Når tågen letter

Rosa er ikke kommet sig over Christian endnu.
Selvom det er over et år siden.
Og selvom både veninden, kammeraterne og lærerne er ved at være godt trætte af at høre om ham. Især Klara.
Og så er der Ralle med de brune øjne, der hele tiden inviterer Rosa med til fredagsbar på studiet.
Men hvornår er man virkelig kommet igennem det - hvornår er det, tågen letter?

1Likes
0Kommentarer
95Visninger
AA

1. Når tågen letter

 

”Du bliver nødt til at komme videre,” siger Klara.

Jeg glor ned i kaffen. Hvirvler min latte rundt i koppen. Der var et hjerte i skummet.

”Rosa, for fanden.” Hun forsøger at fange mit blik. ”Det er over et år siden.”

Jeg stirrer ud af vinduet. Ser på folk, der går forbi caféen. De slår kraven op mod en kold februarvind. Har travlt. Går målrettet. Forsvinder i grå tåge.

Jeg dypper min finger i kaffen og skubber den fra mig. Klara tager sig til hovedet.

”Hvor mange gange har vi haft den her samtale, Rosa?”

”54 gange. En gang om ugen. Altid om til frokost, om torsdagen.” Udenfor går en kvinde med en rød regnjakke forbi. Minder mig om den butik, jeg gik forbi forleden. Hvor jeg så dig. Jeg trækker kaffekoppen tættere på.

”Du, jeg har helt glemt at fortælle dig noget,” siger jeg og tager en slurk, smiler, mens kaffen farver min tunge mørk og stærk. Klara læner sig tilbage og lægger armene over kors. ”I tirsdags gik jeg forbi en forretning ikke så langt fra arbejdet.”

”Og?” Klara løfter øjenbrynene. Kaffen varmer helt ud i fingerspidserne.

”Jeg så ham, Klara. Jeg så Christian. Og han smilede til mig. Det var lige som i gamle dage.”

”Rosa…”

”Jeg tror…”

”Rosa!”

”Jeg tror faktisk, at vi kunne finde sammen igen. Hvis vi bare får talt tingene igennem. Så bliver alt godt igen.”

Men Klara begraver ansigtet i hænderne.

Jeg rynker brynene.

”Er det ikke fantastisk? Han så mig og smilede faktisk.” Jeg rækker ind over bordet og griber hende om håndleddet, men hun vrister sig fri med en overraskende voldsom bevægelse og rejser sig, så stolen bag hende skraber mod den pudsede væg med en lyd, der giver mig gåsehud i øregangene.

”Klara?” Jeg ser op på hende. Hun har mørke rande under øjnene, og tæt på ser hendes hud grålig ud. Jeg vil røre ved hendes kind. Måske er der noget galt.

”Rosa.” Hun går ned i knæ, tager mig om skuldrene, hårdt. ”Du må få noget hjælp. Jeg kan ikke blive ved med at lytte til det her. Jeg har faktisk også et liv.”

Så rejser hun sig, tager jakken på, den er en klar blå. Det har jeg ikke lagt mærke til før.

”Ring til mig, når du har det bedre, Rosa.” Hun trækker et par handsker på. ”Ikke før.”

Da hun står udenfor cafédøren, lægger hun hånden på sin runde mave.

Det går op for mig, at Klara er gravid. Så vender hun sig og bliver opslugt af tågen.

I min kop er kaffen blevet til grums.

Jeg forlader caféen uden at betale.


 

Jeg tager hen på studiet, for det gør jeg om torsdagen. Og tirsdag og fredag. De andre dage sidder jeg hjemme i sofaen med benene trukket op. Jeg ser tv og ringer til dig. Men du lader den bare gå på svarer.

Så hader jeg dig lidt. Skælder ud. Før jeg tuder igen og bider negle, så det bløder. Men jeg mærker det ikke. Skrubber bare pletterne på sofaen.

De andre i klassen er holdt op med at hilse. Jeg ved ikke længere, hvordan deres ansigter ser ud. Jeg kender dem på rygge og skuldre.

Kun Ralle og Viggo taler stadig til mig. De er nødt til det, vi er i studiegruppe sammen.

I en time tager en af lærerne fat i mig. Det er noget med en opgave, jeg ikke har afleveret.

”Og den i videnskabsteori mangler du også, Rosa,” siger han og ser på mig over brillekanten. Han har hår i ørerne. De er grå og strittende. Som ståltråd. Pigtråd. Der forhindrer vigtige ting i at komme ud og holder bagateller borte. Jeg stirrer på det venstre øre.

”Faktisk kan du blive nødt til at tage fjerde semester om.” Viggo og Ralle laver grimasser bag lærerens ryg. De andre skuler til dem og rykker tættere sammen. ”Har du overhovedet talt med nogen?”

”Om hvad?” Jeg zoomer ind på hans ansigt. Nu har han taget brillerne af og tygger på stangen.

”Dine klassekammerater har fortalt mig, hvad der er sket. Det er lang tid at gå rundt med den slags,” Han rynker panden. ”Måske skulle du snakke med nogen.”

Jeg smiler stort, mens hjertet kaster sig mod mine ribben, som ville det bryde ud ad mit bryst og efterlade mig sammensunken og hul.

”Jeg har det fint,” forsikrer jeg. ”Alt er fint. Det ordner sig snart. Det er bare en misforståelse.” Læreren hæver øjenbrynene. Så sukker han.

”Bare husk at få afleveret de opgaver, Rosa.”

Da jeg sætter mig igen, giver Ralle mig en albue i siden.

”Alt ok?”

Jeg vender mig mod ham og nikker. Jeg vil fortælle ham, at jeg så dig forleden. At du smilede. At vi er så tæt på, du og jeg.

