Det er som om tiden er gået i stå

Prøv at forestil dig at tiden var gået i stå og alle andre end dig var forsvundet fra jordens overflade. Hvad ville du føle? Hvad ville du gøre?

0Likes
0Kommentarer
304Visninger
AA

1. Som om jorden har glemt den skal dreje rundt.

Af vane tager jeg mine støvler af og sætter dem pænt på måtten som jeg plejer. Jeg fortsætter gennem køkkenet og ud i gangen. Jeg har gået her næsten hver dag i 10 år, så mine fødder kender vejen, og kan automatisk finde ud i gangen. Ude i gangen står læder stolen på sin plads, jakkerne hænger hvor de plejer og billederne på væggene har heller ikke flyttet sig. Jeg tager min jakke af og hænger den op på knagerne bag døren. Ved siden af døren til toilettet er der 3 kontakter, jeg trykker på den midterste og forventer at lyset i gangen tænder. Men der sker ingenting. Jeg trykker på den flere gange. Op, ned, op, ned. Stadig ingenting. Strømmen er gået, der må være gået en sikring. For at skifte sikringen skal jeg ned i vaskerummet, nede i kælderen. Jeg har aldrig brudt mig om at gå ned i kælderen efter mørkets frembrud. Da jeg var lille var jeg bange for at der var nogen der ville tage mig, så hvis jeg havde været i kælderen skyndte jeg mig at lukke døren dernedtil og løbe op af trappen. Så snart jeg kom op for enden af trappen var jeg i sikkerhed. Jeg plejer også altid at gå med min søster derned, fordi hun er bange for at gå derned alene. Jeg går ind på min søsters værelse som ligger forenden af gangen. Der er ingen. Hendes værelse er koldt. Sengen er redt og den ser ud som om den har stået urørt i lang tid. I hendes vindueskarm står der et billede af os som små, jeg trækker lidt på smilebåndet, men da jeg kigger ud af vinduet slår det mig. Jeg er helt alene. Af og til får man den følelse af at man er alene, selvom man er sammen med nogen. Men det her er ti gange værre og ensomheden trænger sig ind på mig. Jeg forlader min søsters værelse og går ind på mit eget. Der ligger et lille lag støv på gulvet, som om der ikke er blevet støvsuget i månedsvis. I støvet ses perfekte aftryk af mine sko. Jeg sætter mig på min seng. Den er redt, og der ligger ikke bøger og lignende som der plejer. Her virker fremmed. Sengen virker hård og jeg føler mig ikke velkommen i mit eget hus. På mit eget værelse. Det virker som at mørket, og den stillestående tid har overtaget mit hjem. Jeg lægger mig i sengen og tager dynen over mig. Dynen er kold og føles omklamrende, jeg gyser og lægger mig i fosterstilling som skulle det hjælpe med at få varmen. På en måde virker den også beskyttende, og betryggende. Mine øjne begynder at føles tunge og lukkes efter en kort kamp, med at holde den åbne, i.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...