04:48

Uret viser 04:48, da August og Kaisa vælger at tage en sen aftentur omkring Søerne i København. Men enkle spørgsmål har tit komplicerede svar, for noget så simpelt som kærlighed får hurtigt indviklede konsekvenser, især for to unge mennesker på en natlig spadseretur.

Vinder af valentinskonkurrencen - mulighed 2: Skriv om at forelske sig i én man ikke kan, eller må få.

14Likes
18Kommentarer
425Visninger

1. 04:48

“Har du nogensinde været forelsket?”

Gruset knasede under mine fødder. Jeg anede ikke, hvor lang tid vi var gået, men det var længe. Mine ben føltes bløde og gummiagtige, og for hvert skridt jeg tog, skød der en skarp pil af smerte op fra mit knæ, der hvor jeg var faldet på cyklen.

Kaisa havde allerede sagt, jeg ville falde, før det skete.

“Jeg bliver gerne og ringer 112 for dig, August,” havde hun grinet, mens jeg slingrede hen over cykelstien på Dronning Louises Bro. Jeg grinede bare tilbage, mens mit forhjul på magisk vis svævede hen over kantstenen, som trukket af en magnetisk kraft. Point of no return. Der var ikke meget at gøre, udover at håbe på det bedste. Jeg lukkede øjnene - kunne ikke dreje tilbage på cykelstien alligevel - og lod bare hænderne slippe styret, mens jeg afslappet mærkede min alkoholbedøvede krop sejle gennem luften mod asfalten. I brøkdelen af et sekund følte jeg intet andet end luft overalt omkring mig, og havde jeg ikke åbnet øjnene, ville jeg have været overbevist om, at jeg svævede midt i tomrummet, helt alene.

“Har du slået dig? Har du slået hovedet?” Pludselig lå jeg på asfalten og så hende vende cyklen så elegant, at jeg i et øjeblik troede, hun var ædru. Hendes stemme var rolig og pædagogisk, og jeg kom til at tænke på da hun havde piercet Daniels ører på skolens toilet til gallafesten sidste måned. I sin lyseblå kjole og høje hæle, der klikkede mod gulvet, med kunstige krøller i håret. Der havde hendes stemme også været rolig, da hun bad ham om at trække vejret dyyybt ind, og hendes hånd rystede overhovedet ikke, da hun stak den glødende nål gennem Daniels iskolde øreflip.

Og nu gik vi her. To enlige skikkelser langs Søerne, hvert skridt akkompagneret af en sprød lyd af småsten, der skrabede mod hinanden under vores fødder. Cyklerne stod låst sammen op ad en lygtepæl. De var nok ikke værd at komme tilbage efter før i morgen tidlig.

“Hvorfor spørger du om det? Har du nogensinde været forelsket?” snappede Kaisa tilbage. Jeg tænkte på min kæreste, der nok lå hjemme i sin seng og sov tungt. Det var sent.

“Ja da. I min kæreste, og kæresten før hende. Og et par stykker udover det,” svarede jeg med en stemme, der lød mere samlet og fokuseret, end jeg følte mig, og tænkte på Daniels storesøster med de lange, mørke øjenvipper - og mig, der ikke engang var færdig med niende. Hun havde virket så moden dengang, alt ved hende var mere voksent og spændende end hos nogen anden, jeg havde mødt, fra hendes sprog til hendes krop. Det var længe inden jeg mødte Kaisa.

“Jeg forelsker mig ikke. Har aldrig mødt en fyr, der var værd at forelske sig i mere end fem minutter ad gangen,” svarede hun og trak på skuldrene.

Mit hoved svømmede, og jeg kunne næsten se mig selv halte som et krigsoffer gennem det tyktflydende mørke, der kun blev tilbageholdt af de blege små lygter, der flankerede stien. Jeg skulle ikke have drukket så meget. Kaisa gik tavst med hænderne begravet i lommerne. Jeg skævede lidt til hende. Betragtede hendes blottede hals, og lod mit blik glide ned langs lynlåsen på hendes jakke. Smuk var hun. Altid så uforstyrret, som om hun kendte til en sandhed, ingen andre kunne se. Hun måtte da have været forelsket engang. Alle havde da været forelskede engang.

Vi gik videre i tavshed. Hun var stadig menneskelig, tænkte jeg. Hun var min ven. Køn og uforstyrret og menneskelig. Jeg havde hørt om hende, før jeg mødte hende, fra en af mine klassekammerater, hvis storebrors ven havde været i seng med hende - eller også havde det været hans vens storebror. Det var ikke endt godt, uanset hvad. Kaisa var sådan en pige, mange forelskede sig i, en pige, der var nem at forelske sig i. Jeg overvejede, om jeg mon kunne være faldet for hende, hvis jeg havde mødt hende før min kæreste. Om hun mon kunne være faldet for mig. Tanken fik det til at krible behageligt i kroppen på mig. Mig og Kaisa. Mig og-

“August?”

“Mm?”

“Jeg tror, jeg var forelsket engang.”

