One day you'll lose

En 2´er på vej!

Bogen foregår i New York, med hovedpersonen Susan Rivers. En smuk og velhavende pige, som næsten har det hele. Næsten. Hun har i hvert fald en bedste veninde, som har det hele, tror hun da. Susan er meget uheldig, med kærlighed, og har tit kriser. Men det er ikke det eneste hun får problemer med, alt ramler sammen, og hvordan håndterer hun det? Læs med.

19Likes
6Kommentarer
5282Visninger
AA

11. kapitel 10

Kapitel 10 Den lange dag (1/5)
Kuldegysninger. Jeg havde en evig en, af slagsen. Den forsvandt ikke. Vintervejret var stadigvæk i gang. Der var nu ikke fordi jeg frøs, at jeg havde kuldegysninger.
Vi havde nået et nyt år. Januar, var altid den kedeligeste måned. Den måned jeg følte tog længst tid at komme igennem. En måned som bare skulle overstås. Jeg sad på min tagterrasse, kiggede ud på den grå himmel. En mørkegrå himmel. Her på det seneste kunne jeg godt lide at lukke mig selv ud, det her var mit nye safe place. Hvor jeg kunne lukke verden ud, og komme ind et andet sted. Jeg sad med et lagen over mig. Jeg stenede. Lignede nok en som havde røget en joint. Måske ville det fjerne mine bekymringer. Det var ikke kun verdenen udenfor jeg lukkede ud, det var virkelig alt. Selv Charlie. Min forstuvning var helet lidt, så jeg havde ikke smerter dér. Jeg havde en smerte i hjertet. Den sad der hvor man kunne mærke følelsen af at være ulykkelig. 
Der havde været en politieftersøgning i gang i en uge. Der stod "eftersøgt: Anna Belle Rivers", i alle aviser jeg kunne komme i nærheden af. Min mor!
Min mor var i alle aviser, normalt ville det da være en fed ting. Ikke? Det modsatte. Der var ingen tegn på min mor nogen steder. Jeg havde brugt den halvanden uge, hun havde været væk, på at have en dårlig samvittighed. Jeg følte at det var min skyld, hun var forsvundet. Hendes egen datter snakkede ikke med hende, var egoistisk og tænkte ikke på hvor svært hun havde det. Var det bare det jeg var? En egoistisk person? Helt sikkert.
Min far havde gået rundt i sin morgenkåbe alle dage hun havde væk. Alle dage havde han gået frem og tilbage. Konstant. Han var ude af sig selv. På trods af at min mor ville forlade ham, elskede han hende stadigvæk. Jeg var sikker på at det også var dårlig samvittighed, som hærgede over ham. Han havde ikke været god nok til, at vise sin kone hvor meget han elskede hende. 
Samtidig var der politimænd til at beskytte os om natten, hvis nu det var som vi frygtede, at min mor var i en eller anden slags form for fare. Der stod en og vogtede ved min dør. Han var venlig. Det var ikke altid jeg oplevede at de var det. Han var heller ikke som de andre. Han var vel en nyere og yngre betjent, en med ikke så meget erfaring. Måske ville der komme en dag hvor han blev lige som politi stereo typen. 
Jeg behøvede ikke nogen vagt. Hver nat var jeg vågen. Jeg sov måske i to timer, fordi jeg blev så træt af at vente på at nogen måske ville komme hjem. Hver nat håbede jeg på, at det var min mor. Jeg vågnede skuffet op hver morgen. New Yorks politi afdeling havde været halvdelen af Manhattan rundt. Stadigvæk ingen tegn at finde. Jeg havde en anelse om at hun allerede var hos min moster, men hun var bare lige så uforstående som os selv. 
Det stormede udenfor. Vejret var lige så dårligt som mit humør. Jeg havde ikke tålmodighed til at vente mere. Jeg åbnede døren og gik indenfor. Jeg kunne ikke engang mærke kulden. Jeg følte bare en kold følelse inden i. 

Politimændende prøvede at smile lidt til mig da jeg gik ind. Jeg kunne slet ikke få min mund til at danne et smil. Jeg lignede sikkert også noget der var løgn. Ingen makeup. Jeg var i stand til at gå op af trapperne uden mine krykker. Jeg åbnede døren til mit værelse, det første jeg fik øje på, var et brev. 
"Susans Rivers". Stod der på det. Jeg samlede det op. Det var lukket med sådan noget klister man brugte i gamle dage. Jeg åbnede det lige så stille, da jeg syntes det var pakket flot ind. Inden i var der en seddel. 
"Mød mig i Soho på Black Tap". 
Jeg skyndte mig at smide seddelen ned. Hoppe i et par sorte jeans, tage en sort trenchcoat på og et par cateye solbriller. Dem fra Celiné. Et par høje Isabel Marant støvler. Ingen makeup. Jeg skulle bare afsted. Jeg fik ikke Stanley til at køre mig, da han havde været lige så fraværende som os. Han havde fået fri fra arbejde, fordi han var mindst lige så vild med min mor som jeg var. Jeg tog en taxa, hvilket jeg ikke havde gjort i meget lang tid. Det ville heller ikke give mening når jeg havde en chauffør. 
Der gik lidt tid før den stoppede op.
"Hvor skal du hen, frøken?"
"Soho, Black Tap. Hurtigst muligt!" 
Blacktap var et sted jeg plejede at komme på da jeg var omkring 19 år gammel. De lavede de største milkshakes nogensinde. Jeg plejede at være der med min mor, så derfor reagerede jeg så hurtigt på det. Jeg sad og trippede under hele turen, jeg havde nok aldrig været så utålmodig i mit liv. Der blev ved med at være rødt alle steder vi kom forbi. Chaufføren sad og hostede hele tiden. Jeg væmmedes en lille smule af ham. Han så også bekendt ud. Buttet, brillerne. Det røde hår!! Nej, nej, nej! Det skete ikke det her. Det var den sidste fyr jeg var i seng med inden jeg mødte Charlie. Bare han ikke kunne genkende mig. Jeg havde jo solbriller og ingen makeup på. Han blev dog ved med at kigge i bakspejlet. Jeg trak min mobil op fra lommen og tog den helt op til ansigtet. Min standard havde været virkelig lav hvis jeg var sammen med en taxa chauffør. Hvad var der galt med mig. Han var sikkert, en rigtig sød fyr. Det var fyre som regel hvis de ikke havde været heldige med udseendet. 
Tænk at jeg ikke vidste, han var taxa chauffør. Var jeg virkelig så lidt interesseret i andre mennesker. Jeg tænkte over min adfærd. Det ville jeg blive ved med at gøre fremover. Imens jeg havde siddet og tænkt så meget, stoppede han op og jeg var fremme. Jeg betalte ham lidt ekstra. Bare for at gøre noget godt. 
Jeg løb direkte over til Black Tap. Jeg var rimeligt tit på Broome street faktisk, og det var dér den lå. Det var et meget råt sted. Hyggeligt, mørkt og virkelig god service. 
Der var ikke så mange mennesker som der plejede at være, måske var det bare mere populært dengang jeg kom der. 
Det var ikke til at få øje på nogen der bare lignede min mor nogle steder. Indtil jeg så en som havde forbindelse til hende. Jeg kiggede chokeret over på ham. Der sad han Fred Stanley, min chauffør og butler! Det gav mening for mig, at han ville mødes her, fordi han tit kørte mig til Broome street. Det hang bare ikke sammen! Jeg gik hen til ham:
"Hvad er det her Stanley?"
Han kiggede op på mig og bed kæben sammen.
"Jeg ved hvad der er sket med din mor."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...