Jeg rejste mig op, greb fat i hans hånd. Jeg vidste hvor hun var. stanley, havde fortalt mig om kælderen i vores lejlighed. Den var stor nok, til at man kunne gemme, en hel natklub dernede. Han påstod at min mor skulle gemme sig der. Jeg forstod bare ikke, hvordan politiet, så ikke skulle kunne finde hende. Det var lige meget nu. Jeg skulle bare finde hende.
Da vi endelig ankom, blev jeg nødt til, at spørge receptionisten om nøglen derned til. Der var åbenbart nogen i vores bygning, som opbevarede ting dernede. Jeg var nu mest tryg, ved at være omgivet af mine ting. Trappen derned til var rimelig lang. Jeg skulle da også kæmpe lidt for at finde en stikkontakt, til noget lys. Det lykkedes. Charlie var lige bag mig. Det føltes som om jeg endelig havde fået interessen tilbage for ham. Jeg kunne mærke hans åndedrag, det var til at tyde, han var nervøs. Der var en masse rum. Der var jo næsten et rum til alle som boede i bygningen, hvis ikke til alle. Hvorfor vidste jeg ikke at alt det eksisterede. Jeg måtte bare blive en mere interesseret person. I andre mennesker og ting altså. Der var to gange som delte sig op. Den ene førte til lejlighederne, som lå på de nederste etager, den anden til de øverste. Det var jo nemt nok. Jeg gik imod den hvor de øverste lå. Døren til min lejlighed lå for enden og der stod PENTHOUSE på den. Ved håndtaget sad en nøgle i nøglehullet. Jeg åbnede op. Eller jeg forsøgte da. Selvom den var låst op, var det som om den var spærret af noget. Jeg fik Charlie, til at sparke den op. Men ikke engang han var stærk nok. Vi sparkede i stedet sammen, og så hårdt vi kunne. Bagefter, sprang det skab som stod foran, døren i stykker
Vi var inde!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...