Jeg betragtede hende, men hun undgik mine øjne og afsøgte i stedet søens blæksorte vand. Jeg tænkte på, hvilken slags fyr, en pige som Kaisa mon faldt for. Kunne det være mig? Nok ikke. Jeg måtte stadig være realistisk, på trods af alkoholprocenten i mit blod. Vi havde ikke kendt hinanden så længe, og en pige som hende ville aldrig se i min retning. Jeg vred hjernen for at forestille mig Kaisa sukke efter nogen i det hele taget. Hun havde altid virket højt hævet over den slags fnidder, som om hun ikke havde tid til det. Hun kyssede med fremmede og tog dem regelmæssigt med hjem, det var ingen hemmelighed, men forelsket? Det måtte have været noget af en fyr.

“Hvordan var det?” spurgte jeg tamt. Flot, August. Sikke et spørgsmål.

Hun trak bare på skuldrene, mens hendes blik stadig flygtede fra mig. Jeg havde lyst til at række ud efter hende, mærke hende læne kroppen ind mod mig, men vidste, at det ikke ville gå. Selv ikke som venner. Min søde, smukke kæreste lå derhjemme og drømte om mig i hendes forældres lejlighed. Jeg fremtvang et mentalt billede af hende, viklet ind i sine hvide tæpper som den første aften, hun tog mig med hjem. Håret spredt ud over puden. Jeg elskede hende. Jeg skulle bare blive ved med at tænke på hende.

“Det var frygteligt. Det værste, jeg nogensinde har oplevet.”

Jeg gik næsten i stå midt på stien. Hendes øjne var nu vendt direkte mod mig, og hendes pupiller virkede enorme.

“Det var det mest forfærdelige, hæslige, tandudtrækkende, knoglebrækkende, frastødende jeg i mit liv har prøvet.”

Det var jo helt forkert. Kærlighed var svævende og luftigt og blødt, lidt som at være fuld, men så alligevel ikke. Det var ikke grimt, det var smukt og dejligt. Jeg gloede på hende.

“Det tog kun én aften, og så var der bare ingen vej tilbage,” fortsatte hun så, da det gik op for hende, at jeg ikke ville svare.

“En enkelt aften, og jeg var head over heels. Er det ikke bare rædselsfuldt?”

Jeg tænkte, om det mon var startet som noget smukt og godt. Om grænsesøgende, vilde, overjordiske Kaisa mon havde været reduceret til en fnisende ung pige, blot for en aften. Hvilken fyr kunne få hende, af alle piger i verden, til at føle sig sådan? Mit omtågede hoved smertede næsten af medlidenhed, og jeg havde lyst til at holde om hende, trække hende ind til mig, trylle hendes knuste hjerte væk - overføre det til mig selv, hvis jeg kunne.

Kaisa hoppede ned på et lille plateau af træ, der rakte ud over det mørke, stille vand. Lysene dansede lokkende i den blanke overflade, og hun lod som om hun gik på line helt tæt på kanten.

“Pas nu på! Jeg hopper ikke i efter dig, at du ved det!”

Hun snurrede faretruende hurtigt rundt og så på mig med skinnende, ophidsede øjne. Hendes kinder havde hektiske, røde pletter, men om det var alkohol, kulde eller noget helt tredje, var umuligt at vurdere.

“Hvis jeg hopper i nu, kommer jeg aldrig op igen!”

“Hold nu op med at sige sådan noget. Kom tættere på mig, kom nu!”

Men hun ignorerede mig, og svingede rundt, så hun stod vendt mod det sorte vandspejl.

“Fanden tage kærlighed! Jeg hader det!” Hendes stemme gjaldede ud over vandet og skræmte et par sovende ænder, som baskede op mod den kolde himmel med larm og spektakel.

“Hvad er kuren for dårlige beslutninger, August? Han var anderledes end nogen anden, jeg nogensinde har mødt i mit liv,” sagde hun så, helt stille, uden at se på mig. Jeg kunne til gengæld ikke fjerne øjnene fra hende.

“Han var - jeg ved det ikke. Anderledes. Jeg kan ikke - jeg ved ikke engang, hvad der var med ham, men jeg kunne slet ikke få nok af ham. Det var som at have abstinenser. Jeg ville ham så meget. Forstår du det? Ved du, hvad jeg mener? Jeg ville have ham til at røre mig, se på mig, holde min hånd, nusse mig i håret, whatever.  Det var ligegyldigt. Jeg kunne slet ikke komme tæt nok på ham. Hvis jeg kunne brække hans ribben og bo i hans brystkasse, ville jeg have gjort det.”

Jeg så på hendes hænder, og tænkte på, hvordan det måtte være at lade mine fingre flette sig sammen med hendes. De ville sikkert passe perfekt sammen. Hun vendte sig, og hoppede dansende over ved siden af mig, og lagde kærligt armen om min skulder. Hun var højere end mig, men jeg lagde alligevel armen om hendes talje og trak hende helt tæt på, mens jeg tog mig selv i at nyde følelsen af hende så tæt op ad mig. Med den anden hånd skovlede hun en bunke småsten op, og smed dem i vandet en efter en.

