Sandheden, tak!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2018
  • Opdateret: 22 mar. 2018
  • Status: Igang
"Kunne jeg stole på ham? Mine forældre havde jo ikke fortalt mig sandheden, så hvem kunne jeg tro på?"

Denne historie handler om Olivia, som bliver kidnappet af en, som viser sig at kunne fortælle hende en masse ting om hende selv, som hun aldrig har vidst noget om. Men kan hun stole på ham? Fortæller han, hende nu også alt hvad der er at fortælle?

1Likes
14Kommentarer
431Visninger
AA

3. Hvem er du?

Jeg vågner op i min seng på mit værelse. Mit syn er en smule sløret, efter en lang og drømmeløs lur, men da jeg endelig kan indstille mine øjne rigtig, kan jeg fornemme der er noget der ikke helt er, som det skal være. Den store fyr fra biblioteket på skolen, som også havde konfronteret mig ude på toilettet, sidder ved siden af min dør på en lille stol. 

Jeg kommer med det samme op at sidde i sengen, og min vejrtrækning begynder at blive hurtigere. Da manden ser jeg er vågen, rejser han sig fra stolen og kommer gående hen mod mig. Han sætter sig på sengekanten, og smiler det bedste han kan. "Jeg hedder Alex. Jeg undskylder, hvis det var en smule mærkeligt, den første gang vi mødtes på din skole, men det var den eneste mulighed, jeg havde for at få dig alene." Hva' troede han selv lige..!? Jeg var blevet kidnappet af en eller anden mystisk mand, som havde bortført mig til mit eget værelse. Der kørte tusind spørgsmål rundt i mit hoved, men jeg blev enig med mig selv om, at jeg skulle prøve at forholde mig så roligt som muligt. Alt imens jeg tænkte dette, sad jeg bare og stirrede på manden, hvis navn så var Alex.

Det første spørgsmål, som jeg synes vil være mest passende at vide var, hvordan jeg var havnet på mit værelse, så jeg prøvede med mine bedste kommunikationsevner, at stille det mest simple spørgsmål. "Hvorfor er jeg blevet kidnappet til mit eget værelse?" Alex begynder at skraldgrine. Efter nærmest 1 minuts tid, kan han se jeg hverken synes det er sjovt eller griner, så han prøver at holde hans egne grin i sig. "Undskyld, jeg prøvede bare at gøre det så hyggeligt for dig, som muligt, når du vil vågne op. Så du ikke ville gå helt amok, fordi du var et helt andet sted. Nu skal jeg nok gøre det lidt mere klart for dig, hvor du befinder dig." Da Alex var færdig med sætningen, laver han en svajende bevægelse med hans hånd, og der bliver helt sort for mine øjne. Da jeg har vænnet mig til lyset, befinder jeg mig ikke længere på mit værelse. Jeg sidder godt nok i en seng, men det er ikke min egen. Et stort lagerlokale, med grå vægge og højt til loftet. Det var, hvor jeg er nu. Der hang ingen billeder på væggene, og der var heller ingen vinduer. Det eneste der lyste rummet op, kom fra nogle store hvide lysekroner, helt oppe ved loftet. Da Alex fornemmer jeg er færdig med at studere rummet, rejser han sig fra sengen og stiller sig ud på midten af gulvet. "Velkommen til mit ydmyge hjem" siger han, med hans dybe stemme, og jeg kan høre det giver ekkolyde, langt ude et eller andet sted. 

Hvordan kunne det lade sig gøre? For 30 sekunder siden, sad jeg på mit eget værelse, og nu befandt jeg mig i et stort koldt lagerlokale. "Hvad forgår der her?" Jeg hviskede det ud mellem mine sammenbidte tænder, men alligevel stod det meget klart for Alex, at jeg var utilfreds med den her situation. Jeg havde brug for svar, og det skulle være lige nu.

"Da du var på dit værelse, var det kun en illusion. Du har været her hele tiden. Jeg fandt frem til i dine minder, at du føler dig mest tryg på dit værelse, og da jeg ikke vil dig noget ondt, og faktisk gerne vil være din ven, prøvede jeg bare at gøre det så behagligt for dig som muligt. Så jeg skabte en illusion til dig, så du så det, som om du var på dit eget værelse" 

"Hvad mener du med at, du fandt frem til i mine minder, at jeg er tryg, når jeg er på mit værelse? Og at mit værelse kun var en illusion? Hvordan kan det lade sig gøre?!" Spørgsmålene fløj ud af min mund. Efter det Alex lige havde sagt, var der bare endnu flere spørgsmål der poppede op i mit hoved. Han ville gerne være min ven, og få mig til at føle mig så tryg som muligt, ved den her ellers virkelig mærkelige situation. Men det var jo også ham, som havde kidnappet mig fra skolen? Jeg var mildest talt, blevet godt og grundigt forvirret. Der var ingenting der gav mening for mig længere. Det jeg havde allermest lyst til, var bare at tage hjem til min familie.

"Inden du tænker videre, så har jeg nogle ting du skal vide, Olivia. Der er så mange ting i denne verden, som der bliver holdt skjult for almindelige mennesker. Ting som kræver et stort sind, at kunne forstå. Men jeg ved du kan holde til det, for vi minder meget mere om hinanden, end du tror. Inden længe vil du finde ud af sandheden. Dine forældre er ikke som du tror de er, de har holdt hemmeligheder for dig hele dit liv. Det er derfor jeg har fundet dig. Så jeg kan vise dig, hvem du i virkeligheden kan stole på. Og hvad du i virkeligheden er." 

Det var svært for mig at forstå alt hvad han sagde. Det var ligesom bare en masse ord, der flød rundt i mit hoved. Kunne jeg ikke stole på mine forældre? Hvilke hemmeligheder havde de for mig? Hvordan kunne mig og Alex minde meget om hinanden? Hvilke ting, blev holdt skjult for almindelige mennesker? Alex afbrød min egen diskussion, ved at udbryde "Jeg er en magiker, Olivia. Og det samme er du. Du skal bare lige lære at være en først."  

 

// Bum Bum, så blev Olivia lige en del klogere på sin kidnapper Alex og sig selv.

Er endelig kommet rigtigt igang med historien nu, så håber i kan lide den :) 

Hvad synes i om historien ind til nu? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...