Men Ralle har brune øjne.

Ligesom dig.

Og de er varme. Og jeg vil række hånden ud og stryge ham over kinden. Han har fregner. Og en skæv fortand, som man kan se, når han smiler.

Og jeg bliver varm inde ved hovedbunden, så det koger i håret. Mine hænder bliver fugtige og halsen tør. Den slags ting bør jeg slet ikke lægge mærke til. Jeg knytter hænderne hårdt, så min negle borer sig ind i huden.

Vi skal jo bare tale sammen, du og jeg. Så ordner det sig.

”Alt er fint,” gentager jeg og åbner min rygsæk, der til min forbløffelse indeholder de bøger, der skal bruges til vores opgave.

”Altid velforberedt,” driller Viggo, da jeg febrilsk bladrer for at finde den rigtige side.

Jeg kan stadig mærke Ralles blik på mig, da det lykkes. Han klapper mig på skulderen, og jeg begraver hovedet i bogen.

Da timen er slut, stopper han mig. Fabler om noget med en fredagsbar. Men jeg lytter ikke. Mærker kun hans greb om mit håndled. Hans hud mod min, så levende. Hans fingre har sluttet en cirkel om min arm. Jeg er forundret over, hvor rund den er, den cirkel. Hvor perfekt.

”Kommer du så?”

”Hmm?” Jeg ser op, må blinke for at stille skarpt.

”Ja, i morgen. Kommer du?”

”I morgen,” siger jeg. Han trækker vejret tungt. Tålmodigt.

”Til fredagsbaren.”

Men jeg har altid en aftale med dig om fredagen.


 

Om eftermiddagen kryber solen gennem sprækker i skydækket, da jeg på vejen hjem går forbi butikken, hvor du var forleden. Selvom det giver mig ondt i maven standser jeg. Lægger den ene hånd mod ruden og presser den anden mod siden.

Du var ikke alene. Hun havde krøllet hår. Blondt. Og hendes krop havde former. Sådan timeglasfigur. Under uden kan jeg mærke min knogler.

På trods af at du smilede til mig, fløj dine øjne over til hende, da jeg løftede hånden til hilsen. Så vendte du ryggen til mig. Bare sådan. Som om det ingenting betød. Jeg gik derfra med en følelse af at have slugt et brændende blylod.

Du er ikke i butikken i dag. Jeg driver rundt, tager en vare op, sætter den igen. Studerer en anden. Og en tredje. Holder øje med døren.

”Har du brug for hjælp?” spørger en af medarbejderne så højt, at det gibber i mig.

”Nej, nej,” forsikrer jeg. ”Alt er helt fint.”

Hendes læber er smalle og blege, da hun går tilbage til kasseapparatet. Jeg kan se en muskel arbejde i den kind, hun vender til mig. I det samme bimler klokken over døren, jeg snurrer rundt og snapper efter vejret. Du står i modlys. En sort silhuet mod en klar frostsol.

Noget glider ud af min hånd. En klirren af knust porcelæn.

Jeg stivner.

På gulvet ligger et lig af en nipsting. Øjeblikkeligt afgået ved døden i et pust af støv og skår. Jeg er ikke engang sikker på, hvad det engang var.

”Har du tænkt dig at betale for den der?” Butiksmedarbejderen kommer strygende og sætter hænderne i siden. Jeg sætter mig på hug for at skrabe resterne sammen med hænderne.

”Åh.” Et af skårene sætter sig fast i min håndflade.

”Lad mig se på det.” Jeg glipper med øjnene. Vender blikket mod stemmen. Mod varme, brune øjne.

”Alt ok, Rosa?” spørger Ralle. Han tager fat om min hånd, vender den opad og fjerner forsigtigt porcelænsstumpen. Blod pibler tøvende ud af såret.

”Av,” klager jeg og trækker hånden til mig, holder den ind mod brystet. Det lille sår jager helt op til albuen, op i skulderen, ned i hjertet. Jeg krummer mig sammen om hånden. Presser blodet ind mod trøjen.

”Ja, hun kan altså ikke sidde her og flæbe. Hvad vil de andre kunder ikke tænke?” vrisser medarbejderen.

”Hvilke andre kunder?” spørger Ralle, men får mig på benene og guider mig ud ad butikken, mens jeg hulker og jamrer, 

mens såret hele tiden springer op,

så min trøje bliver gennemblødt,

og det løber ned ad mine bukser,

gennemvæder mine sko,

drypper på gulvet,

så både Ralle og jeg glider i det,

skøjter rundt,

og jeg mister for meget blod,

for intet vil læge,

og jeg er gået itu,

blevet til støv, til stumper,

og Ralle må bære mig og ringe efter en ambulance,

for jeg tror,

nej, jeg ved,

at jeg skal dø.

 

Dagen efter vågner jeg ved, at solen rammer mig i ansigtet. Varmt og gyldent. Jeg har et net, lille plaster i håndfladen.

Jeg behøver ikke slå kraven op, da jeg går ned til dig med målrettede skridt og et bundt lyserøde tulipaner i den gode hånd.

Du står, hvor du plejer. Blinker til mig i solen. Der er kommet vintergækker i det grønne græs. I et af træerne synger en fugl. Jeg sætter mig hos dig og giver dig blomsterne. Du siger ikke noget.

Men det er okay. Det er dét, jeg siger.

”Det er okay, Christian.” Og du tager det ret pænt, da jeg fortæller om Ralle.

Jeg rører ved dig. Følger dit navn med pegefingeren.

Og forlader kirkegården.

På vejen over til studiet, ringer jeg til Klara.


 


 

 


 

 

 


 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...