Plask.

Mit blik blev mere og mere ufokuseret. Tænk, at være forelsket på den måde. Det var, som om søens mørke vand lige så stille forsvandt omkring mig, og Kaisa var den eneste i verden, der stadig var hel og virkelig. Hun virkede så betagende smuk i det kolde, gule lys fra lygterne, alt fra hendes feberagtige øjne til hendes læber, hvis bue virkede mere velskabt end nogensinde før. Hun havde altid virket så urørlig. Men jeg rørte hende, kunne mærke hendes varme krop under mine fingerspidser.

Plask.

“En nat, August. Han prøvede ikke engang på noget. Vi tog hjem til ham og sov, lå bare og nussede og kyssede og snakkede og sov, og ikke én gang prøvede han at tage tøjet af mig. Jeg kan huske, jeg var helt svimmel af bare at være tæt på ham. Han fulgte mig hele vejen til toget, da jeg tog hjem næste morgen, og det var som om… Som om det gjorde fysisk ondt at forlade ham.” Hun fjernede sin arm fra mine skuldre, lagde hånden over sit bryst, og lod den så glide ned til sin mave, og jeg fulgte hendes hånd med øjnene, og følte mig åndeløs bare ved den blide bevægelse. Over hendes krop og hendes intense kærlighed.

“Som om, jeg havde efterladt mit hjerte på stationen, og det blev revet ud, da toget kørte.”

“Kaisa… ” hviskede jeg, men hun hørte mig ikke.

Plask.

“Han ville mig slet ikke. Skrev til mig næste dag, sagde, at det havde været hyggeligt, men at han hellere ville stoppe det nu. Før det blev for seriøst. Det var næsten det værste; den måde han ikke gjorde noget galt på. Han var bare ikke forelsket i mig. Jeg kan jo ikke tvinge ham til at elske mig.”

Det smertede i mit bryst. Smertede af medlidenhed og lidenskab, og jeg troede i et øjeblik, at mine ribben ville knække af presset, og efterlade et stort hul, som Kaisa ville kunne kravle ind og bo i.

Plaskplaskplaskplaskplask.

Resten af småstenene gled lydløst gennem luften og brød vandspejlet.

“Ved du, hvad jeg ville ønske?”

Jeg havde næsten forventet tårer i hendes øjne, men de var som sten.

“Jeg ville ønske, han havde været ondskabsfuld, August. Ville ønske, han havde løjet for mig, udnyttet mig, et eller andet.”

“Kaisa,” hviskede jeg igen, så lavt, at jeg vidste, hun ikke kunne høre mig. Hendes nærvær påvirkede mig mere end alkoholen gjorde. Som om jeg kunne drikke store mundfulde af hendes tilstedeværelse. Jeg ville lægge armene om hendes liv igen, mærke hende igen, men havde pludselig mistet min førlighed. Jeg tænkte på, hvordan hun havde fyldt atten før jeg fyldte sytten. Der var mere end et år imellem os. Jeg var ikke til festen, men vidste, at den havde været vild . Nu var Søerne helt væk, og hun stod tilbage for mit blik som en ensom statue omgivet af iskold, sort tåge.

“Jeg ville ønske, jeg kunne hade ham.”

Jeg følte mig fortumlet og uklar. Nu begyndte hendes skikkelse også at opløses, og et svagt billede af min sovende kæreste tonede frem i den tykke tåge, før også hun forsvandt, og Kaisas ord blev talt med hendes stemme:

“Jeg ville ønske, jeg kunne hade dig.”

Jeg ville svare hende, kalde hendes navn, tigge hende om tilgivelse, sige et eller andet, men min stemme svigtede. Jeg prøvede at tvinge billedet af min kærestes sovende skikkelse frem igen, men hun forsvandt i tågen og ville ikke blive hos mig. Alt, der var tilbage var Kaisas berusende krop, hendes hud, hendes duft. Jeg så ned på mine hænder og så intet mere. Kun massiv, sort tåge, og en smerte i mit knæ som en glødende nål.

“Jeg døde den morgen, August. Det tror jeg virkelig, jeg gjorde.”

Ordene virkede, som om de kom alle steder fra.

Jeg lukkede øjnene og prøvede at holde sammen på min krop, før den også forsvandt, men det eneste, jeg kunne gribe fat om var ordene, som dansede omkring mig. Jeg kunne ikke længere bedømme om jeg sad i vintermørket på bredden, eller lå på bunden af Søernes isnende sorte vand. Jeg havde glemt mit navn, og min kærestes navn, og navnet på ham, hvis ører blev piercet af en pige, hvis navn også var forsvundet sammen med alt, der var legemligt og ægte.

Det sidste, jeg tænkte, før jeg gik helt i opløsning var, at det her måtte være sådan, hun havde følt den morgen. Det var sådan, det havde føltes at dø.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...