Udefineret Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 feb. 2018
  • Opdateret: 6 feb. 2018
  • Status: Igang
Måske findes den rigtige kærlighed ikke. Måske har den aldrig eksisteret. Eller måske definerer vi den selv.

2Likes
0Kommentarer
160Visninger
AA

1. Udefineret Kærlighed


Hvis du for et halvt år siden havde sagt til mig, at en pige med runde briller, skævt pandehår og følelserne ude på tøjet, ville blive min hverdags omdrejningspunkt, så havde jeg ikke troet på dig. På ingen måde. Jeg havde nok svaret noget i retning af; Jeg er jordens mest heteroseksuelle pige, og runde briller er yderst ucharmerende.

Men nu er det jo sådan, at vi mærkværdige væsner forandrer os hele tiden. Eller graver dybere ind i os selv – vi finder en kerne gemt bag vores hårde skal, som skal ruges og passes, indtil den åbner sig og fortæller os, hvem vi virkelig er, hvad vores kerne og identitet er. Og i de fleste tilfælde kræver det en anden person til at åbne skallen og skubbe os ud over den skræmmende grænse, som vi altid har undgået.  

Sådan var det i hvert fald for mig. Det hele begyndte, da Yrsa trådte ind i min mors apotek, LINDAS PLEJE OG SUNDHED, som jeg flittigt arbejdede hos hver anden dag.
Det var ellers en helt normal dag, men pludselig smagte luften en anelse af sur passionsfrugt. Faktisk elsker jeg sur passionsfrugt.

Yrsa var drivvåd af regnen med sit hår klæbende til ansigtet, og så havde hun de grimmeste runde briller på. Jeg blev næsten sur over, at det lykkedes hende at fornærme nutidens modetrend i den grad.
Man skulle næsten tro, hun var kommet for at få en sådan-bliver-du-normal-kur med de blomstrede trompetbukser og stribede sokker i sandaler.
​Hun var nok det, man ville kalde en TOTAL modsætning af mig. 

Dengang kendte jeg ikke Yrsa andet end fra gymnasiet. Men der var altid noget anderledes ved hende. Hun var en pige, der altid kiggede en smule skævt på mig, og så var hun ikke et sekund bange for at være sig selv. Andres meninger kunne bare skride ad helvede til. 
​Hold da op, hvor jeg misundte hende dengang. 

Døren smækkede bag hende, og hun kiggede hurtigt op på mig, mens en underlig fornemmelse strammede i min mave. En fornemmelse som min krop aldrig havde oplevet før.
Jeg overvejede i et langt sekund, om jeg skulle ekspederede hende, nu hvor jeg havde alene-vagt, men jeg ville helst undgå en akavet situation. Så jeg holdte mig til proceduren, eller min selvopfundne procedure – smil og kun betjen dem, hvis de spørg.

Jeg ved ikke, om hun ligefrem forventede, at jeg skulle træde frem og hjælpe hende, for hun gik bare rundt i butikken – kiggede lidt på en slags piller og satte dem skævt på plads, tog nogle creme ned og satte dem skævt på plads igen, flere piller, mere rod. Min hjerne eksploderede næsten, men jeg kunne ikke finde ud af sige noget til det. Ikke et ord ville forlade mine ørkentørre læber.
Jeg stod bare der og stirrede på, hvordan hun langsomt ødelagde mine symmetriske mønstre, jeg havde brugt timer på. 
Men hun blev ved. Ved og ved og ved. I en hel time fortsatte hun rundt i butikken, og ikke et øjeblik skænkede hun mig en tanke. Jeg var ligesom et spøgelse, der stirrede på dets drabsmand. 

”Ved du hvad. Jeg har fundet ud af, jeg ikke skal have noget alligevel. Men det skal du”, sagde hun endelig og kiggede forundret på mig. Som om hun lige havde lagt mærke til, at jeg var der.
Så smilte hun stort, lagde en seddel på disken og gik sin vej. Bare sådan uden videre.

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg stirrede blankt på sedlen, inden jeg tog mig sammen til at læse den.

                          Hvis du tør se farverne, tør du også mærke dem. Ring når du er klar. :)
                          23567177

Så der stod jeg, fuldstændig forvirret over hvad end det skulle betyde, selvom jeg allerede vidste det. Tonsvis af spørgsmål fløj igennem mit hoved på få millisekunder og efterlod mig i en sø af vildrede. Jeg havde kun set hende på gangen i skolen med de andre ”hippier”, men alligevel havde der altid været et eller andet ved hende. Noget som gjorde mig ufattelig irriteret, men alligevel gav mig lyst til at kysse nattehimlens stjerner.

Derefter brugte jeg timer på at forsøge at gøre rede for alt den rod, hun havde fortaget sig på den time. Men uanset hvor lang tid jeg kiggede på de rodede Panodil pakker og de væltede creme, kunne jeg ikke få mig selv til at sætte dem i et symmetrisk mønster igen. De havde fået noget personligt over sig, og det kunne jeg ikke tillade mig at destruere.

Der gik flere dage inden, det begyndte at gå op for mig. Pludselig var det som om, mit syn var en anelse klarere, selvom det stadig var blindet af gråtonet farver.

Da jeg endelig tog mig sammen til at ringe klokken tolv midt om natten, var der intet svar. Selvfølgelig var der intet svar. Hvad havde jeg også forventet, ingen er jo oppe på den tid af natten. Men det stoppede mig ikke fra at prøve igen og igen – hver aften ringede jeg og blev igen mødt af skuffelse. Intet svar. Ikke en eneste gang.
Vreden begyndte langsomt at samle sig som en klump i maven, mens skyldfølelse mindede mig om alt den spildte tid, jeg havde brugt på Yrsa. Måske var hun bare ligesom alle andre overfladiske mennesker, der legede med andre folks følelser.

Til sidst gav jeg op, og de skæve smil på gangen, som havde oplyst min hverdag, forsvandt også. Jeg havde give hende lov til at åbne en del af mit hjerte, som alligevel endte med at klappe sammen igen. Men sådan var det altid – lykken fandtes simpelthen ikke. Glæden fandtes ikke.

Men en dag, en ellers helt normal kedelig dag, forsvandt de grå skyer, da små sten ramte min værelsesrude. Det var ligesom en lav hvisken, der lokkede mig ud af min tunge søvn.
Fuldstændig uforberedt og forstenet gik jeg hen til vinduet, åbnede det lidt op og lod blæsten kysse mine kinder. Den friske sne fyldte haven med en ny energi i forhold til de kedelige nøgne træer, der nu havde gloet på mig i flere måneder.

Men der var ikke nogen.

Eller vent. Der var ikke bare nogen, men Yrsa. Yrsa var der.
Så der stod hun og smilede skævt, imens hun ventede på mig og jeg på hende. Vi kiggede intenst på hinanden i lang tid, og hendes blik fortalte mig tusinde ord. Tusinde ord jeg knap nok forstod, men til hver en tid ville dø for.

Og så sprang jeg. Lige pludselig.
Ud i livet, ud i farverne og ud i sandheden.
Bare på sådan en helt normal dag, hvor hverken Yrsa eller jeg passede ind med vores lidt for skæve eksistenser. Men det gjorde ikke noget, nu hvor vi var to. To mod hele verden.

Jeg forstår stadig ikke helt, hvad der skete den ellers helt normale dage. Måske vil jeg aldrig forstå det. Men en ting ved jeg. Det var ikke hende, der skulle kureres fra farvede drømme og sokker i sandalerne den dag på apoteket. Nej faktisk ikke.

Det var mig, der skulle reddes i stedet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...