Sandheden, tak!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2018
  • Opdateret: 22 mar. 2018
  • Status: Igang
"Kunne jeg stole på ham? Mine forældre havde jo ikke fortalt mig sandheden, så hvem kunne jeg tro på?"

Denne historie handler om Olivia, som bliver kidnappet af en, som viser sig at kunne fortælle hende en masse ting om hende selv, som hun aldrig har vidst noget om. Men kan hun stole på ham? Fortæller han, hende nu også alt hvad der er at fortælle?

1Likes
14Kommentarer
431Visninger
AA

4. Magien

Jeg sprang ud af sengen, og mine fødder landede på det kolde betongulv. Jeg stod på den anden side af sengen, lidt længere væk fra Alex end før. Der var noget af det han lige havde sagt, der gjorde at jeg følte han var mere farlig end før. Han var en magiker, og på en eller anden måde var jeg det åbenbart også. Hvordan kunne mine forældre ikke fortælle mig det? Hvorfor havde jeg ikke lært noget om det? Var mine forældre også magikere?

"Ja, Olivia. Dine forældre har også magi i blodet. De har bare valgt ikke at udøve magi, fordi de gerne ville leve som kedelige normale mennesker. Det er derfor jeg har fundet dig nu, så du kan nå at lære det, inden det er forsent."

Hvordan kunne han vide, hvad jeg tænkte på? Det her bliver mere og mere mærkeligt.

"Hvad fanden foregår der altså?!" Jeg råbte det ud i rummet, selvom det ikke var nødvendigt, for Alex kunne sagtens høre hvad jeg sagde.

Jeg tog en dyb indånding, og sagde så "Alex, du bliver nød til at fortælle mig et eller andet, som giver mere mening for mig."

Han gik hen og samlede skamlen op, der stod mit på gulvet. Han sat den ved siden af sengen og satte sig derefter på den. Han prøvede at give mig tegn til, at jeg kunne sidde på sengen, men jeg havde mere lyst at stå op. Jeg var for urolig til at sidde ned. 

"Du vil måske gerne vide, hvordan jeg ved, hvad du tænker på?" Jeg nikkede stumt.

"Som magiker, kan man høre hvad andre tænker på. Men hvis man selv er magiker, kan man selvfølgelig bare lave en beskyttelsesbesværgelse. Så er der ingen der kan høre noget, af det man tænker på. Der er heller ingen der kan vise dig illusioner, eller få dig til at tage en magisk lille lur." Han blinkede til mig, ved den sidste sætning, og jeg vidste han hentydede til den første gang, vi mødtes på skolens toilet.

"Betragt det som et lille skjold, du bygger rundt om dit hoved. Ingen vil kunne trænge igennem til dig. Ihvertfald ikke på magisk vis" 

"Kan du vise mig hvordan man laver sådan en beskyttelsesbesværgelse så? Jeg kan jo ikke have, du render rundt og læser mine tanker, eller viser mig andre illusioner. Hvordan kan jeg overhoved vide, at du ik' viser mig en illusion lige nu? Hvordan kan jeg stole på dig? Hvordan ved jeg, du ikke bare prøver at vende mig imod min egen familie?" 

"Olivia, jeg var i samme båd som dig, lige inden jeg fyldte 18 år. Min familie udøvede heller ikke magi, ligesom dine forældre. Der var en anden der fandt mig, lige inden jeg fyldte 18 år, en slags mentor, som lærte mig alt om den magiske verden inklusiv alle de besværgelser jeg kan nu. Nu er jeg bare blevet så selvstændig, så jeg kan klare det alene og derfor har besluttet, at jeg vil hjælpe dig, med at finde din magi. Og nu til dit spørgsmål, om hvordan du kan vide dig sikker på det her ikke er en illusion." 

Alex rejste sig fra stolen, og gik rundt om sengen, så vi kun stod få centimeter fra hinanden. Han tog fat i min hånd og lænede sig ind imod mig, indtil vores læber mødtes. Det var ikke et lidenskabeligt kys, mere et blidt venskabeligt kys. Hans ånde duftede faktisk godt, og hvis det ikke var fordi han selv trak sig tilbage, havde jeg nok godt kunne stå sådan lidt længere tid.  

"Sådan, så ved du det ikke er en illusion. Hvis du er i kontakt med en anden magiker, som har en beskyttelsesbesværgelse omkring sig, kan personen sprede den ud over den anden." Jeg blev helt rød i hovedet, og vidste ikke hvad jeg skulle sige til ham. Så jeg kiggede ned i jorden, stadig imens vores hænder holdte om hinanden.

"Med mindre du har lyst til, at vi skal holde i hånden hele tiden, så vil jeg råde dig til at lade mig lære dig, hvordan du laver din egen beskyttelsesbesværgelse." Der var stadig så meget jeg ikke helt forstod, så jeg slap Alex' hånd og satte mig ned på sengen for at få lidt ro. Når nu Alex havde fortalt mig, der var en verden derude, som jeg kunne blive en del af, men som mine forældre aldrig havde nævnt overfor mig, bliver man jo nysgerrig. Men måske var der en grund til at mine forældre ikke selv, lavede magi? Måske var denne hemmelige verden for farlig? Hvordan jeg aldrig selv havde fornemt, at der var noget anderledes over mig, at jeg havde skjult magi i blodet, var et godt spørgsmål, men som den eventyrlystne person jeg var blevet, kunne jeg ikke bare ignorerer alt det Alex havde fortalt mig. Jeg ville ikke bare fortsætte i det samme kedelige normale spor som mine forældre, hvis der virkelig er noget derude som kan udforskes, vil jeg gøre det! 

"Jeg er frisk. Jeg vil have du lærer mig alt hvad du kan!" Alex lyste op i det ellers grå rum, og jeg kunne mærke der var en ny energi der begyndte at varme mig op. Jeg ville trodse mine forældre, som ikke ville have jeg lærte noget magi, det føltes bare forkert, at lade noget ligge urørt i mig, som kunne forandre mig for altid. Jeg tænkte på min mor, som sikkert var mega bekymret over hvor jeg befandt mig, og jeg forestilte mig hendes ansigt, som ikke ville lyse op, som det normalt gør. Jeg blev et kort sekund helt trist, inden Alex hev mig op af sengen, og gav mig et stort kram. Han var tydeligvis glad for min beslutning, og ville nok ikke have jeg tænkte mere over mine forældre, som manglede mig derhjemme. Han lænede sig væk fra mig og sagde, som han havde sagt da vi mødtes første gang på toilettet; 

"Vi kommer til at få det så sjovt sammen, Olivia." Den eneste forskel der var denne gang han sagde det, og den første gang han sagde det var, at jeg faktisk troede på ham denne gang. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...